Aram
Tænker De, kære læser, allerede her i løbet af indledningen på, hvorvidt det er formålstjenesteligt at fortsætte Deres øjnes vandring ned ad siden, så er De sandsynligvis i deres gode ret til at tvivle. For bemeldte værk lefler ikke for sin læser, det kræver tværtimod en nostalgisk sjæl at værdsætte Aram i dets imposante og særdeles tidsbundne helhed.
Aram udkommer som nr. 8 i Forlaget desAHJns serie Fra tegneseriearkivet, en serie, der spænder endog ganske vidt i sin redaktionelle linje, og denne gang tager et smut til Holland. Eller smut er måske så meget sagt, for med 382 sider i stort format er der læsestof til en lille sommerferie. Piet Wijn tegnede middelaldereventyrserien om Aram Van De Eilanden fra 1950 til 1960, femten år før den serie, han primært er kendt for i Danmark, Gammelpot. Aram blev trykt i ugebladet Ude & Hjemme, hvilket i 1956 fangede den unge Anders Hjort-Jørgensens interesse i en sådan grad, at han nu udgiver den på dansk.
Aram med indsatte tekst- og talebobler.
Ud af 39 historier om Aram blev de 16 trykt i Ude & Hjemme, og det er disse, Hjort-Jørgensen nu har samlet i en sværvægter spækket med ekstramateriale om Wijn og serien. De første 5 historier blev på dansk omformet, så teksten ikke stod under billederne, som i originalen, men i påklistrede talebobler. Det ændrede sig fra 1958, hvor man skiftede til at have tekstblokke under hvert billede, som man kender det fra Rasmus Klump eller Prins Valiant. Dog valgte man på dansk at forkorte teksten. Så af den meget fyldige hollandske originaltekst blev kun ca. 25 % bibeholdt til den danske udgave. Naturligvis noget af en ændring, men man savner bestemt ikke mere tekst end det allerede er tilfældet. Valget om at beholde den gamle danske udgave, der således er ændret på en række punkter i forhold til originalen, ligesom en del af Wijns fine, møjsommelige streg går tabt i den danske version, er et konsekvent valg, som Hjort-Jørgensen også gør rede for i det fyldige ekstramateriale. Dertil skal tilføjes, at det sikkert havde været økonomisk urentabelt at skulle grave tilbage til originalmaterialet på hollandsk for enmandsforlaget. Det betyder også, at historierne ikke er trykt kronologisk efter det originale udgivelsesår, men efter deres udgivelse på dansk. Igen sørger Hjort-Jørgensen dog for at vedlægge en kronologisk oversigt, så man har mulighed for at læse dem i en anden rækkefølge, hvis man skulle have mere lyst til det. Alle valg kan diskuteres og nogle af dem havde måske været bedre anderledes, men på den anden side, må man også tage hatten af og beundre et forlag, der i ét hug udgiver små 400 sider af en for de fleste aldeles ukendt hollandsk tegneserie.
Aram – nu med tekstblokke under hvert billede.
Selve Aram er en tidstypisk spændingsserie om den italienske ridder Aram, slotsherre i kongeriget Neapel. Den foregår i 1400-tallet, og indeholder i store træk action anno 1950 med sværdkampe, kvinder i nød og handlekraftige mænd. Der er ingen humor, men kun dødsensalvorlig kamp i det gode eller ondes tjeneste. Typisk placerer ingen personer sig derimellem, så man som læser har styr på dem fra start til slut. Aram er naturligvis den mest blankpolerede, renhjertede, uplettede helt, man kan forestille sig. Skurkes liv skånes, kvinder reddes og fangne slaver sættes på fri fod. Helt så forudsigeligt og måske kedeligt, som det kan lyde, er der dog heldigvis ikke tale om.
Da serien oprindelig blev trykt som strip med typisk 3-4 billeder hver dag, skal der ske noget. Denne udgivelsesform kræver en handling i lynhurtig udvikling uden tid til overflødige personbeskrivelser eller dvælen. ”En frygtelig strid begynder” siger tekstkassen, da Aram kaster sig ud i en sværdkamp, der allerede er overstået efter et enkelt billede. Hvis man for sit indre blik kan blande en fireforestilling med illustrerede klassikere tilsat en Prins Valiant uden humor og personudvikling, så har man ikke en helt forkert opfattelse af, hvad man går ind til med Aram. Det spænder fra det letbenede og forudsigelige til ganske fine intriger som Bronzedragens broderskab om to sønners kamp om farens trone. Dertil skal tilføjes, at Wijn tager sig en del friheder med den historiske korrekthed i fortællingens tjeneste, men på den vis adskiller den sig i hvert fald ikke fra så mange andre historiske serier.
Historierne varierer i længde fra 12 til 27 sider, og de sidste fem hænger endda sammen i en 100 siders fortælling, da Aram drager i Columbus’ kølvand og lægger til land i Nordamerika. Disse viser dog også en Wijn, der sjusker og skærer hjørner på en helt anden måde end i resten af albummet, da han tydeligvis var ved at køre træt i serien mod slutningen af 1950’erne. Tegnemæssigt kan man godt genkende Wijns streg fra Gammelpot, men der er et langt mere realistisk og detaljeret udtryk i Aram. Det stramme format med 3-4 billeder, der skal kunne føre handlingen videre fra sidste uges strip og gerne slutte lidt spændende giver et meget ensartet udtryk og er lidt af en spændetrøje for Wijn og læseren, der skal døje med mange halvnære billeder af personerne.
Overordnet er trykkvaliteten i orden. Den er ikke knivskarp, men langt bedre end tilfældet har været i nogle af de tidligere bind Fra tegneseriearkivet. Det hæsblæsende tempo i historierne bliver i længden monotont, så det var en god redaktionel ide fra Hjort-Jørgensens side, at sprede ekstramaterialet ud mellem dem som små åndehuller. Der følger også en gennemgang af Piet Wijns karriere med, så kender man ham kun fra Gammelpot vil man blive overrasket over mandens produktivitet og alsidighed.
Det er påfaldende, hvor tidsbundet Aram er i sit udtryk og fortællemåde, hvorimod Piet Wijn (og Thom Roeps) hovedværk Gammelpot, som Cobolt genudgiver for øjeblikket, virker aldeles tidløs. Man skal have en interesse for spændingstegneserier, der har været trykt strip for strip i aviser for mere end et halvt århundrede siden, for at sætte pris på Aram. Er man i tvivl om, hvorvidt dét mon er interessant nok, så er det næppe tilfældet. Synes man det lyder lovende, så går man næppe fejl. Undertegnede har både kæmpet med at komme igennem hele udgivelsen, kedet sig over de trivielle persontyper, nydt Piet Wijns streg, blevet positivt overrasket over plottenes kvalitet og behørigt imponeret over det redaktionelle arbejde og udgivelsens mastodontiske omfang (også i formatet på 33½ x 25½ cm).
