EGO
Nicolai Hvidberg Jørgensens debutværk EGO er et dybt personligt portræt af tegneserieskaberens egne dæmoner.
Igennem livet vil de fleste mennesker opleve modstand. Nogle gange så let, at det nærmest kan fejes af bordet med bagsiden af hånden. Andre gange så hårdt, at du bliver tynget ned af vægten, og problemet kun bliver større og større, for til sidst at hænge ved og aldrig slippe igen. Det er den historie, Nicolai Hvidberg Jørgensen forsøger at fortælle i sit debutværk EGO, både igennem hans egne oplevelser og minder, men også igennem hans forestillinger og drømme, som flytter os ind i hovedet på Nicolai og måske ind i hovedet på os selv.
EGO virker som en historie i opbrud. Alle siderne af historien er nærmest sin egen historie, og ingen af sekvenserne er tegnet ens eller fremstillet i forlængelse af hinanden. Det får tegneserien til at fremstå mere som en antologi med utroligt korte bidrag end et egentligt, samlet værk. Vi driver rundt mellem minder fra Nicolais virkelige liv og indersiden af hans hjerneskal, hvor vi oplever et væld af Nicolai’er, et væld af dæmoner, som jager ham værket igennem, og et væld af problemer, som vi hverken får en forklaring eller en løsning på.
Kontekstløs sammensmeltning
Intet ud over værkets sort-hvide farvelægning er enkelt og ukomplekst, alt smelter sammen og er samtidigt fuldstændigt enkeltstående og uden yderligere kontekst end Nicolai selv. Det giver værket en ekstremt personlig vinkel, som både virker velovervejet og uafklaret, men det gør også historien svær at forstå, hvis man ikke kender Nicolai personligt, for hæftet virker mere som en masse tanker og overvejelser, der mere eller mindre tilfældigt er stykket sammen under overskriften “EGO”.
Jeg er overbevidst om, at hvis jeg kendte Nicolai og hans historie, ville denne bog give mig en ekstrem indsigt i det, han er gået igennem, men det gør jeg desværre ikke – heller ikke efter jeg har læst dette værk.
Sort-hvide farver i en grå verden
Går vi væk fra den personlige fortælling og ser på værkets visuelle udtryki stedet, finder vi, at værket ikke har en fast stil, men i stedet gør brug af et hav af tegnestile. Det eksemplificeres blandt andet bagerst i albummet, hvor Nicolai selv har navngivet de fire forskellige Nicolai’er, vi møder. De mange forskellige stile passer egentligt godt ind i de mange små historier, og specielt i værkets antologiske form. Ens for alle tegnestilene er dog farvevalget, eller nærmere mangel på samme. Hele herligheden er i sort-hvid, og fremstår meget grafisk skarp, der er ikke forsøgt med at skabe en grålig middelvej, nej, det er enten sort, eller hvidt. Det giver alle tegningerne et meget enkelt og ikonografisk udseende, men samtidigt giver det også mulighed for at skabe mange skygger albummet igennem, og det giver yderligere næring til det dystre i temaet.
Summa summarum
EGO er et interessant værk med en anderledes tilgang til det at fremstille noget svært og dybt personligt. Forsøget på at fremstille essensen af de dårligdomme, som livet også består af, lykkes egentlig, og den antologiske fremstillingsform er for så vidt også vellykket, men der mangler en forståelsesramme. Det er svært at læse og forstå så personligt et værk som dette, og derfor kunne albummet sagtens have været udvidet med flere sider, der skabte kontekst og sammenhæng mellem alt det, som finder sted undervejs.
