Igor Noronhas “Light Apprentice” er en ny tegneserie og tegnefilmserie med inspiration fra japansk manga og konsolrollespil. Bagmanden har base i og omkring Viborgs The Animation Workshop.
Det startede med et kursus på The Drawing Academy i Viborg og siden blev det til et samarbejde med animatorspirerne på The Animation Workshop. Nu kan frugten af de fælles anstrengelser beses på en ny hjemmeside, hvor den brasilianske serieskaber Igor Noronha har lagt de første tre hæfter af tegneserien Light Apprentice og en mini-episode af tegnefilmserien til fri afbenyttelse.
25-årige Noronhas hjertebarn er en livlig fantasyfortælling i rollespilsinspireret manga-stil, der blander action og humor til en letfordøjelig cocktail.
Ambitionerne bag værket er til at få øje på, og Noronha lader sig ikke stoppe af, at forlagene foreløbig ikke har bidt på. Light Apprentice er tilgængelig som print-on-demand, og Noronha har desuden startet en indsamling på sitet IndieGoGo, hvor han håber at rejse midler til at færdiggøre fjerde kapitel af sagaen. Bidrag kan udløse kreditering, Light Apprentice-tegneserier og – for de virkelig gavmilde – muligheden for at designe en figur til serien.