Den største album-succes i dansk tegneseries historie fylder fyrre i år, og det fejres på Storm P. Museet med en stor Valhalla-udstilling, der åbner den 5. oktober.
Peter Madsen var kun en krølhåret gymnasieelev, da han blev spurgt, om han ville stå for at tegne det, der siden er blevet en milepæl i dansk tegneseries historie. Det første af i alt 15 Valhalla-album udkom i 1979 for præcis 40 år siden. Og så tog de nordiske guder ellers danskerne med storm – og en del af udlandet lige sådan.
En million solgte album
Udstillingen på Storm P. Museet viser historien bag succesen. Publikum kan opleve, hvordan tegneren Peter Madsen og forfatteren Henning Kure har formået at omsætte oldtidens nordiske mytologi til moderne underholdning. Der vil være skitser, originaltegninger og korte interview-film. Udstillingen giver indblik i, hvordan skaberne fik myterne til at tale til nutidige læsere med satire, slapstick-komik, højspændt drama og mytologisk mystik.
Det første album Ulven er løs udkom i 1979 – i tegneseriens guldalder på tærsklen til 1980’erne. Og udgivelserne fortsatte i 30 år. På trods af nedgangen i tegneserie-salget har Danmarks svar på Asterix overlevet som en klassiker, og Madsens version af Thor, Odin, Loke, Freja og er blevet definerende for en hel generations opfattelse af de nordiske guder. I Skandinavien alene er der solgt 1 million eksemplarer, og serien er oversat til 10 sprog.
Mere Valhalla-nyt
Det runde jubilæum fejres også på andre fronter. Allerede i morgen, den 4. oktober, udkommer hyldestalbummet ”Valhalla i nye hænder” med bidrag fra et mylder af tegnere, forfattere der inkluderer Jussi Adler-Olsen, Martin Bigum, Morten Hesseldahl, Lars Horneman, John Kenn Mortensen, Henrik Rehr, Rune Ryberg, Karoline Stjernfelt, StineStregen, Jan Lööf, og mange, mange flere.
Og den 10. oktober har Fenar Ahmads live-action film med Roland Møller som Thor premiere. Den skriver vi meget mere om ganske snart…