Den danske antologi ”Dokument” talentsprudler og viser nye veje for den virkelighedsbaserede tegneserie.
Virkeligheden har været en sporadisk gæst i de danske tegneserier. Jeg kan i skrivende stund kun erindre en god håndfuld markante danske serieskabere der har beskæftiget sig med at beskrive virkelige hændelser i deres serier. Rune T. Kiddes første anarkistisk-humoristisk-poetiske serier trak i høj grad på personen Rune T. Kiddes selv. Et enkelt album, det introverte ”Man siger så meget” fra 1980 er at regne for en depression i tegneserieform.
Kiddes ven Peter Madsen lavede i samme periode enkelte korte serier med afsæt i selvoplevet stof, ved siden af sin Valhalla-tjans. Og i 1990 kom den fine rejseskildring ”Grønlandsk dagbog”, med skitser, iagttagelser og historier fra Madsens tid som lægestuderende i Nordvest-Grønland. Et glemt hovedværk i den Madsenske kanon.
Kiddes og Madsens serier tegner hvad man kunne kalde et lyrisk spor i de virkelighedsbaserede danske tegneserier, hvor vægten er på det oplevede og det erindrede.
Et andet spor kunne vi kalde det dokumentariske. Er det lyriske erindringen og digtet som tegneserie, er det dokumentariske fagbogen. Biografien, videnskabsformidlingen, debatbogen. Eller, i Danmark, først og fremmest historieformidlingen, i form af Claus Delurans mastodontiske og uafsluttede ”Danmarkshistorie for folket”, der udkom i 9 fede, faktuelle, fabulerende bind mellem 1988 og 1997.
Og så løber sporene ud i sandet (Deluran dør, og Madsen og Kidde lader til at miste interessen), og dukker først op igen et stykke inde i det nye årtusinde. Det lyriske nu i tøseklæder hos dagbogsbloggere som Stine ”Stinestregen” Spedtsberg og Signe Parkins. Og hos Rikke Bakman, der med ”Glimt”, en farveblyantserindring af barndommens sommerdage ved Vesterhavet, fortjent belønnes med Pingprisen som bedste danske tegneserie i 2011.
Og det dokumentariske især hos veteranen Niels Roland, der med serien ”Kloge hoveder” siden 2005 har leveret videnskabsformidling i stribeform til Weekendavisen, og hos den energiske Thomas Thorhauge, der efterhånden manifesterer sig som tegneseriens store faktaformidler i en række forskellige projekter – blandt (meget) andet med et fint tegneserieessay over forgængeren Deluran i Rackham nr. 4, og senest med den filmhistoriske ”Ekstramateriale” i dagbladet Politikens filmtillæg.
En varulv, en seriesamler og en mormor (der er død)
De to spor fletter sig sammen og forgrener i alle retninger i den nye danske antologi ”Dokument”. Her tager 15 serieskabere i 14 bidrag brydetag med virkeligheden, og tegner nye stier og hovedveje for den faktabaserede tegneserie. Her er forordet, propagandapjecen, informationsplakaten, historieformidlingen, journalistikken, rejsebeskrivelsen, det personlige essay, satiren og dagbogsnoterne. Og fiktionen, for det ikke skal være løgn. I den grad et katalog over den virkelighedsbaserede tegneseries muligheder.
Kvaliteten er gennemgående høj, men med en enkelt undtagelse er bidragene er ganske korte, og det betyder at selv de bedste af dem ikke opleves som fuldt udfoldede. De smager godt, men også af mere.
Det gælder Simon Bukhaves ”Thiess”, der fortæller om forhøret af den 86-årige titelperson, der i 1692 i Letland bliver anklaget for at være varulv. På sølle seks sider gives et fascinerende indblik i 1600-tallets religiøse verdensforståelse (komplet med adskilte russiske, tyske og lettiske helveder), og et par store smukke tableauer af hekse og varulve der henholdsvis stjæler og tilbageleverer landets frugter. Man tager sig i at drømme om at Bukhave for alvor folder religionshistorien ud i en grafisk historisk-dokumentarisk roman.
I Johan F. Krarups fortjent roste og Ping-nominerede ”Nostalgi” besøger serieskaberen en seriesamler i livskrise. Krarup har fralagt sig den beske ironi, han ofte gør brug af, men beholdt sit klare blik for de små detaljer i måden vi opfører os, taler sammen og behandler hinanden. Det kommer der et både nænsomt og hårdt portræt ud af, hvor farverne fortæller med, og den varierede sideopbygning giver rytme og præcision til fortællingen.
Her er både formel overlegenhed og rigeligt med hjerte til at få det afsluttende helsidesbillede af sorterede legoklodser til at slå som en knytnæve i maven. Men stadig læses den korte serie som et anslag, snarere end som et afsluttet værk. Der gemmer sig et isbjerg af en roman i samlerens klaustrofobiske liv, der trænger til at komme op til overfladen.
Derfor er ”Dokuments” måske bedste bidrag, også det længste. Under titlen ”Det ene med det andet” folder et år af Signe Parkins udvalgte dagbogstegninger sig ud over 23 sider med hverdagstrakasserier og små huller af lykke: skænderier med manden, kreative kriser, syge børn; en sommerfugl der soler sig på fortovet, børnene i badebassinet om sommeren, pennen der flyder på papiret. Og mormorens død, der både trækker en rød tråd gennem de løse sider, og giver dem en samlet blå tone. Det er vældigt genkendeligt og vanvittigt banalt, men fortællingen bæres hjem af Signe Parkins udtryksfulde, fabulerende pen. En virkelighedsgengivelse der ikke er proportionel, men emotionel korrekt.
Det journalistiske spor
Hos Parkins er det lyriske spor bredt som en motorvej, og Bukhave går med sine egensindige ben i hælene på Delurans historieformidling. Men tegner ”Dokument” et nyt hovedspor i de virkelighedsbaserede tegneserier, må det være det journalistiske. I en række ret forskellige bidrag undersøges omverdenen gennem iagttagelser, research og interview. Her mærkes det, at flere af serieskaberne mangler de journalistiske værktøjer til helt at kunne organisere den indhentede virkelighed, så den virker som en historie.
Bedst går det for et par tegnere der med en vis journalistisk skoling i rygsækken har overblik nok til både at bruge og bryde med formen, og med enkle, markante greb at gøre deres historier til noget andet end klassisk journalistik.
I Stine Spedtsbergs ”Hverdagsdiagnose” løber en tekstuel ophobning af statistik parløb med en visuel fortælling fra en arbejdsplads. Case og baggrund, som det hedder i journalistikken. Og får derigennem præsenteret en hverdagsvirkelighed i de åbne kontorlandskaber med voksenmobning, stress og søvnbesvær, der er skræmmende, ikke i sin anderledeshed, men i sin normalitet.
Og i Christoffer Zielers bidske og veloplagte ”Nu tør jeg ikke blive syg” holder tegneren sig til at illustrere en artikel af samme navn fra ”Dansk Folkeblad”, om kvinden Britt Valentin, der til sin forfærdelse bliver behandlet af en muslimsk læge på Næstved Sygehus. Det bliver til en vittig visuel dekonstruktion af Dansk Folkepartis fremmedfjendske diskurs. Og dens indlejring i det enkelte menneske.
En visuel fest
Det er ikke alle serierne i ”Dokument” der er lige vellykkede, og ikke alle nye spor, der virker lige perspektivrige. Men sådan må det nødvendigvis være med så mange bidragsydere der er ude og vinde nyt land for den virkelighedsbaserede tegneserie. Her er en inspirerende mangfoldighed i både tilgange, stilarter og formsprog. Og visuelt er det noget af en fest. Røven tegnes ud af bukserne over en kam, og således markerer ”Dokument” on the side, det uanstændige overskud af talent, der er i den danske tegneseriebranche.
Nu skal dokumentaristerne bare til at lave noget langt. Og stort.
Karakter: 4/5
Titel: Dokument
Redaktion: Cav Bøgelund, Johan F. Krarup, Christoffer Zieler og Steffen P. Maarup
Forfatter/tegner: Cav Bøgelund, Thomas Thorhauge, Lars Kramhøft, Christina Bojesen, Stine Spedtsberg, Ina Korneliussen, Christoffer Zieler, G. R. Mantard, Simon Bukhave, Thomas Mikkelsen, Ole Comoll Christensen, Philip Ytournel, Rikke Villadsen, Johan F. Krarup og Signe Parkins.
Forlag: Aben Maler
Farve og form: Farver og meget gult hardcover
Sidetal: 136 sider
Pris: 280 kr.
ISBN: 978-87-92246-48-6
Udgivelsesland og år: Danmark, 2012
