Malin Billers Urhunde-vinder fra 2010 er en grum, selvbiografisk beretning om en barndom med svig og seksuel udnyttelse.
Da den svenske serieskaber Malin Biller var barn, flyttede hun med sin familie fra Helsingborgs forstadsidyl til Hammerös dybe skove. Det blev begyndelsen på en familiederoute, hvor Malin blev svigtet og udnyttet af sine kriseramte forældre.
“I skovens dybe stille ro” er Billers skildring af sin egen grufulde barndom. Det er ikke en bog, der lægger fingre imellem, men Biller har en næsten overmenneskelig humoristisk distance til gruen – som når faren kompenserer for sine overgreb ved at overdænge lille Malin med gaver, og pigens voksende blaserthed skildres på komisk, cartoony facon.
Netop Billers enkle, runde streg er en afgørende modgift mod den totale mistrøstighed, en så forfærdelig historie hurtigt kunne komme til at geråde i. Hun tegner ikke specielt kønt, men lidt som i Rikke Bakmans “Glimt” – omend noget mindre konsekvent – viser den naivistiske streg sig at have oplagte kvaliteter, når det handler om at skildre verden fra et barneperspektiv. Se selv i de følgende 14 siders forsmag:
