FIBD ANGOULÊME: Klichéerne om franskmændenes sproglige selvtilstrækkelighed holder stik på deres store tegneseriefestival: Programmer, foredrag, plancher – stort alt er på fransk.
Angoulême-festivalens fulde og formelle navn er Festival International de la Bande Dessinée d’Angoulême. Men det med det ‘internationale’ er strengt taget en sandhed med modifikationer. Vel er der internationale gæster og vel kommer tegneserieelskere langvejs fra, men sprogligt tales der kun med én tunge i det midtfranske: Den nationale.
Én ting er, at oplæg og sceneinterviews holdes på fransk. Garvede festivalgæster hævder, at den slags engang blev simultanoversat til engelsk i udleverede høretelefoner, men det er ikke længere tilfældet. Fransksprogede samtaler som den med Moebius oversættes ikke, og sessioner med ikke-engelsktalende udlændinge som f.eks. manga-pionéren Riyoko Ikeda oversættes kun til fransk. Men okay, simultanoversættelse er næppe billigt.
Værre er det, at stort set alt skriftligt materiale er på fransk. Der findes ingen engelsksproget udgave af programmet. Stort set alle forklarende tekster på udstillinger er på fransk. Alle skilte i gadebilledet er på fransk. Og de lokale er vist venlige og imødekommende, men mestrer generelt kun de allermest basale engelske gloser. Som udenlandsk gæst har man ikke andet valg end at pudse sit skolefransk af eller hægte sig på en franskkyndig medgæst.
Med sin lange historie og 200.000 besøgende årligt er Angoulême ubetinget Europas største tegneseriefestival. Det relativt unikke fokus på tegneserien som kunst – ikke kun eller primært kommers – sikrer den midtfranske festival sin egen niche på den internationale tegneseriecene. Men så længe den ikke formår at tage bedre imod sine udenlandske gæster, vil en del af potentialet alt andet lige forblive uforløst.
Øverst: Publikumshorder i Monde du bulles, mainstreamforlagenes store salgsmesse (foto: Thomas Thorhauge)