Festival International de la Bandes Dessinées i Angoulême er en både kosmopolitisk og frankofil oplevelse. Årets udgave var især det sidste.
For den sande tegneserieentusiast er et besøg i Angoulême lidt som at komme hjem. Her hedder hovedgaden Rue Hergé, tegneseriefigurer pryder bymidtens husgavle og den lokale kinasnask bærer navnet “Le Lotus Bleu”, igen til ære for Tintins skaber. Tegneserier er for den midtfranske provinsby, hvad film er for Cannes, og når den store bandes dessinées-festival byder over 200.000 gæster velkommen i januar, får den på alle tangenter.
Enorme bolsjestribede telte opføres på byens pladser, blinkende lysdekorationer med lydord hænges op i gadelygterne og det statelige rådhus åbner dørene for fagfolk og den franske verdenspresse.
Tegneserier er overalt, hvor der er plads til dem. Teltenes talrige salgsboder og de to (!) tegneseriemuseers store udstillinger suppleres med listige tegneseriebegivenheder i caféer, katedraler, domhuse, spillesteder, bogforretninger og lejede butikslokaler. Som den godt gemte F.OFF-festival, der holder til i skyggen af festivalens mest befærdede salgstelt og byder på tabunedbrydende tegneserier og silketryk solgt af autonome typer med smag for det alternative. Vores egne Søren Mosdal og Zven Balslev holder den danske fane højt i det forfriskende, men også lidt enstrengede output, der forhandles på feinschmeckerforlaget Dernier Cris lille modfestival.
Det officielle program for Angoulême-festivalens 40. udgave har i forvejen masser at byde på, forudsat man kan dechifrere det. Festivalens modvilje mod at kommunikere på andre sprog end fransk er fortsat slående, og de udpræget fransk-belgiske udstillinger forstærker fornemmelsen af, at Angoulême er en lukket fest for fransktalende.
Sidste års præsident, den obskure franskmand Jean-C. Denis, er henvist til at udstille i det lille Hôtel Saint Simon, og selv ikke her trækker han køer på den ellers folkerige festival. Det gør til gengæld festivalens egentlige hovednavn, Asterix-tegner Uderzo, som holder hof i det “gamle” tegneseriemuseum med en udstilling spækket med smukke blærerøvsoriginaler. Se f.eks. skraveringerne på det grynede iPod-foto til venstre – sublimt håndværk. Bortset fra det har udstillingen ikke så meget at byde på: En masse fotostater, nogle flyvende talebobler og Asterix-figurer i plast kan ikke kamouflere, at der er tale om en langt mindre opfindsom affære end de sidste par års hovedudstillinger.
Andre fransk-belgiske fristelser i udstillingsprogrammet tæller Comès, Jano, forlaget The Hoochie Coochie, Baudoin, franskbosatte Andreas og en flamsk-belgisk gruppeudstilling ved navn La boîte à Gand.
Sidstnævnte affære er kurateret af talentfulde Brecht Evens, som udstiller en række af sine billedskønne akvarelsider fra bøger som “Ergens waar je niet wil zijn” (“The Wrong Place”) og “De Liefhebbers” (“The Making Of”). Ren fløde for øjnene. Resten af de udvalgte kunstnere er knap så interessante – hvor Brecht Vandenbrouckes ordløse kunstsatirer klarer sig bedst og Lotte Vandenwalles naivistiske skilderier mindst godt – men de deler en “malerisk” tilgang til billedfortælling, som giver udstillingen et helstøbt præg. Stadig: En Oliver Schrauwen eller en Judith Vanistendael havde klædt La boîte a Gand.
Udstillingerne i Angoulêmes “nye” tegneseriemuseum, Cité, er næsten uden lyspunkter. Den permanente samling rummer mange spændende originaler, men modsat sidste års fantastiske Art Spiegelman-opvisning præsenterer Jean-C. Denis dem uden vision og fantasi. Udstillingen af Baudoin-originaler fra en tegneserie om Dali er undervældende, og Quelques Instants Plus Tard præsenterer et møde mellem tegneserier og moderne kunst, som ingen af de to slipper spor heldigt fra. Jo mindre, der siges om dén, jo bedre.
Men selv når det officielle program savner højdepunkter, der matcher din smag, er der altid noget at komme efter i Angoulême. Årets udstilling af Jeunes Talents sprudler f.eks. af, ja, unge talenter, der blomstrer i alle retninger. Her er tendenser og idéer fra hele tegneseriens verden – sproget er fransk, men billederne taler et væld af tungemål.
Hurra også for interviewserien “internationale møder”, der igen i år byder på et fint udvalg af engelsksprogede samtaler. Som Bill Kartalopolous’ oplysende, men lidt konfliktsky sludder med Chester Brown, der fortalte om sin selvbiografi som luderkunde, “Paying For It”, og karriereforløbet, der ledte op til den. Canadieren med den skaldede isse og det lange nakkehår er typen, der starter alle svar med et sindigt “Yeeeah,” også når han ikke er enig i spørgsmålets præmis, og det var fængslende at høre ham tale om inspirationer, arbejdsmetoder og karrierevalg – også selvom han slap lovligt nemt om ved diskussionen om “Paying For It”.
Et eksempel:
Folk siger, at de prostituerede i bogen er “dehumaniserede”, fordi jeg aldrig viser deres ansigter. Dét argument forstår jeg ikke. Hvis jeg møder en kvinde i burka på gaden, så har jeg da intet problem med at genkende hende som et menneske?
Imens, i salgsteltene, fylder oversatte tegneserier stadigt mere i landskabet. Det er både de franske forlag, der går verden i møde, og vice versa. Da Nummer 9s udsending hilste på briterne fra forlaget Nobrow sidste år, havde de netop taget hul på en strategi, hvor deres smukke bøger udkom på både fransk og engelsk samtidig. I år indtager forlaget en prominent plads i ét af de største salgstelte, og der danner sig køer på tværs af midtergangen, når de purunge serieskabere Jon McNaught og Luke Pearson sætter sig til rette for at lave dedikationer.
Begejstringen for Nobrow-briterne går igen i nomineringerne til årets tegneseriepriser, hvor både McNaught og Pearson er nominerede – og hvor McNaught løber med hæderen for “årets gennembrud”. Blandt de øvrige vindere er endnu en brite (Glyn Dillon) og en død amerikaner (Krazy Kats George Herriman), ligesom næste års fransk-bosatte præsident Willem bliver suppleret med en “jubilæumspræsident” i anledning af festivalens 40 år: Japanske Akira Toriyama, ham med den bundcharmerende mega-succés Dragonball.
Æresbevisninger af dén karat er aldrig før tilfaldet en japaner på Angoulême, og manøvren ligner til forveksling endnu et skridt ud på den internationale scene for den vestlige verdens største rendyrkede tegneseriefestival. Også selvom årgang 2013 var mere frankofil end de fleste.
Flere grynede iPod-billeder fra festivalen:
Udsigt over tegneseriebyen
Den blå lotus: Spis her eller tag med hjem
Tegneseriekunst fra en udstilling på arkæologimuseet Clafoutis
Katedral med vindueskigger
Falsk filmplakat fra forlaget Meme Pas Mals egen udstilling
Løse talebobler fra Uderzo-udstillingen
Galvmaleri i gulvhøjde
Fra Brecht Evens’ kommende “Panther”
Chester Brown taler
Et typisk butiksvindue under Angoulême-festivalen: Der er tegneserier overalt
Kunstsatire af Brecht Vandenbroucke
Der tegnes på gulvet i salgsteltet Le Nouveau Monde
Et imponerende fremmøde af pressefolk interviewer den prominente Angoulême-gæst Leiji Matsumoto
Ung kærlighed på fortovet
Lucky Luke og Dalton-brødrene sat til vægs i Angoulême
