SJoCA er et nyt, akademisk tidsskrift om tegneserier fra kræfterne bag forskernetværket NNCORE.
Skandinavien har fået sit første fagfællebedømte forum for lærde tegneserieartikler. Navnet er SJoCA – Scandinavian Journal of Comic Art – og i det første nummer kan man læse om både tegneserievinkler på den spanske borgerkrig, kontinuitetens udfordringer i Alan Moores Batman-fortælling “The Killing Joke” og ligheder mellem Marcel Proust, Henri Bergson og serieskaber Chris Ware.
– Tidsskriftet har været længe undervejs, fordi vi har været meget hårde med, at artiklerne skulle igennem en dobbelt peer review proces – hvor fagfæller kastede et kritisk blik på dem – og at SJoCA skulle ligge frit tilgængeligt på nettet, fortæller tovholder Rikke Platz Cortsen.
Men nu den her, SJoCA #1, og Cortsen håber, tidsskriftet vil sætte gang i meningsudvekslinger på tværs af landegrænserne.
– Ligesom med NNCORE er idéen bag SJoCA at bringe nordiske tegneserieforskere sammen ved at give dem en fælles udgivelsesplatform. Ved at publicere artikler fra nordiske konferencer og af nordiske forskere kan vi være med til at formidle nordisk forskning på engelsk til en bredere kreds – og indgå i en diskussion med resten af den internationale tegneserieforskning, fortæller NNCORE-tovholder Rikke Platz Cortsen.
Planen er, at de næste numre af SJoCA skal byde på masser af debattekster, oversættelser af nordisk forskning til engelsk, fagfællebedømte artikler og anmeldelser af forskningspublikationer fra hele verden. Følg med på SJoCA.com.