Rasmus dyrepasser 1949-1952, 1952-1955 og 1955-1963
Hop med forlaget desAHJn ned i en munter, ubekymret tidslomme og følg livets gang i en zoologisk have fra 1949 til 1963. Forlaget har samlet alle striber med Holger Philipsens pantomimeserie Rasmus dyrepasser der blev trykt i Kong Kylie og Skipper Skræk.
Endnu engang må man lette på hatten for redaktør Anders Hjort-Jørgensens arbejde med den danske tegneseriehistorie. De samlede striber om Rasmus dyrepasser er samlet i tre bøger. 1949-1952, 1952-1955 og 1955-1963, der samtidig udgør album nummer 21, 22 og 23 Fra tegneseriearkivet, der primært genopliver avis- og ugebladsserier, de fleste læsere af i dag aldrig har hørt om eller kun husker fra en fjern barndom.
Rasmus dyrepasser 1949-1952
Holger Philipsen er vel stadig et husholdt navn i kraft af sin serie om cykelbuddet Carlt. Denne serie blev løbende samlet i en lang række årshæfter op igennem 1940-1970’erne. I betragtning af at Carlt skabte nogle mindeværdige danske udtryk som ”ihvorvel”, ”omendskønt” og ”desformedelst” er det pudsigt, at Philipsen sideløbende tog hul på en pantomimeserie.
Rasmus dyrepasser foregår i en zoologisk have, hvor dyrepasseren Rasmus i hver stribe oplever noget, der udløser en humoristisk pointe i sidste rude. Hvor langt der er til den sidste rude, afhænger lidt af årgangen, da serien løbende havde vokseværk. 1949-1952 er det klassiske vandrette format med tre eller fire billeder. 1952-1955 er fire billeder placeret parvist over hinanden. I 1955-1963 kommer endnu en række billeder på, så der er seks billeder placeret parvist over hinanden. Alt dette fortæller Hjort-Jørgensen om i de korte forord.
Rasmus dyrepasser 1952-1955. For en enkelt gangs skyld med tale.
Helt overordnet vokser serien ikke kun fysisk med den ekstra plads, men også humoristisk. Det giver Philipsen lidt flere billeder til at bygge pointen op med, hvilket bekommer ham godt. Nok griner man sjældent højlydt, men trækker ofte på smilebåndet under læsningen. Hvor Carlt godt kan virke meget bedaget læst i 2023, er det mere tidløst med en zoologisk have, om end det naturligvis mærkes, at Rasmus dyrepasser har en del år på bagen.
Dyr, gæster og Rasmus selv skaber uafbrudt en række situationer, hvor noget går galt eller måske omvendt løses snarrådigt. Hvis proptrækkeren er blevet væk, kan et antilopehorn anvendes i stedet. Ofte har Rasmus et mareridt, hvor han kommer galt afsted og fx ender indespærret i et bur, hvorefter han vågner i sidste rude i sin seng med hovedet i klemme mellem tremmerne.
Rasmus dyrepasser 1955-1963
I 1952-1955 er der desuden en række striber med Nip og Nup, en slags Fy og Bi, der primært i maritime omgivelser på ganske begrænset plads med to-tre billeder skulle udfylde en ledig plads i Kong Kylie. Nip og Nup er generelt en skuffelse, men også kun med som en slags bonus, da de periodevist skulle udfylde ledig plads i hæfterne.
Noget der trækker ned er, at Philipsen i stor grad genbruger sine ideer. Hvis noget fungerede i det korte format, så genbruges det i det lidt længere format og igen i det store. Der er eksempler på genbrug af den samme gag både to, tre og fire gange undervejs. Det har næppe haft den store betydning for læserne, der har skullet være ualmindeligt årvågne for at fange genbrug af en pointe fra 1950 i 1954 og igen i 1961. Når det hele er samlet og Hjort-Jørgensen endda samvittighedsfuldt noterer det under de enkelte striber, skurer det dog i øjnene. Det bliver simpelthen lidt for uopfindsomt i perioder. I 1955-1963 er mere end tredive af de første 60 striber genbrug fra tidligere og senere kommer der ikke mindre end 47 genbrugsideer i træk. Der bliver måske nok finpudset og varieret en anelse, det ændrer dog ikke på, at det samlet set trækker på læserens tålmodighed. Noget skyldes måske, at livet som dyrepasser i en zoologisk have er et mere begrænset univers end fx Henning Dahl-Mikkelsens samtidige verdenssucces Ferd’nand.
Fra 1949-1952
Samme ide udvidet med et enkelt billede i 1955-1963
De to sidste bind afsluttes med længere redaktionelle sider, hvor Hjort-Jørgensen øser af sin historiske viden. Der bliver naturligvis plads til de obligatoriske slag mod Tørk Haxthausen, der nedgjorde alt, hvad der havde med tegneserier at gøre. Mere interessant er det, når Hjort-Jørgensen fortæller om Philipsen og datidens ugeblade. Ligeledes er der lejlighed til at lære om det, for mig helt ukendte, bidrag, Philipsen ydede i dansk frimærkehistorie.
Rasmus dyrepasser er lun dansk tegneseriehistorie, der sympatisk trækkes frem i lyset fordi dansk tegneseriearkivar par excellence, Anders Hjort-Jørgensen, utrætteligt arbejder på at pege sin forlagslommelygte derhen, hvor mørket er ved at lukke sig om noget, der er for godt til at gå i glemmebogen.
Del på
