The End of the F***ing World
Stærk minimalisme, ung flugt og satanisme er hovedkomponenterne i overrumplende amerikansk debut.
Med et par år på bagen er Charles Forsmans The End of the F***ing World blevet red hot reaktualiseret, fordi den ellers meget smalt profilerede indie-tegneserie er blevet adapteret til en mainstream Netflix tv-serie. Det er en på en gang overraskende og slet ikke overraskende udvikling. Kernen i begge produkter er en skarp skildring af besværet ungdom, kombineret med Bonnie & Clyde-agtig flugtmotiv, og kombinationen af det sarte nære med det mere kulørte er klart en cocktail med potentiale til et stort publikum.
Charles Forsmans tegneserie er indlysende ‘originalen’, og er på mange måder et meget interessant værk. Den er oprindeligt udgivet som en serie mini-comics, senere opsamlet af det hæderkronede forlag Fantagraphics. Dens gennembrud rammer nu, i tv-seriens tidsalder. I nullerne var minicomics sammen med autofiktive tegneserier en hovedtendens i amerikansk alternativ tegneseriekultur. John Porcellinos King Cat Comics-hæfter, Kevin Huizengas Glenn Ganges-minicomics, Ron Regé Jr.’s hæfter står tilbage som markante og indflydelsesrige bud på personlig tegneseriekunst, som ikke passer ind i hverken tegneseriebutikkernes direct market-hæftekultur eller i boghandlernes romanformat-fikserede graphic novels. Minicomics blev læst af ekstremt få læsere, men virkede stærkt og inspirerende på dem, der interesserede sig for dem – ofte andre tegneseriekunstnere.
The End of the F***ing World er meget præget af denne minicomics-kultur, mest måske John Porcellinos poetiske minimalisme og Chester Browns selvbiografiske tegneserier, som også meget dygtigt skildrer stærke ungdommelige følelser af afsondrethed og utilpassethed. Det nære og det personlige er som bekendt hovedattraktionen i hele bølgen af autofiktion i skønlitteratur og store dele af graphic novel-bevægelsen, men som nævnt kombinerer Forsman disse kvaliteter med action, endda nærmest kulørt action, i form af bestialsk vold og satanisme, og dermed bevæger fortællingen sig både sikkert væk fra risikoen for navlepillende spleen og i smart selvbevidst retning mod massepublikummets altid sultne behov for vold og sex.
Fortællingen skildrer med sort skrift på hvid baggrund Alyssas tanker og følelser og med hvid skrift på sort baggrund den otte-fingrede James’ mere besværede følelsesliv. De to unge mennesker er på flugt og lever fra hånden til munden, og støder på deres rejse ind i bizarre typer, der alle vil dem et eller andet besværligt eller grænseoverskridende. Dialogen – både den ydre og indre – er som fortællingens flow og grundlæggende fascinationskraft meget overbevisende. Tegningerne er minimalistiske, et langt stykke fra John Porcellino og Chester Browns niveau, men gør det de skal, og tydelige lån fra Charles Schulz’ Radiserne (især i figurtegningen) er et effektivt og kløgtigt greb.
The End of the F***ing World er en overraskende vellykket genrehybrid, som er både rørende, uhyggelig og tankevækkende. Når man skræller alt af, står især portrættet af James stærkt tilbage som noget særligt. Et følelsesmæssigt tilbagestående brændt barn med en stærk intuition og stærk dømmekraft, som alligevel evner løbende at reflektere over sine relationer med andre mennesker, især til Alyssa. Det er en stærkt anbefalelsesværdig tegneserie til alle, men det er især unge mennesker, som tripper over den.
(Og så er det i øvrigt fedt den udkommer på dansk, tak til Høst & Søn!)
Del på
