Rune T. på stribe 1-3: Den lilla møghætte og pulven, Litterærlige klassikere, Høvlens Hund og Ib Å af Rune T. Kidde
Det er over ti år siden, Rune T. Kidde måtte se sig nødsaget til at lægge tegneredskaberne på hylden. I de første år som blind fortsatte han med at lave serier med andre tegnere, men i de senere år lader det til, at han helt har forladt mediet. Til gengæld har han kastet sig over et hav af andre udtryksformer, og der er nok mere end én ung Kidde-fan, der knap kender hans serier. En genudgivelse er altså en god ide.
Forlaget lancerer albummene som “klassisk, dansk tegneseriekult”. Selv om det må siges at være udtryk for det, forfatteren Douglas Coupland har kaldt “ultrakortsigtet nostalgi” , så rummer det en vis sandhed. Kiddes kunstneriske højdepunkt ligger nok i de første tre-fire album, der udkom i begyndelsen af 1980erne. De var famlende, men turde også risikere noget. Men det var først med genfortællingerne, som Kidde nærmest har skamredet i sit senere virke, at han for alvor blev kendt. Da var han mere professionel, og på godt og ondt mere homogen og rutineret i sin produktion.
De to første af de genoptrykte album er fra 1987 og 1988, og rummer genfortællinger af henholdsvis eventyr og verdenslitteraturens klassikere. De alvorlige oplæg genfortælles med vægt på pik, patter og provokationer, så det nærmer sig parodien. Regiteksten er f.eks. loyal overfor oplægget, mens tegninger og dialog er konsekvent punk, så de tilsammen punkterer alvoren. En anden fremgangsmåde er det nonchalante resume, der fjerner enhver patos. I begge tilfælde er det nødvendigt, at morsomhederne og overdrivelserne falder hele tiden, hvis det skal fungere. Det er en meget krævende form, hvis resultatet ikke bare skal blive vrængende og kedsommeligt, og det lykkes da heller ikke altid for Kidde. Men når det fungerer, ler man højt og erkender, at her er nogle af de bedste resultater på dansk af indflydelsen fra 1960ernes undergroundserier. Man mærker også tydeligt Kiddes fascination af W.C. Fields, der kommer til udtryk i den meget verbale humor: opstyltet tale, sproglige brandere, uendelige digressioner og grove vitser.
I serien om Ib Å og hans hund med de mange navne, der er fra 1991, har rutinen og trætheden til gengæld sat ind. Ikke nødvendigvis som følge af kunstnerisk stagnation, men måske presset ved at skulle være morsom som levebrød. Inspirationskilden til serien er givetvis Garfield, og nok er Kiddes serie ikke dårligere end forbilledet, men det er til gengæld heller ikke videre interessant.
Hvorfor forlaget har valgt at genoptrykke dette sene album er en gåde, for det hører absolut ikke til i toppen af Kiddes produktion. Men det er desværre kendetegnende, at genudgivelserne er lemfældige og uigennemtænkte. Initiativet er prisværdigt, men resultatet ligner billig spekulation, fordi man ikke redaktionelt har gjort sig umage. Den grafiske præsentation er under al kritik. Trykket står svagt, hvorved de spinkle streger forsvinder, og de konstruerede forsider er åbenlyst grimmere end de originale. Serierne er også blevet opdateret, så hvor der i originalen f.eks. stod “Kim Schumachers ene øre”, står der nu “Banjos Likørstue”. Det er ikke slemt, men principielt set forkert og fjollet.
Det værste er dog, at den potentielle køber vildføres. At “Høvlens Hund og Ib Å” rent faktisk er et genoptryk med ændret titel af albummet “På sin post” (forlaget Ultima, 1994), fremgår ingen steder. Ligeledes uden at gøre opmærksom på det, har man tilføjet tre sider til “Litterærlige klassikere”, som er hentet fra albummet “Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med” (Modtryk, 1996). For at få plads til det, har man til gengæld fjernet tre andre af albummets oprindelige sider. Der er simpelthen sjusk.
Må vi høfligst anmode forlaget om at stramme sig an.
4 stjerner
Benni Bødker
Anmeldelsen blev oprindelig bragt i Strip! nr. 19.
Del på
