Husarnyt: Det nye danske forlag “High Heels Society” vil udgive tegneserieerotik i verdensklasse, fortæller forlæggerne.
Der var en tid, hvor det danske tegneseriemarked sejlede i erotik og porno, oftest udgivet i hedengangne Bogfabrikkens Fanny-serier. Men i de senere år synes syndfloden af saftige sager at være tørret noget ud.
Indtil altså nu, hvor det erotiske tegneserieforlag High Heels Society søsættes. Første album, Kåde kvinder af italienske Giovanna Casotto, er netop udgivet, og forlæggerne lover, at der er mere på vej.
– High Heels Societys mål er at udgive erotiske tegneseriealbum i verdensklasse. Udover Kåde kvinder har vi indgået kontrakt med François Walthéry om udgivelsen af hans serie Une femme dans la peau, og så er vi selv ved at lave et par album, siger Thomas Schrøder, tidligere indehaver af forlaget Afart, der sammen med Karsten Bøttcher fra Fyns Antikvariat står bag de høje hæles selskab.
“High Heels Society” kan findes på Facebook.