Mens serieskaber-talentet arbejder på sin første længere tegneserie, snuser Nummer 9 til hans skæve skitserier.
Thomas Mikkelsen sidder til daglig på tegnestuen Kulkælderen med kolleger som Rikke Bakman og Simon Væth, og han har bidraget til antologier som “Sprit” og “Dokument” og er blevet namedroppet her på sitet som et stortalent. Til gengæld har han stadig sin “rigtige” debut som serieskaber til gode. Den skulle være på vej i form af en tegneseriefortælling om Tibets politisk kontroversielle landshold i fodbold, og mens vi venter på at kunne fortælle mere om dén, lurer vi lige lidt i Mikkelsens skitsebøger …
Hvordan bruger du din skitsebog, Thomas?
– Jeg har aldrig været særlig god til at holde skitsebog, hvis jeg skal være helt ærlig. Det føles på en måde irriterende at tegne på en flade, der er hævet for meget over det bord, du arbejder ved. Af samme grund er jeg heller ikke typen, der tager min skitsebog med mig, og kan sidde og tegne alle steder. Samtidig gider jeg som regel ikke at bruge skitsebogen i processen, når jeg laver færdige ting. Dér bruger jeg hellere almindeligt printer-papir eller computeren.
– Så når jeg en sjælden gang tegner i min skitsebog er det mest en zen-ting jeg gør mellem opgaver, eller til en opgave, jeg har rigtig god tid til. Bogen, jeg tegner i, er lidt større end A4 og med akvarelpapir. Hvis papiret er lækkert, føles det mere vigtigt, og samtidig kan jeg bruge markers og vandfarver i den.
– Nogle sider bliver brugt til spontan inspiration. På siden nedenfor har jeg set en kvinde med rockabilly-knold og bliver nødt til at prøve det af, inden jeg glemmer det igen. Senere så jeg en pynte-elefant hos en veninde, som jeg blev nødt til at prøve at huske:
– Andre sider er snarere forsøg eller øvelser. Som her, hvor jeg tegner hår og tøjfolder – eller laver Youtube-croquis, som er noget, min gode ven Glenn August har lært mig:
– Men meget af det er bare ren hygge, tidsfordriv og nostalgi. Som når man bruger en side på at stene over mumitrolde, eller smugler en turtle ind et sted …
– Det, min skitsebog nok er mest fyldt med, er karakterdesigns til tegneserier, som på en måde stadig er i præ-produktion. Altså, enten de første ideer, inden jeg rigtig går i gang, eller ideer til tegneserieprojekter der ligger langt ude i fremtiden. En form for huskesedler: