”Sprit. Nye talenter” – en antologi
Forlagene Aben maler og Fahrenheit har sammen fostret en antologi, hvor atten nye tegneserietalenter folder sig ud på imponerende vis.
Som antologi gør ”Sprit. Nye talenter”, hvad antologier næsten altid gør: Stritter ubeslutsomt i alle mulige retninger. Men når den samlende kraft i nærværende bog er talenter uden selvstændige udgivelser bag sig, så er diversiteten helt på sin plads. Vi får nemlig her et billede af en broget flok, der måske skal tegne fremtidens danske tegneserier. Og der er grund til at være fortrøstningsfuld på kunstformens vegne.
Bogens første bidrag, ‘Sådan ser jeg ud’, er leveret af den kun 15-årige Silke Nedergaard, et fuldstændig råt og virtuost tegneserietalent. Hun får tekst og billeder til at lege sammen i sine to bidrag på en måde, som selv garvede tegneserietegnere kan misunde hende. Spændende bliver det at følge denne purunge supertegner.
En anden dygtig tegneserietegner er Fanny M. Bystedt, der brillerer med en sirlig, præcis manga-streg i en kropslig fortælling om en piges morgensløvhed kaldet ‘Every Day I See My Dream’.
Blog-makkerparret Thomas Mikkelsen og Mikkel Sommer giver også smagsprøver på deres kunnen med hhv. ‘Monteé Canadienne’ og ‘Den unge Werthers nydelser’, og selvom de begge kun er i starten af 20erne, besidder de hver især et højt teknisk niveau og et udviklet særegent formsprog. Man fornemmer både stor grafisk sans og rå tegneglæde. Bogens fine forside er i øvrigt kreeret af Sommer.
Af de mere satirisk funderede serier skal nævnes Laura Andersens hylende morsomme ‘Lauras supermarked’, i hvilken hun ironiserer over den vestlige verdens (selv-)godhed, samt Tore Bolhøjs finurlige én-sides-gags, der er spredt ud gennem hele bogen.
Selvom det er en debutant-antologi, har mere drevne kræfter også bidraget. En række grafisk orienterede tegnere har leveret stilsikre bidrag såsom den nuttede ‘Destination Moon’ af Anna Sarah Skjødt, den kunstform-udfordrende ‘Vilkårlig virkelighed’ af Dan Knudsen, den underfundige ‘Fjeldgænger’ af Lars Gabel og den barnligt drømmende ‘Citronblå’ af Mette Ehlers.
TorbenTegner og Lasse Thornings ‘Hænder’ befinder sig et sært, men spændende sted mellem gag-humor og poesi, Michael Lindal og Pedro Lopez skaber i ‘Rovdyr’ dreven suspense, Rasmus Aagaard demonstrerer overblik og fine formidlingsevner i ‘Fysikkens historie’ og Tat leverer en punket, satirisk baudelaire-parafrase i ‘Hunden og parfumeflasken’.
Og endelig byder bogen på en tegneserie, der simpelt hen handler om at tegne: Jørgen Høghs ‘Herr Hedegaard’ er et studie i ultra-præcis anatomi og flotte skraveringer.
Hele vejen igennem er debutant-niveauet højt og diversiteten stor. Fremtidens danske tegneserietegnere er serveret, vi venter i spænding på mere …
Johan F. Krarup
Karakter: 4/5
Værkets Titel: SPRIT. Nye talenter
Forlag: Aben Maler / Fahrenheit
Forfatter/tegner: Silke Nedergaard, Fanny M. Bystedt, Disa Holgersson, Lasse Thorning & TorbenTegner, Rasmus Aagaard, Jørgen Høgh, Thomas Mikkelsen, Tat, Laura Andersen, Dan Knudsen, Michael Lindal & Pedro Lopez, Mette Ehlers, Mikkel Sommer, Lars Gabel, Anne Sarah Skjøth og Tore Bolhøj
Farve og form: s/h og paperback
Sidetal: 124 sider
Pris: 79 kr.
ISBN: 978-87-92320-05-6
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark