Kulkælderen 4
Inspireret af et sort-hvidt fotografi har syv tegneseriekunstnere fra Kulkælderen lavet hver deres korte tegneserie.
Fotografiet, der har skullet inspirere, forestiller en ung mand og kvinde i en robåd i hvad der ligner 1940’erne – plus minus et tiår. Kvinden, der trækker i den ene åre, kigger i kameraet, mens manden kigger ud til siden, tilsyneladende optaget af at trække i den anden åre. Resten må fantasien klare, for egentlig er der ikke meget dramatik i billedet.
Som læser får man ikke syv varianter af den samme historie, for billedet har for lidt indbygget fortælling i sig, men alligevel er der sammenfald mellem nogle af buddene.
Tom Kristensen, Stine Spedsbjerg og Katrine Marie Nielsen har valgt at lade historien dreje sig omkring en nutid sat op imod en fortid. Det er også de tre historier, der umiddelbart er mest sørgmodige, da de vælger at lade tragiske eller hemmelige begivenheder i fortiden trække tråde op til nutiden.
Andre vælger udelukkende at fokusere handlingen i billedets tid, det gælder Simon Væth, Thomas E Mikkelsen og Josephine Kyhn. Det bliver samtidig de tre mest fantasifulde tolkninger, der alle trækker historien i en mere magisk retning, der kræver lidt mere af læseren og ikke nødvendigvis serverer en traditionelt fortalt kort historie. Særligt Simon Væth kræver sit af læseren, mens Josephine Kyhns overrasker med sin både søde og sjove fortælling om hvad der sker, når personerne dykker ned under vandoverfladen.
Tilbage står Emma Ekstam, der, med den mest nøgne og enkle – men dejligt bløde og runde – streg af de syv bidragydere skiller sig helt ud med sin ordløse mor-barn fortælling. Den er holdt ganske enkelt enten med ét billede på hver side eller også spreder ét billede sig ud over en dobbeltside. Det hele i sort-hvid, ligesom Katrine Marie Nielsens bidrag, der dog er helt anderledes mætter sine billeder med masser af detaljer, skygger og gråtonede baggrunde. Hendes stil er, hvad nogle nok nedladende ville kalde ”typisk graphic novel grim”, men man kan også tage de positive briller på og nyde den skævhed, hun vrider både personerne, beskæringerne og vinklerne med.
Simon Væth har valgt at lade to farver spille effektfuldt ind i sin ellers sort-hvide fortælling. Der er noget Henry Heerupsk linoleumssnit over hans udtryk, der står godt til specielt de scener, der udspiller sig langt over eller under havets overflade.
Helt diametralt står Thomas E Mikkelsen, der med sine klare og harmoniske farver og en langt mere tuttenuttet tegnestil mest af alle syv ligner en klassisk tegneserie, hvor blød baby og hård krabbe mødes i smuk omfavnelse. Stine Spedsbjerg lader få enkle farver, primært orange, dominere, og det giver et godt livfuldt modspil til hendes velkendte enkle streg, før det hele ender i tre sort-hvide sider, hvor fortiden trænger sig på – og som egentlig virker lidt overflødige i den ellers fine historie.
Også Tom Kristensens streg er ved at være kendt, fx fra hans Lutherbiografi eller Uledsaget. Hvad der særligt springer i øjnene er hans evne til både at vise og ikke vise, så man er nødt til at lade øjnene løbe de dejligt stemningsmættede billeder igennem en ekstra gang.
Tilbage står Josephine Kyhn, der har en ualmindeligt dejlig akvarelagtig farvelægning med fuld knald på de blå-lilla farver. Der er lidt en modsætning mellem hendes personers skabelonagtige og forenklede ansigtsudtryk og den livfuldt, ornamenterede natur, de befinder sig i. Helhedsindtrykket i såvel billeder som historien var dog den, der umiddelbart gjorde størst indtryk på mig.
Samlet er Kulkælderen 4 en interessant og ret vellykket samling med syv tegneserier, der alle forholder sig til det samme fotografi. Det er samtidig et dyk ned i syv både spændende og meget forskelligartede tegneseriekunstnere på den danske scene og viser en del af den spændvidde, tegneserien har at byde på anno 2018. Nogle af bidragene er enkle og ligetil, andre er mere krævende og udfordrende, alle er interessante på hver deres måde.