Butiksforlaget gør det danske forår usikkert i vanlig stil: Med kontinentaleuropæiske tegneserier for voksne.
Der er ikke så meget slinger i valsen, når Forlaget Faraos lægger udgivelsesprogrammet. Det handler om at få pakket velkendte og potentielle euroklassikere ind i en hård ryg med fængende farver – enten nyere sager til et voksent publikum eller ældre ting, der engang var for børn.
I afdelingen for nyheder finder vi italienske Enrico Marinis serie Roms ørne, som Faraos håber på at udgive alle tre bind af hen over foråret. Marini er nok bedst kendt herhjemme som tegner på actionserien Gipsy, pudsigt nok forfattet af den noterede belgiske tegneserieforsker Thierry Smolderen. Men med Roms ørne er italieneren på egen hånd i en dramatisk beretning om en germansk kriger, der tages til fange omkring år nul og føres til Rom, hvor han gør sine hoser grønne.
Så kommer man jo nemt til at tænke på Forlaget Faraos’ lige så romerske serie Murena, og det er kun passende, for dén deler bagmænd med en anden af forårets satsninger: Den forsvundne hedes sang. De første fire bind af forfatter Jean Dufaux’ middelalderlige fantasyserie leverede Thorgals maleriske Grzegorz Rosinski billedside til, men de næste tre – som Faraos altså lancerer i de danske boghandlere i foråret – er med helt anderledes renskurede streger fra Philippe Delaby.
Så er der Moebius og Jodorowskys korte, men store (31 * 41 cm) Kattens Øjne, om hvilken det hedder sig, at salig Jean “Moebius” Giraud brugte højre hånd til højresider og venstre hånd til venstresider! En dansk nyudgivelse, i hvert fald i dette format, som givetvis bliver dyr at få fingre i: Faraos trykker kun 200 nummererede eksemplarer, endda på “specielt kunstpapir”.
Ellers går foråret mest med genudgivelser for faraonerne, der trykker nye oplag af ligne claire-favoritterne Alix og Blake og Mortimer – henholdsvis Den frygtløse og Den forbandede ø med Asterix’ samtidige og landsmand Alix og Kampen om verdensherredømmet med de britiske gentlemen Blake og Mortimer. Og serien af nye Corto Maltese-udgaver fortsætter selvfølgelig ufortrødent, nu med Tango.
Endelig benytter Faraos foråret til at tænke inden for boksen. Helt konkret skulle de tidligere varslede Moebius-bokse være under opsejling, ligesom alle fire bind af Milo Manaras erotiske kontrolfantasi Klik’toris sørme også får den helt store boks-behandling …
Forlaget Faraos forår i listeform:
Marini: Roms Ørne 1-3
Hugo Pratt: Corto Maltese, ”Tango”
Delaby og Dufaux: Den forsvundne hedes sang, anden cyklus 1-3
Moebius: ”Kattens øjne”
Manara: Klik’toris box 1-4
Jacques Martin: Alix, ”Den frygtløse”
Jacques Martin: Alix, ”Den forbandede ø”
Edgar P. Jacobs: Blake og Mortimer, ”Kampen om verdensherredømmet 1-3”
Moebius-bokse