Karl Marx, kommunismens julemandsskæggede fader i egen høje person, mere eller mindre personligt ansvarlig for alt fra flere af de mest omfattende folkedrab i verdenshistorien over hippiebevægelsen og til danske skoleelevers dårlige præstationer på diverse test. Hvem var han egentlig, og hvor mange af hans både kritikere og tilbageværende følgere aner egentlig noget om manden selv.
Undertegnede gætter på ikke så voldsomt mange igen, og at dette er den umiddelbare anledning til, at to fremadstormende kvinder, hhv. en schweizisk forfatter og en fransk grafiker/serietegner, har kastet sig over hans livshistorie. Som faktisk er ret fascinerende, bl.a. i kraft af ikke at udspille sig i nær så høj grad ved revolutionernes frontlinje, som man måske kunne forvente af den store revolutionære leder. Det meste af sit voksne liv sad Marx i London og skrev på sit enorme værk om Das Kapital, som for størstedelens vedkommende udkom posthumt, suppleret med artikler for især amerikanske aviser, småværker og pamfletter oftest som led i en polemik med en filosof, digter eller politisk skikkelse, han havde set sig sur på.
For Marx var først og fremmest polemiker. Han havde en doktorgrad i filosofi, meget fint bedømt, som han skrev, mens han læste på sin faders foretrukne jura-studie i Berlin. Og han var bemærkelsesværdigt begavet nok til at have kunnet leve et komfortabelt liv som professor på et tysk universitet, hvis han da ikke havde haft så stort besvær med at indordne sig under den konservatisme og strenge klasseadskillelse, der kendetegnede de dengang selvstændige germanske stater. I stedet blev han chefredaktør på en liberal avis i Köln og gjorde sig snart særdeles upopulær i konservative og kongetro kredse med sine for datiden uhørt ”uforskammede og respektløse” ledere, der tillod sig at kritisere såvel regeringens politik som navngivne myndighedspersoner og statsoverhoveder.
Til sidst så de tyske myndigheder sig nødsaget til at gribe ind og lukke avisen (Marx fandt aldrig ud af, at det var en henvendelse fra selveste Zaren til den preussiske konge, der udgjorde den uundgåelige dråbe), og han tog til Paris for at tiltræde som chefredaktør for et nystartet tidsskrift i den mere frisindede byernes by. Undervejs samlede han sin store kærlighed fra sin fødeby, Jenny von Westphalen, en kvinde af fornem herkomst, hvis halvbror Ferdinand senere som tysk indenrigsminister skulle komme til stå i spidsen for den nidkære bekæmpelse af alt, hvad Marx senere skulle komme til at stå for, op og giftede sig med hende. Marx gentog pointen med at udeblive fra sin faders begravelse ved ikke at have nogen af sine familiemedlemmer med til vielsen.
Det var i Paris, at Marx tanker om kapitalisme og den samfundsmodel, der nødvendigvis måtte afløse den, for alvor begyndte at tage form. Det var også i Paris, at han for alvor blev venner med den livsnydende og ærkegavmilde fabrikantsøn Friedrich Engels. De to var på sin vis et lige så skæbnesbestemt par som Karl og Jenny: Engels havde detailkendskab til produktionsforholdene fra sin stilling som bestyrer af sin fars fabrikker i England, og han havde den sociale indignation over de vilkår, som arbejderne blev budt i industrialiseringens tidligste faser. Til gengæld fandt han i Marx en mand med den intellektuelle kapacitet og den retoriske begavelse til at formulere kritikken. Og Marx fandt den livslange velgører, der havde midlerne og motivationen til at finansiere hans skriverier.
Allerede fra midten af 1840’erne rykker Engels Marx for at få færdiggjort hans bog om politisk økonomi, der skal forandre verden for stedse. Det er dog først hen mod slutningen af 1867, over 20 år senere, at første bind (af tre) af Das Kapital udkommer. I mellemtiden er Marx blevet smidt ud af Frankrig, flere gange, og både Belgien og Tyskland, mens revolutioner og oprør bryder ud og bliver slået ned igen og igen i Europa. Han har ganske vist formuleret ”det kommunistiske partis manifest” (om end der ikke fandtes noget egentligt sådant parti) i sin tid i Belgien, men det tætteste han kommer på egentlig involvering i noget oprør er at bruge en pæn del af sin hustrus arveforskud på at købe våben til nogle af de revolutionære.
Hans tidsskrifter, pamfletter, ledere, ord er imidlertid blevet kendt som en stemme, der lyttes til i samfundsundergravende kredse, og Marx bliver udvist alle steder og får stadigt sværere ved at tjene til dagen og vejen ved at skrive. Først i London finder han en form for helle under den lidt mere liberale engelske lovgivning, der ikke indeholder mulighed for at gribe ind over for uspecificeret ”anstiftelse til oprør”. Her bliver han derfor boende med sin snart store familie og med Engels’ økonomiske støtte, for Marx har vedvarende problemer med at få enderne til at mødes ved at sælge et par avisartikler hist og her til de stadig færre aviser, der vil røre ham med en ildtang.
Mange har med slet skjult moro påpeget det paradoksale i, at proletarernes fremmeste fortaler ikke selv boede i et arbejderkvarter, men tværtimod havde både husholderske og privatsekretær og privatlærere til sine børn, især mens han permanent var bagud med huslejen og trak store kreditter hos de lokale handlende. Men Marx var såmænd selv helt bevidst om, at han ikke var og aldrig blev proletar, og at han med sin baggrund i en rimelig holden, borgerlig familie (han lånte flere gange penge af sin modstræbende onkel Philips, stifteren af den nederlandske koncern af samme navn) ikke havde nogen plads i det kommunistiske samfund, som han lidt diffust drømte om.
Og han var ikke nedladende i sin omgang med det arbejdende folk, som også hævdet. Da han i 1864, det for Danmark så skæbnesvangre årstal, blev inviteret til at repræsentere de tyske arbejdere i stiftelsen af Internationale Arbejderes Association pegede han på en tysk skrædder, han kendte, som en bedre repræsentant. Alligevel kom Marx med i Internationale, sammen med skrædderen, og han endte også med at være den styrende skikkelse, fordi dem, som han vitterligt kunne være meget nedladende og uforsonlig overfor, var andre intellektuelle i bevægelsen, anarkister, utopister, mere varmblodede og rørstrømske tænkere end ham selv, hvorfor han ikke kunne afholde sig fra at køre dem ud på et sidespor, selv om det som bivirkning førte ham ind på hovedsporet lukt mod foreningens generalråd.
Derfor stod Marx også i spidsen, i hvert fald i offentlighedens øjne, da pariserkommunen blev udråbt i 1871 efter den fransk-preussiske krig og Napoleon d. 3’s fald. Han var bestemt begejstret over kommunardernes selvstyre (skildret i Tardis Folkets røst), men havde ikke nogen indflydelse på dets opståen og lå desuden syg i den tid, så hans hyldest til dem udkom først, da de allerede lå døde i Paris’ gader. Nu opnåede den aldrende Marx noget for ham helt nyt, nemlig bredere anerkendelse som arkitekten bag denne begivenhed. Han blev pludselig omtalt dagligt i pressen, og journalister kom langvejs fra for at interviewe ham. Das Kapital, der var udkommet fire år tidligere, begyndte så småt at blive læst og oversat til andre sprog. Og Marx tjente for første gang i sit liv lidt penge, nu hvor han døtre var bortgifte og ikke længere havde brug for hans støtte. Sine sidste år tilbragte han fredeligt med at skrive på bind to og tre af sit magnum opus, løst fra sine daglige forpligtelser med at skaffe til huslejen og møde op til møder i Internationale, som han selv de facto havde fået opløst ved at flytte hovedsædet til New York.
Karl Marx døde i 1883, samme år som Richard Wagner (som han afskyede). Han overlevede sin hustru med to år, fire af sine seks børn. Han efterlod sig et bo til en værdi af i alt 250 pund og et bibliotek af bøger og noter af mindst den fem-dobbelte vægt, som Friedrich Engels overtog og derudfra fik stykket de sidste to bind af Das Kapital sammen – hvorefter han også døde. De to overlevende døtre begik begge selvmord sammen med deres ægtefæller, den sidste af dem i 1911 i Paris. Mindetalen ved ægteparrets begravelse blev holdt af en eksilrusser, som proklamerede, at den afdødes faders skrifter snarere end forventet ville blive til virkelighed. Hans navn var Vladimir Lenin. Og resten er, som man siger, historie.
Denne prolog til historien skildrer Corinne Maier (Goddag til dovenskaben: Om kunsten at lave mindst muligt på jobbet) og Anne Simon (Angoulêmes lovende talent 2004) med lige dele loyalitet over for det faktiske historiske forløb og hensyn til, at det stadig skal være til at læse som tegneserie. At komprimere en mands liv i en endog meget begivenhedsrig tid såvel som hans tanker og teorier ned i et standardformat på 64 tegnede sider kræver i sagens natur en hel del fravalg og forenklinger, men de to ophavskvinder træffer efter undertegnedes mening mange rigtige valg undervejs.
Tegneseriebiografien Marx har en finurlig og poetisk struktur, som gør det muligt for hovedpersonen selv at bevæge sig mellem forskellige lag, det ene øjeblik tale direkte til læseren og forklare os sine tanker og bevæggrunde, det næste deltage direkte i handlingen, som den udspiller sig, samt trække sig helt ud til et meta-lag hinsides egen tid og derfra kommentere, hvad der senere hændte, og om hvorfor alt det der kommunisme-halløj ikke endegyldigt blev lagt i graven med murens fald. Det fungerer sådan set ret fint og er med til at samle udgivelsen til en slags ”Marx og marxisme for dummies”. Man kunne med god samvittighed give denne biografi til en folkeskoleklasse – eller blot selv læse den og stole på, at nu ved man da lidt om emnet.
Men formen udelukker dog også en del. Der er ikke rigtig andre rigtige personer i Marx end Marx selv, alle andre er reduceret til statister, der blot skal aflire replikker som ”vi anarkister hader staten” for så at forlade scenen igen. Historiens gang flyver også forbi med dunlette vingeslag i form af, så blev den og den konge afsat, og så flyttede de til Belgien, og så døde sønnen, og så, og så… Ingen af delene kan være meget anderledes, givet valget af form og formål, men der er bare ikke plads til alle de detaljer og pudsige anekdoter og personlige konflikter, der giver tingene liv og nærvær og sådan. Ikke at Marx er kold og uvedkommende, den er faktisk ret charmerende, men har blot opgivet noget dybde og drama for til gengæld at skabe overblik og strække sig over så meget.
Og det er bl.a., hvad en grafisk repræsentation af noget netop kan, skabe overblik og sammenhæng og gøre tingene nemt tilgængelige. Det gør Maier og Simon, endda med stort overskud, og det gør Marx til en glimrende udgivelse, hvad end man så anser den for biografi, introduktion, undervisningsmateriale eller blot læseoplevelse. Det er tæt på topkarakter på de præmisser, tegneserien selv opstiller – og så lidt ekstra oven i for Marx’ skyld; han er egentlig et meget hyggeligt bekendtskab, selv om han her nok er skildret lige en tand for hyggelig, og selv om hans eftermæle ret præcist er det modsatte af hyggeligt.
Karakter: 4 ud af 5
Titel: Marx – en tegnet biografi
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Corinne Maier & Anne Simon
Format: Hardcover, farver, 64 sider
Pris: 248,- kr.
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-7085-527-3
