I storbyens favn – Homo Metropolis 1995-1999 af Nikoline Werdelin
En anmeldelse fra Tegneserietidsskriftet Strip!s arkiv: Benni Bødker tager et kig på en af dansk tegneseries store udøvere.
Det føles rigtigt, at Nikoline Werdelins første fem år med serien Homo Metropolis nu fejres med en samlet, indbundet udgave. Striberne stammer alle fra dagbladet Politiken og er tidligere udsendt som årlige album, men en samlet luksusudgave er absolut fortjent, og seriens kvaliteter forøges kun, når man ser alle årene samlet under et. Så kan man virkelig fornemme, hvor ambitiøs den indsats er, som Werdelin har ydet i tegneserieformen.
Det er sagt til hudløshed og det fortjener at gentages: Nikoline Werdelins styrke er at hun som ingen anden formår på overbevisende vis at skildre dagens Danmark. Det er den bredt formede sædeskildring, hun leverer i sine striber, med et imponerende opbud af typer. Det nærmer sig den menneskelige komedie, som den franske forfatter Balzac formulerede det om sit eget forfatterskab. At ikke alle hendes personer klinger lige vel, nogle er lidt hule karikaturer, er til at bære over med. Taler vi snævert i genrer, så mindes jeg ingen anden, som igennem hele sit oeuvre har forsøgt en tilsvarende ambitiøs samfundsskildring i tegneserieformen. Går vi uden for mediet, kan man komme i tanke om en Woody Allen i filmens verden eller forfattere og dramatikere som Ibsen eller Strindberg, der alle ligger som implicitte forudsætninger for Werdelin. Ikke mindst slægtskabet med det klassiske borgerlige problemdrama, hvor personerne i den grad er (ulideligt) klar over deres egne problemer, er tydeligt. Werdelin har jo også selv markeret sig med et par meget roste dramaer på de københavnske scener.
Hun har en vis forkærlighed for at skildre de velstilledes problemer. De som tror at gode jobs, ægteskab, børn og prestige er det samme som en livsforsikring imod tvivl og angst. Det er den bedrestillede del af borgerskabet, som har overskuddet til at reflektere over deres egen situation, men ikke nødvendigvis er bedre til at finde ind til problemernes kerne. De er nok intellektuelle, men det garanterer ikke selvindsigt, fordi de så desperat klynger sig til en fantasi om at have styr på tilværelsen. Herregud, man fik jo en uddannelse, en familie og et job, what could possibly go wrong? Ikke at Werdelin forfalder til proletar-romantik og besyngelse af de uuddannede og arbejdsløse og ensomme og dem i København NV. De er nemlig også med i hendes serie, og hos dem handler det også om alkoholisme, incest og ensomhed (som pigen der vil have en ny og større lejlighed, fordi der ikke længere er plads til hendes selvhad i den gamle). Men det er ikke i skildringen af disse typer, Werdelin har sin virkelige force, det er ikke her, hun klinger mest ægte.
Og at Homo Metropolis ikke sner til i endnu et kedeligt problemdrama, skyldes at det også er skrevet så forbandet, smerteligt morsomt. Det er en klassisk modsætningskomik. Personerne siger alle de rigtige ting, men deres handlinger forråder dem og antinomien baner vej for latteren. Og hvorfor er det så vigtigt? Måske er der tale om en slags sikkerhedsventil. Det er karikaturer, hun tegner. Det er ikke ægte mennesker, men genkendelige destillater, som tvinger os til at standse op i læsningen og kaste et blik ud på den verden vi lever i. Det er en væsentlig del af kunstens berettigelse. Det er selve folkesundheden, der er på spil!
5 stjerner
Benni Bødker
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #13.
Del på
