Dansk i dybden hedder en ny række af undervisningsmateriale, som Gyldendal har lanceret til brug i folkeskolens ældste klasser. Hvert af de såkaldte genrehæfter undersøger forskellige litterære udtryksformer, og senest har forlaget føjet et bind til om graphic novels. Manden bag er tegneserieskaberen Thomas Thorhauge, og han går til opgaven indenfor de afstukne rammer med vanlig formidlingsglæde og pædagogisk tæft.
I løbet af hæftets bare 32 sider når han forbløffende godt rundt i krogene, og får såvel tegnet et historisk perspektiv som prikket hul på den mere analytiske del. Således bliver der både snakket stilarter, sidekomposition og fortælletempo, og udsagnene kan desuden efterprøves i små indlagte opgaver af både teoretisk og praktisk karakter.
Der hentes eksempler fra Chris Wares Jimmy Corrigan, Marjane Satrapis Persepolis, Daniel Clowes’ Ghost World og Thorhauges egen Kom hjem, men hovedvægten er fortrinsvis og smart nok lagt på Craig Thompsons En dyne af sne (der passende kunne købes ind i klassesæt som supplement til hæftet), da det jo i den grad er en udgivelse, der henvender sig til undervisningsmaterialets brugere. Du kan se hele hæftet her. Kontakt din klasselærer i dag!