Godt et år efter DCs “New 52” blev annonceret, kommer svaret fra hovedkonkurrenten: “Marvel NOW!”
I september 2011 startede en omfattende relancering af samtlige superhelteforlaget DCs serier. Siden er det blevet debatteret intenst, om den nye serieporteføjle reelt er en succes – kunstnerisk og kommercielt – eller ej, men konkurrenterne hos Marvel synes ikke at være i tvivl.
Deres modsvar, Marvel NOW!, er netop blevet annonceret. Fra oktober 2012 til februar 2013 vil forlaget hver uge lancere en ny serie på en gammels bekostning – eller genlancere en eksisterende titel. De “nye” serier vil handlingsmæssigt ligge i forlængelse af de gamle, hvilket gør Marvel NOW! til en mindre bastant reboot end DCs “New 52”.
Foreløbig er kun tre titler annonceret: Uncanny Avengers af Rick Remender og John Cassaday, der samler medlemmer af både X-Men og Avengers til et 18 mand højt tæskehold; All-New X-Men af Brian Michael Bendis og Stuart Immonen, hvor de oprindelige fem X-mænd tidsrejser til nutiden; og Avengers af Jonathan Hickman og Jerome Opeña, om hvilken meget lidt vides.
Flere annonceringer vil med stor sandsynlighed følge på USAs største tegneseriefestival og rygtebørs, San Diego Comics Con, der løber af stablen om godt en uge.