Amerikanske Richard Corben vandt i 2018 den store hovedpris på tegneseriefestivalen i Angoulême. I den forbindelse fik vi tegneseriekunstner extraordinaire, Mårdøn Smet, til at male et sprogligt portræt af tegnerens liv og virke. Der er dømt pulp, horror og hor for alle pengene. Så efterlad den gode, borgerlige smag uden for døren, tak.
Richard Corbens serier er indbegrebet af erotiske powerfantasier. Frisk fra årgang ’40 debuterede han som undergrundstegner i hæftet Skull # 2 i 1970, som en del af den grænsesøgende modkultur i USA.
Ungdomsoprørets moralske tøbrud, lagde en vej åben for ham, som stadig er hans foretrukne, skønt der er mere horror end hor tilbage i dag.
Blomsterbørnenes tegnedrenge, og piger, var en broget flok, og intet, de gav sig i kast med i de første uregerlige år, lignede noget man havde set før.
I flæng kan nævnes Sheltons grovkornede hippiesatire, Crumbs skyldplagede orgier, Trina Robbins påklædningsdukkefeminisme, Bodés, for den efterfølgende grafittialder så stilskabende, erotiske fantasy, Spains politiske pulp, og endelig, langt fra alfarvej, Corbens hyperseksualiserede mørke gotik.
Richard Corben startede som animator
Richard Vance Corben tog sin uddannelse på Kansas City Art Institute i sin hjemstavn Missouri, og startede sin professionelle livsbane som animator på Calvin Productions i årene 1963 – 1972.
Da undergrundsbladene fik mere og mere vind i sejlene, bidrog han, sideløbende med animationsarbejdet, i en lang række suspekte titler som Slow Death, Fantagor, Anomaly, Fever Dreams, Up From The Deep og så videre, og så videre, med genrearbejder primært indenfor horror, science fiction og fantasy.
Hans stjerne steg samtidig hos det mainstream læsende publikum, da han, fra 1970 og mange år frem, producerede serier til Warren Publishings horrormagasiner Eerie og Creepy.
At lede med lys og lygte efter peace and love
Allerede inden undergrundsgennembruddet toppede Corben imidlertid i kunstnerisk henseende med serier, som for eksempel Rowlf, i selvpublicerede fanzines.
Hans voldsomme fantasy, som gerne kredser om de evige temaer attrå og bedrag, stod i sin tidlige inkarnations urmørke krystalklart, og ramte helt rent den sene hippieæra, med dens dyrkelse af selvudfoldelse og seksuel frigørelse.
Om man så nok så meget, hos ham, skal lede med lys og lygte efter peace and love.
Det blev dog på europæisk grund, at hans kuldslåede vision fandt afsæt for en kortvarig opstigning til den bredere populærkulturs firmament, og i det lys har det sin egen logik, at det atter en gang er i Frankrig han bliver hyldet, nu med intet ringere end Grand Prix de la ville d’Angouleme 2018.
Det franske magasin Metal Hurlant, som så dagens lys i 1974, begyndte at bringe amerikanerens arbejder skulder ved skulder med hans lokale beundrere Moebius og Philippe Druillet.
Corbens unikke stil, på een og samme tid grovkornet og endeløst raffineret, men på et mere grundlæggende plan så stilistisk særskilt, at den ikke har fundet mange epigoner siden, var en frisk kilde til inspiration for den yngre eventyrlystne franske generation.
Særligt Moebius, tog amerikanerens skraverings excesser til sig, og bragte dem til nye højder i sit eget arbejde på Metal Hurlant, dog i en mere lys, ren og ekvilibristisk streg.
Corbens mest mindeværdige serie til dato
I Metal Hurlants amerikanske sidestykke, Heavy Metal, som startede i 1977, finpudsede Corben sin serie Den, der oprindelig begyndte sit liv som et one-shot bidrag i undergrundshæftet Grim Wit i 1973
Den blev et fast fortsat indslag i det rasende populære magasin de kommende år, og skabte samtidig det der, for mange, står som hans mest mindeværdige serie til dato.
En rærlig animeret sekvens med Den i den håbløse, men i sin tid også ret populære tegnefilm, Heavy Metal, fra 1981, med afsæt i netop det amerikanske magasin, blev det også til.
De næste årtiers højenergiske output med serien Mutant World i magasinet 1984, og bladene fra Corbens eget forlag Fantagor Press, med titler som Den, Den Saga, Horror in The Dark, Rip in Time og Son of Mutant World, bragte dog hverken nævneværdig succes med sig eller nye kreative landvindinger.
Da Corbens stjerne så småt var dalet et godt stykke ned under horisonten, lignede det endnu en småtrist historie om et ringvrags kranke skæbne.
Efter et umindsket, men også upåagtet, output, op gennem årene, fik den amerikanske mainstream atter besøg af manden i det nye årtusinde, denne gang som en hyret hånd på diverse franchises som Luke Cage, Hulk, Swamp Thing, Ghost Rider, The Punisher, Conan, Hellblazer og Hellboy.
Selv om særligt Hellboy er et godt match, må man bare konstatere, at Corben som metervareproducent ikke bringer meget nyt til bordet.
Mandens serielle livtag over årene, med idolerne Poe og Lovecraft, virker også mere som et amokløb i en slikbutik, end et bare nogenlunde hæderligt forsøg på, at yde de amerikanske klassikeres kæmpe, og pulpens kronprins, retfærdighed.
Nye Corben-læsere skal starte et andet sted
Men i tiden der er fulgt, op til i dag, er det som om Corben har fået ny luft. Fedtede horror tarveligheder som Ragemoor, Rat God og Shadows on The Grave bliver med rasende fart fyret af fra hoften, som om manden skal nå noget.
Måske er det bare regningerne, han skal nå at betale, men for den uindviede er det akademisk ligegyldigt.
Den aldrende mester er heller ikke er gået ram forbi, når tidens tand gnaver. Herlighederne står mærkbart blegere, og hans endeløse rundgange af sex og vold virker repetitive, selv om de naturligvis, og tak for det, altid har været det.
Nye læsere vil nok betakke sig for, at begynde her, men hvis Corben ikke længere er for de levende, så lad blot englene misunde ham hans sorte vinger.
Tilføjelse 11. december 2020:
Richard Corben gik bort den 2. december 2020. På Corben Studios Facebook-side skrev hans kone Dona Corben følgende:
“It is with great sorrow and loss that I must share the sad news that Richard Corben died Dec 2, 2020 following heart surgery. He will be missed tremendously by his family, his friends, and his fans.
Richard was very appreciative of the love for his art that was shown by you, his fans. Your support over the decades meant a great deal to him. He tried to repay your support by working diligently on each piece of art going out to you. Although Richard has left us, his work will live on and his memory will live always in our hearts.”
Oprindeligt udgivet 1. februar 2018.
Redigeret 11 november 2012 – mellemrubrikker tilføjet, enkelte ikke meningsændrende tekstjusteringer samt afsluttende note.
