Den danske tegneseriefestival Art-Bubble slår dørene op for tredje gang d. 27.- 28. september på Danmarks Industrimuseum i Horsens. Der er besøg fra hele verden.
Som altid vil man være i stand til at møde en lang række tegneserieskabere fra både ind-og udland, gøre en god handel hos standholderne på messegulvet, få flotte signeringer og tegninger fra gæsterne, høre paneldiskussioner m.m. Til festivalens gallamiddag om lørdagen vil det være muligt at møde gæsterne under mindre formelle og uden tvivl hyggelige forhold.
Blandt årets gæster er der en del gengangere fra tidligere festivaler i form af de herrer William Simpson (”Game of Thrones”) og Mike Collins (”Doctor Who).
Den engelske bad-ass over dem alle, Simon Bisley (”Slaine”, ”Judge Dredd”) giver festivalen en snert af rock’n’roll. Bisley er aktuel med serien ”13 Coins”, som han MÅSKE tager en smagsprøve med fra. For fans af den franske skole bliver det muligt at træffe belgiske Eric Maltaite som er højaktuel med første bind i serien ”Chok” samt Jose Luis Munuera, som var med til at give ”Splint & Co” en ny dynamisk fortællerstil i midten af 00’erne.
Fans af Anders And og Andeby kan glæde sig til italienske Marco Rota, finske Kari Korhonen samt danske Freddy Milton.
Fra USA kommer udenlandsdanskeren Henrik Rehr, der i den grad er aktuel med den roste graphic novel ”Gavrilo Princip” og superstjerneforfatteren Brian Wood (”Star Wars”, ”X-Men”, ”DMZ”, ”The Massive”) og den sidstnævntes tegner på serien ”DMZ”, Riccardo Burchielli (”DMZ”, ”Northlanders”, ”Conan”).
Fra Danmark kommer Peter Madsen kommer med sin nye serie, ”Musen”, og Thierry Capezzone præsenterer første bind i sin stort anlagte serie om Dronning Margrethe, ”Daisy”.
Lars Jakobsen vil være til stede med to nye album, ”Ganske Vist” og ”Huset på skrænten”, mens Niels Vobo og Tatiana Goldberg også udgiver nye bøger i forbindelse med årets festival. Ud over dette vil Goldbergs tegninger pryde industrimuseets maskiner i hovedhallen, som et led i udstillingen og temaet ”Danske tegnere i 100 år”.
Stine Spedsbjerg, Carsten Gråbæk, Frank Madsen, Sussi Bech, Anni Lippert, Rasmus Julius, Julius, Søren Håkanson, THOP, Anette Carlsen, Paul Arne Kring og Svend Høgh vil også være at finde på festivalen, hvor de vil signere og deltage i diverse arrangementer.
Både lørdag og søndag vil der være dømt farver, striber og udklædning til cosplay-konkurrence. Der vil være præmier til de bedste kostumer begge dage.
Festivalens endelige program bliver offentliggjort d. 14. september 2014. Pris for middagen er 375 kroner, og så er der også adgang til aftenens show. Billetter er efter først til mølle princippet og kan bestilles via festivalens hjemmeside. Dagpriserne vil være 60 kroner for voksne og gratis adgang for børn og cosplayere.
Art-Bubble opfordrer til, at man holder øje med opdateringer og nyheder på nævnte hjemmeside, på festivalens Facebook samt på den nye Art-Bubble-Youtubekanal.