Serieskaber Stine “Stinestregen” Spedsbjerg anbefaler det 22-årige kæmpetalent Luchies Tumblr-side.
French Fries and Waffles er en Tumblr, der tilhører 22-årige Luchie, der læser (som i studerer) tegneserier i Belgien. Det er det eneste, jeg ved om siden og hende. Jeg fandt den, fordi min veninde snublede over siden ved et tilfælde og var overbevist om, at den ville falde i min smag. Og gu gør den.
Luchie poster både skitser, illustrationer og tegneserier på siden, det hele i en fin og lidt naiv tone og streg. Ind i mellem bliver det lidt fortænkt som her, men oftest viser hendes tegneserier et vidunderligt potentiale. Især hendes fiiiine fine Introversion (som hun også har trykt, men den bliver hele tiden udsolgt, før uopmærksomme damer i Aarhus kan få nallerne i den) og den søde lille “Food Life”:
Hendes streg og hendes måde at bruge farver på er absolut uimodståelig, og så har hun ind i mellem ”Ask Luchie”, hvor hun svarer på læserenes spørgsmål, på en hyggelig og dybt sympatisk måde. Jeg tror på, at Luchie bliver til noget stort en dag.
“Webgodter” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige internationalt netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.