Michael Wettendorff anmelder “Blacksad: Infernalsk stilhed” af Díaz Cabales / Guarnido – og skriver samtidig lidt om historiens baggrund
Med en sort kat som hovedfigur i krimiserien Blacksad opdager man ikke umiddelbart, at vi har at gøre med en lidt atypisk heltetype i en ellers meget europæisk tegneserie, der har sine rødder i klassisk fransk albumtradition.
John Blacksad er en afroamerikansk privatdetektiv i 50’ernes USA som stadigvæk kæmper med kommunistforskrækkelse og racisme samtidig med, at facaden udadtil er symboliseret i den velfungerende amerikanske kernefamilie.
Selvom serien har sit udspring i den klassiske europæiske albumtradition, stikker den ud fra andre tegneserier inden for genren. Først og fremmest har vi med et håndværk at gøre, som ligger på et meget højt niveau. Med Guarnidos tegninger kan man nærmest lugte og føle stemningen og miljøet fra 50’ernes USA.
Juanjo Guarnido er født i Spanien, men flyttede senere til Paris, da han havde fået job for Disney-studierne som hovedanimator. Men på trods af at karaktererne i Blacksad bærer præg af klassisk Disney, formår han, bl.a. ved hjælp af sin til tider grumsede, men meget smukke og rå akvarelfarvelægning, at få tegningerne til at fremstå mindre glatte og polerede. Han er en dygtig klassisk tegner og har god detalje- og formsans. Samtidig har han en meget moderne dynamisk stil som modspil til det klassiske element.
Nogle irritationsmomenter kan dog være de til tider overdrevne ansigtsudtryk (man kan her se, at han oprindeligt har arbejdet med animationsfilm), og at alle kvinderne i serien bare er de rene sexbomber. (Han kan virkelig slippe godt fra at tegne et stinkdyr sexet.) Det bliver måske en kende endimensionalt og kan virke forstyrrende, når historierne appellerer til et mere voksent publikum.
Juan Díaz Canales skriver historierne og tegnede oprindeligt selv serien i en mere simpel og rå stil i sort/hvid. Han mødte Guarnido i starten af 90’erne, og allerede tidligt talte de to om at lave tegneserier sammen. Men først efter at Guarnido stoppede hos Disney, genoptog de to forbindelsen og begyndte at arbejde med skabelsen af Blacksad. Og i 2000 udkom det første Blacksad album, “Quelque part entre les ombres” (på dansk: “Et sted i skyggerne”).
Det første album er ren pastiche over den Hollywood-klassiske privatdetektiv i et film-noir univers med alt, hvad der hører til af klassiske elementer: tung cigaretrøg, whisky, en smuk femme fatale, et mystisk mord osv. Her tilføres ikke meget nyt til genren, men vi får en imponerende billedside og en dygtig klipning imellem scenerne med flotte vinklinger – ligesom de bedste af de film, serien lægger sig op ad.
Allerede i det næste album, “Arctic Nation” (2003) begynder historien at flytte sig væk fra den arketypiske detektivfortælling og tager emner op som racisme, umulig kærlighed på tværs af kulturskel og drab. Blacksad er selv afroamerikaner og må her kæmpe imod bl.a. Ku Klux Klan, hjulpet på vej af hans lidt smådumme side-kickfigur, journalisten Week, som mest er der for at være den sjove modvægt til den ellers alvorlige Blacksad.
***
Nu er serien så nået til 4. bind, “Infernalsk Stilhed” som denne gang tager udgangspunkt i New Orleans i sæsonen for ‘Mardi Gras’, byens årlige karneval.
Blacksad bliver hyret til at finde frem til en forsvundet ung sort jazzmusiker, Sebastian Fletcher, som er afhængig af heroin. Hans mæcen, Faust Lachapelle som er dødeligt syg af kræft, vil gerne finde frem til ham, da han betragter ham som en søn. Sebastian har også forladt sin højgravide kæreste, Hannah, som til gengæld bliver plejet af Lachapelle’s rigtige søn, Thomas, som i øvrigt er hvid. Samtidig lider forsvundne Sebastian og flere af hans gamle venner og medmusikanter af nogle mystiske deformiteter. Inden længe har vi det første af en række af mystiske mord og Blacksad er selv tæt på at miste flere af sine ni liv i den mørke side af New Orleans.
Historien er fortalt med mange spring i tiden og kunne sagtens fungere som spillefilm med sine avancerede krydsklip, varierede tempo og barske actionsekvenser.
Eneste minus er, at Canales og Guarnido lader skurken fortælle om sine handlinger til sine ofre, for at eventuelle læsere der blev tabt undervejs, kan se sammenhængen. Det er desværre en forseelse, man ser i ikke helt gennemtænkte manuskripter, men jeg kan godt tilgive det i det aktuelle tilfælde, da historien i forvejen kan virke kompliceret med de forskellige spring i tid og sted og det omfattende persongalleri.
Guarnidos sans for detaljer og gennemførte research kommer til sin fulde ret i dette album med det farverige New Orleans og dets sprudlende karneval, fyldt med udklædte deltagere.
Side 34 i albummet tager nok pusten fra de fleste i forhold til detaljer og antal af figurer med hver deres lille historie. Det kræver et overblik, som de færreste tegnere besidder. Men den side siger i meget om “Blacksad” i det hele taget: Fyldt med detaljer, stemning og en actionmættet handling, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
-Michael Wettendorff
Karakter: 4/5
Værkets Titel: Infernalsk stilhed
Seriens titel: Blacksad
Forlag: Forlaget COBOLT
Forfatter/tegner: Díaz Cabales og Guarnido
Farve og form: Farve og hardcover
Sidetal: 56
Pris: 198,00
Oversat af: Ole Steen Hansen
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
Del på
