Forfatter og tegner Lars Kramhøft sidder for tiden og arbejder på den ambitiøse graphic novel “Noget frygteligt er altid lige ved at ske” om svære emner som maskulinitet, depression og ensomhed. Vi har snakket med ham om projektet.
Det er svære og tabubelagte emner, den gode Kramhøft har kastet sig over. Med kontrastrige sort-hvide billeder tegner han et autfiktivt portræt af en ung mand, der kæmper med sig selv og sine omgivelser. Tidligere har Kramhøft som forfatter begået alt fra børnebøger til horrortegneserier, men denne gang er der tydeligvis mere på spil i et projekt, der ser ekstremt personligt ud.
Det skal også nævnes, at Kramhøft er en yderst produktiv herre, der for tiden er aktuel med sin graphic novel for unge “Dagbog fra Afgrunden”, der på mange måder ligner et slags forstudie til “Noget frygteligt er altid lige ved at ske”. Da vi snakkede med Kramhøft handlede det dog om fremtiden og det store værk, der for tiden kun findes på hans tegnebord.
Hvor sidder du og arbejder? Hvordan ser din arbejdsstation ud?
Jeg arbejder hjemmefra i min stue i Nordvest, hvor jeg har et stort hæve-sænkeskrivebord. Jeg bruger dels en G580 bærbar pc fra Lenovo samt et skråtstillet tegnebord, jeg selv har lavet med et ganske tyndt Aibecy lysbord liggende ovenpå. Til digital tegning har jeg en Wacom Intuos 3 tablet,og til at printe og scanne en a3 Brother printer/scanner. Jeg bruger en str. 3 akvarelpensel til at rentegne med, samt et udvalg af Faber Castell Artist penne.
Ensomhed og melankoli på en færdig side før teksten indsættes digitalt.
Kan du beskrive, hvad projektet går ud på, og hvor langt du er nået?
“Noget frygteligt er altid lige ved at ske” er en grafisk roman om en ung mand, som vi møder, da han flytter hjemmefra for at starte på tegneskole. Han er fuld af forventninger til livet og drømme om karriere og kærlighed, men tingene går ikke efter hans hoved, og forskellige begivenheder (som ikke skal afsløres her) fører til at han ryger ud i en dyb depression. Som man måske kan regne ud, er det en form for autofiktion i tegneserieform – det handler om min egen kamp med angst og depression da jeg var i 20’erne, men har også udviklet sig til at berøre andre emner, som kønsroller, maskulinitet, toxic masculinity, sex og venskaber. Historien bliver på 130-150 sider og jeg er ca. Halvvejs.
Hvorfor du har givet dig i kast med netop dét projekt netop nu?
Det startede med, at jeg gerne ville skrive noget om at have angst og depression. Dels har jeg selv kæmpet med begge lidelser siden jeg var i tyverne, og dels er det noget der påvirker mange mennesker. Jeg ville gerne skildre, hvordan det føles at være i en depression, hvilke tanker man kan have om sig selv, og hvordan det påvirker ens liv og ens verdenssyn. Samtidig var det vigtigt for mig også at vende blikket mod, hvad der kunne være med til at forårsage depression – vi ved at gener spiller en vis rolle – men hvad med samfundsstrukturer, kønsroller og præstationspres, for eksempel? I det her tilfælde er den depressive en mand, og der er rigtig mange mænd, der lider i stilhed, fordi det er så tabubelagt at tale om at være sårbar og ikke kunne slå til. Jeg synes det er vildt interessant, at samtidig med at mænd sidder på de fleste af topposterne og i alle bestyrelserne og så videre, så tegner mænd sig også for et dobbelt så højt antal selvmord som kvinder, har større risiko for at droppe ud af uddannelser og blive hjemløse. Mænd dør også helt generelt tidligere end kvinder. Listen kunne blive ved. Der er en kæmpe forskel på de strukturelle uligheder, som rammer kvinder og så de daglige uligheder, som drenge og mænd oplever som enkeltindivider. Og vi (mænd) er sygt dårlige til at tale om, hvordan vi har det og om, hvad det vil sige at være mand. Det synes jeg kunne være spændende at undersøge og prøve at italesætte. Så nu starter jeg med mig selv.
Starten på en side; løse lay-out skitser og noter til dialog.
Hvide mænd og maskulinitet kan være lidt af en hvepserede at stikke hånden ned i for tiden. Er du bekymret for at lave et indlæg i den debat, eller er det helt bevidst?
Ja og nej. Lad os se det i øjnene; jeg er en hvid, heteroseksuel, ciskønnet mand. Jeg er så privilegeret at det er temmelig usandsynligt jeg vil få lige så mange hug for at ytre mig, som hvis jeg var kvinde eller et andet sted på kønsspektret. Jeg behøver næppe frygte for min sikkerhed. Selvfølgelig vil jeg være ked af at blive misforstået, men når først værket er derude, når jeg har sluppet det, kan jeg ikke kontrollere hvordan det bliver modtaget. Det må man leve med som skaber. Jeg kan kun holde fast i at jeg prøver at være solidarisk med de mennesker, jeg skriver om.
Jeg har skrevet en ”tabermands” historie, og det er mig selv, der er tabermanden. Jeg kan genkende alle de negative og usunde tilbøjeligheder, for jeg er selv et produkt af tiden og kulturen ligesom alle andre. Men jeg er hverken ude på at forsvare eller fordømme. Man kan godt kritisere strukturer, og stadig have sympati for enkeltindividet, og det håber jeg trænger igennem i ”Noget frygteligt er altid lige ved at ske.”
Jeg vil så også tilføje, at ja, på nettet bliver alt en hvepserede – men jeg har også mødt og talt med mange som relaterer til emnet og synes det vigtigt at få på dagsordenen.
Opsat og tekstet opslag i Indesign.
Du har lavet flere tegneserier blandt andet sammen med tegneren Tom Kristensen. Hvad fik dig til selv at gribe pennen igen?
Tom undslap min kælder og flygtede til Jylland, så det satte en stopper for det samarbejde. Nej, helt seriøst vidste jeg bare, at det her var så personlig en fortælling at det kun ville give mening, at jeg både skrev og tegnede selv. Og så har jeg efterhånden fået så meget erfaring med at illustrere bøger for forlag som Calibat og Turbine, at jeg også syntes, jeg kunne håndtere det store arbejde.
Kan du beskrive din arbejdsproces i forbindelse med projektet?
Jeg ser egentlig mig selv som forfatter, selvom jeg både bruger tekst og billeder til at fortælle med. Det starter, for mig, altid med ideen, med historien. Derfor startede jeg også i dette tilfælde med at skrive. Da der kom hul på bylden, tilbage i 2017, satte jeg mig ned og skrev ca. 11 sider i én køre, og det blev faktisk til blåtrykket for hele “Noget frygteligt …” Det krævede selvfølgelig en masse omskrivninger, og jeg tror jeg p.t. arbejder ud fra 12. version af manuskriptet.
Digital lay-out skitse
Jeg skitser siderne digitalt med min wacom pen i Adobe Photoshop. På den måde springer jeg det stadie over, hvor jeg normalt ville bruge en blyant. Det er meget nemmere at ændre og rykke rundt og skalere dele af siden op og ned i stedet for at skulle sidde og viske ud hele tiden. Jeg organiserer skitsen i 3 lag, hvor det første er virkelig løst, hvor jeg bare skal finde ud af nogenlunde hvor tingene skal være. Lag 2 er der hvor jeg konstruerer figurene og perspektivet, alt det tekniske. Lag 3 er en slags rentegnet skitse, som jeg så printer ud.
Rentegnet side uden tekst
Den printede skitse lægger jeg på lysbordet, og så kommer der et stykke 250 gr. Bristol board oven på. Selvom det er nemt at tegne i Photoshop foretrækker jeg at lave rentegningen analogt. Jeg bruger en akvarelpensel størrelse 3, og et udvalg af Faber Castell Pitt artist penne. Det gør en stor forskel (ihvertfald for mig selv) at rentegne med tusch frem for digitalt, selvom jeg godt ved at man kan sætte Photoshop op til at efterligne en pensel. Jeg bliver simpelthen gladere, når jeg rentegner i hånden og får tusch på fingrene, end hvis jeg sad med det hele som pixels på en skærm.
Rentegnet side med tekst opsat i Indesign
Når rentegningen er færdig, scanner jeg siden ind og finpudser i Photoshop. Jeg sætter selv “Noget frygteligt …” op i Indesign og tekster også selv. Fonten har jeg selv designet, men den bliver dog indsat digitalt. Min drøm er en dag at håndtekste en grafisk roman. Måske den næste jeg laver.
Er du både forfatter OG tegner fra nu af?
Ja, det er jeg sgu! Men det er nu ikke fordi, det er helt nyt. Jeg både skrev og tegnede også min børnebogserie, ”Rakkerpak”. Men det er rigtigt, at det er gået op i en højere enhed nu, dels med ”Noget frygteligt er altid lige ved at ske” og ”Dagbog fra Afgrunden”. Jeg er ikke Danmarks bedste tegner, men jeg har en vis grafisk sans, og jeg kan finde ud af at fortælle med blandingen af tekst og billeder. Det vil jeg da udnytte. Og tegneserier er jo bare det fedeste medie!
