Anders Brønseruds tragikomiske figur takker af efter over et årtis ordløse striber og serier. Afløserne hedder Melvin, Charley og Inge.
Kuglerunde Otto er den evige taber. Alt, hvad han forsøger, går galt – ofte helt selvforskyldt. I over ti år har “Verdens ensomste palindrom” lidt nederlag på nederlag, stilsikkert illustreret i grafisk sort/hvid og præsenteret helt uden ord. Anders Brønseruds tragikomiske serie har undertiden flirtet med et bredere publikum, men har gennemgående været en sag for de indviede – både i stribeform og i de længere bogværker, senest den episke og modigt eksperimenterende “Citizen Otto”.
Nu annoncerer serieskaber Anders Brønserud så, at den sejlivede serie er endegyldigt slut.
– Forklaringen er vel, at jeg er færdig med serien, forstået sådan, at jeg kunstnerisk ikke kommer længere med den. Jeg kunne sagtens blive ved med at finde på idéer og opleve en glæde ved at tegne den, men den indre nødvendighed er der ikke længere, forklarer Brønserud.
Hvad så nu?
– Der har gennem en årrække ophobet sig en del andre idéer, som jeg har lyst til at udforske, deriblandt flere stribeserier. Jeg lancerer snart Mycomics.dk, et site, hvortil jeg vil uploade nytegnede ting. Én af dem bliver serien Melvin, som er en slags Otto reinkarneret som bjørneunge.
Der ligger allerede nogle striber og serier på Mycomics.dk, og de er alle med tale, selvom hovedpersonerne er påfaldende tavse. Hvad har fået dig til at søge væk fra pantomimen?
– Hvis jeg kigger på de serier, som jeg har lavet gennem årene, så er Otto (og den ufærdige “Mary”) faktisk undtagelsen: Alle mine andre serier har haft tekst. Otto blev netop en sort/hvid, grafisk forenklet pantomime-serie for at tvinge mig selv til at tænke og tegne på en anden måde. Og den umælende hovedfigur i at inferno af tale er åbenbart bare et emne, som interesserer mig, griner den stilfærdige serieskaber.
Brønserud forventer at lancere Mycomics.dk officielt i september. En komplet samling af Otto-striber kan ses på Ottootto.dk.