Alt er, som det ser ud i Maximilien Le Roys palæstinensiske hverdagsskildring “Over Muren”.
Hovedpersonen i “Over muren” hedder Mahmoud. Mens tiden slæber sig af sted i den kiosk, han bestyrer for familien, reflekterer palæstinenseren over fortiden, nutiden og fremtiden i sit hjemland, hvor genvordighederne ingen ende vil tage.
Franske Maximilien Le Roys bud på en Palæstina/Israel-tegneserie – og dem har der efterhånden været en del af fra serieskabere som Joe Sacco, Sarah Glidden og Guy Delisle – er nærmest demonstrativt begivenhedsløs. Det dramatiske højdepunkt indtræffer, da Mahmoud må snige sig gennem israelernes famøse mur for at besøge sin familie med den franske studine Audrey, som han vist forsøger at gøre lidt indtryk på. Det er svært, men det lykkes. Bagefter tager Mahmoud hjem igen.
Men hverdagspræget er hele pointen for Maximilien Le Roy, der insisterer på at fortælle historien om Mahmoud præcis, som han selv fik den fortalt af sin palæstinensiske ven. Nummer 9 trodsede sprogbarrieren og sendte den venlige serieskaber en samling spørgsmål per mail.
Her i Danmark var du indtil udgivelse af “Over muren” et ubeskrevet blad, men jeg ved, du har været i gang noget tid …
– Jeg har lavet en del forskellige tegneserier, om Palæstina, Nietzsche og krigen i Indokina. Altid med politiske, historiske eller filosofiske emner. Men det seneste år har jeg faktisk slet ikke tegnet, i stedet har jeg koncentreret mig om at skrive manuskripter for andre.
Som jeg forstår det, er hovedpersonen i “Over muren” baseret på en palæstinensisk mand, du mødte på en rejse dernede. Hvordan gik det for sig?
– Det er rigtigt, Mahmoud findes i virkeligheden. Jeg mødte ham i Aida-flygtningelejren på Vestbredden. Han bestyrede familiens kiosk. Jeg underviste palæstinensiske børn i tegning, og han fungerede som min tolk – det var sådan, vi mødte hinanden. Senere blev vi venner.
Historien om Mahmoud adskiller sig fra mange Palæstina-beretninger ved at fokusere mere på stedets hverdagsvirkelighed end dramatiske, blodige optrin. Hvorfor valgte du dén vinkel?
– Jeg er meget optaget af at skildre kollektivets historie ved at tage udgangspunkt i individet. Af at gå fra mikro- til makroplanet og ikke omvendt. Mahmouds liv slog mig som emblematisk for Palæstina-konflikten, og derfor ønskede jeg at fortælle hans historie – med afsæt i hans relativt udramatiske hverdag.
Du bruger en del sider på at fortælle om Mahmoud’s flirt med den franske studerende Audrey …
– Ja, jeg var selv vidne til dén lille love story, og det interessante var for mig ikke så meget flirten som den udlængsel, den lod til at være et udtryk for fra Mahmouds side. Og så selvfølgelig alt det bøvl, det gav ham at snige sig forbi israelernes mur, så han kunne introducere sin flamme til familien. Det siger noget om hverdagen på stedet; alt er vanskeligt.
Kan Mahmoud og Audreys kortvarige og ufuldbyrdede “forhold” på nogen måde læses som en metafor for vestens generelle on-and-off engagement i palæstinensernes vilkår?
– Nej, “Over muren” er ikke metaforisk. Den skildrer bare begivenhederne, som de fandt sted. Men det er da skægt at tolke den sådan.
Når Mahmoud ikke keder sig bag kiosk-disken, tegner han. Du gengiver nogle af tegningerne i bogen …
– Faktisk bad jeg min ven Maya Mihindou om at lave tegningerne. Det var enklere, fordi Mahmoud ikke har nogen scanner og det ville være vanskeligt at få hans tegninger sendt frem og tilbage mellem Frankrig og Palæstina. Jeg bad Maya om at tegne “naivt”, så stilen kom til at ligne hans. Mahmoud tegnede bare for sjov og forestillede sig ikke, at han skulle gøre en levevej ud af det, men senere blev han faktisk skulptør og malede på muslingeskaller i Bethlehem. I dag er han i Chile sammen med sin palæstinensisk-chilenske kone, som han mødte efter begivenhederne i bogen.
“Over muren” er blevet kritiseret lidt for at være én lang voiceover uden den store ydre dramatik. Overvejede du f.eks. at tage udgangspunkt i et mere dramatiske tidspunkt i Mahmouds liv og så skildre det direkte?
– Fortællingen er Mahmouds egen og blev overleveret til mig, som den er. Deraf monologen. Mahmoud var en ensom sjæl, der brugte meget tid alene med sine egne tanker, så jeg syntes, fortælleformen passede godt til ham.
Bogens billedside er en interessant blanding af realisme og et “skrabet” skitsepræg. Hvordan nåede du frem til det udtryk?
– Jeg tegnede med blyant på noget tykt papir, der giver siderne tekstur. Det ligger naturligt for mig at tegne realistisk, så det var ikke et valg, men jeg ville gerne ruske lidt op i billedsiden – gøre den mere spontan og levende – deraf skitsepræget. Klinisk og “kold” realisme tiltaler mig ikke. Nå ja, og så er “Over muren”s enkle farvepalette valgt for at ramme et råt, upoleret udtryk, ligesom tonerne svarer til Palæstinas tørre farver, grå og okker.
Hvad bliver det næste for Maximilien Le Roy?
– Jamen, jeg skriver som sagt manuskripter for andre tegnere nu. Tre tegneseriealbum er på vej, det første i september og de to andre i 2013, og de handler om den spanske borgerkrig, filosoffen Thoreau og Pariserkommunen.
Del på
