Det uforudsigelige Free Comics-forlag udgiver tre tegneseriedebuter i foråret, heraf to meget længe ventede …
Siden Free Comics stoppede i 2009, har Forlaget Forlæns udgivet en lang række tegneserietitler. En af Free Comics‘ store styrker var, at bladet fungerede som en legeplads for dygtige unge serieskabere, og forlægger Torben Hansen har stadig et godt øje til talentmassen.
Seneste tiltag på dén front er udgivelsesserien “Forlæns Budget” – en samling små, handy paperbacks, hvor danske debutanter kan prøve kræfter med længere fortællinger uden at ruinere hverken læseren eller forlaget. Efter en længere forsinkelse er de tre første budget-bøger på vej i trykken nu.
Første debutant er den relativt ubeskrevne Emma Perrin, der udsender Ord og streger, en samling humoristiske striber, tegninger og korte fortællinger holdt i en enkel streg og med en underfundig grundtone.
Næste mand på skafottet er Tom Kristensen, der tidligere har gjort sig bemærket som en del af det nu opløste Viborg-kollektiv Octopulp. Hans solodebut bliver Deadboy, en underspillet fortælling om skeletdrenge og okkulte konspirationer med en lidt overraskende sans for humor.
Endelig er der Thomas Engelbrecht Mikkelsens islandske folkeeventyr Troldmændene fra Vestmannaeyjar, som Forlæns faktisk havde med til Komiks.dk anno 2010 (!) i en lyssky udgave markeret “#0″. Nu kommer den altså helt officielt, og forhåbentlig har den været ventetiden værd – Mikkelsen er i hvert fald et talent, vi holder øje med på Nummer 9.
Forlæns’ forår, kort og godt:
Emma Perrin: “Ord og Streger”
Thomas Mikkelsen: “Troldmændene fra Vestmannaeyjar”
Tom Kristensen: “Deadboy”