En af de største tegneserieskabere nogensinde, Jean Giraud alias Moebius, døde den 10. marts i år efter længere tids sygdom. Han blev 73 år. Nummer 9 runder en måned i Moebius’ tegn af med en nekrolog i to dele, der skitserer liv og karriere – og som ser nærmere på en række af mesterens hovedværker.
”Med Giraud og Moebius’ bortgang har Frankrig mistet to store kunstnere”, udtalte den franske kulturminister, Frederic Mitterand, da det var blevet offentligt kendt, at den 73-årige franske tegneserieskaber med den dobbelte identitet var død efter længere tids kræftsygdom. Dermed satte ministeren ord på det, som tegneserielæsere over hele verden allerede var klar over: at det var en gigant, der var gået bort – en kunstner i besiddelse af en sådan nysgerrighed og visionær kraft, en så polyfon tilgang til tegneseriemediet og et så bredtfavnende og vidtforgrenet talent i det hele taget, at det simpelthen ikke var gjort med én identitet. Jean Giraud og Moebius var nok en og samme mand, men to vidt forskellige kunstnere.
“Mister Moebius et Doctor Gir” hed et tidligt værk om den alsidige tegneserieskaber, og den titel er med Stevenson in mente en meget nøjagtig beskrivelse af den dialektisk vekselvirkende polaritet, der hele tiden var på spil i løbet af en mere end 50 år lang karriere. Giraud repræsenterede den rationelt forarbejdede, traditionsbundne raffineringsproces hen imod det perfekte, mens Moebius som regel slog hjernen fra og lod kreativiteten få frit løb i hvad retning den nu end måtte tage. Det kom der en række meget forskellige værker ud af, hvoraf flere var med til at ændre tegneseriemediet for altid.
Blueberry
Jean Giraud blev født i en forstad til Paris den 8. maj 1938. Da han var blot tre år gammel, blev hans forældre skilt, og da moderen flyttede til Mexico, kom Jean til at vokse op hos sine bedsteforældre. I 1955 rejste Giraud som ganske ung mand til Mexico for at besøge sin mor, og her blev han i et halvt år. Mødet med den mexicanske ørken blev en skelsættende oplevelse for den unge Giraud, der skulle resonere dybt i alt hans arbejde fremover – både det, han begik i eget navn, og så det, der var signeret Moebius.
Jean Girauds kolossale talent var evident fra begyndelsen. Allerede som 16-årig blev han optaget på den parisiske École Supérieure des Arts Appliqués, og blot fire år senere debuterede han som tegneserieskaber – ganske profetisk – med den humoristiske westernhistorie “Frank et Jeremie” i magasinet Far West. Arbejdet på serien var imponerende nok til at den belgiske tegneseriegigant Jijé i 1961 hyrede den 25 år yngre Giraud til at assistere sig på den populære føljeton om cowboy-helten Jerry Spring, der hver uge slog sine folder i det hæderkronede gamle magasin Spirou.
Det skulle imidlertid blive i det konkurrerende magasin Pilote – grundlagt i 1959 af bl.a. Asterix-fædrene Rene Goscinny og Albert Uderzo samt forfatter Jean-Michel Charlier – at Giraud for alvor skulle slå sit navn fast som tegner på sidstnævntes westernserie Blueberry. Jobbet fik Giraud på opfordring af netop Jijé, som oprindeligt havde været udset til opgaven, og som – efter Girauds eget udsagn – i ét og alt var en faderfigur for den unge tegner.
Serien om den ekskommunikerede sydstatsløjtnant Mike S. Blueberry foregår i årene umiddelbart efter den amerikanske borgerkrig, og hovedpersonen må allerede i de første bind lade den i militæret forventede autoritetstro vige pladsen for sin egen sunde fornuft, ikke mindst når det kommer til spørgsmålet om de indfødte amerikaneres rettigheder.
Men mens Blueberry måske nok er en helt i moralsk forstand, ender han i praksis altid som prügelknabe – systemet er altid stærkere end individet – og rollen som utilpasset, fejlagtigt dømt misfit bliver kun intensiveret i takt med, at Charlier bevæger serien yderligere over i den politisk-allegoriske fortælling, som gerne baserer sig – og ind imellem tilbyder nye vinkler – på en historisk korrekt baggrund og i øvrigt inkorporerer en række autentiske personer fra samtiden.
Med tiden gøres Blueberry også følgeskab af en række mindeværdige bifigurer, der måske nok i udgangspunktet kan synes karikerede, men som med tiden alligevel udviser end større grad af sammensathed og kompleksitet end et kursorisk blik umiddelbart giver løfte om. Således er den moralske habitus langt fra uantastelig i hverken Blueberrys elskelige men fordrukne sidekick Jim McClure, den tvetydige Prosit Luckner, eller den uudgrundelige glædespige Chihuahua Pearl, og hver især føjer de til oplevelsen af et broget og benhårdt Amerika, stadigt hvilende i skyggen af en opslidende borgerkrig, hvor forskellige nationaliteter og skruppelløse individer indbyrdes søger at gøre deres lykke.
I tilbageblik er de første årgange af serien temmeligt banale genrestykker, som tegnesemæssigt er afleveret i en aldeles upersonlig stil, der trækker store veksler på Jijés arbejde. Med tiden finder Giraud dog sit eget realistiske, hyperdetaljerede udtryk, som han raffinerer indtil perfektion i takt med at serien også fortællemæssigt vinder i kompleksitet.
Der er således milevidt fra den første håndfuld historiers kluntede og ubehjælpsomme streg til den senere pragtopvisning i et album som “Angel Face”, hvor alt lige fra de storslåede etableringsbilleder til nærstudierne af gestik og ansigtsudtryk er fuldstændig perfekt eksekveret, hvad enten det drejer sig om komposition, billede-til-billede-fortælling, intensitet i udtrykket eller generel kunstnerisk udførelse. Alting sidder lige i skabet.
Serien om Blueberry skulle med årene vokse sig så stor og stærk, at man snart uden at blinke nævnte den i samme åndedrag som andre så i øvrigt forskellige fransk-belgiske klassikere som Asterix og Lucky Luke. Serien udkom støt med cirka et til to albums om året fra 1965 og ti år frem, og i midten af 70’erne tog man oven i købet hul på en spin off-serie om Blueberrys unge år i kavaleriet, som Charlier og Giraud sideløbende beskrev over tre albums, og som i øvrigt fortsættes den dag i dag med andre tegnere og forfattere.
Herefter gik makkerparret imidlertid lidt ned i kadence, og i løbet af 1980’erne udkom der blot fem bind i hovedserien om Blueberry. I 1989 afgik Jean-Michel Charlier pludseligt ved en alt for tidlig død, men han havde forinden skitseret endnu et Blueberry-album – det 23. i rækken – som Giraud færdiggjorde året efter. Det blev mødt med blandede anmeldelser, og herefter skulle der blive stille omkring Blueberry i de næste fem år. Jean Giraud skulle dog tage endnu et livtag med serien i en sidste cyklus af albums, som udkom i perioden 1995-2005. Men mere om dem senere.
Afkørselen
Inspireret af den amerikanske tegner Will Elder leverede Giraud i 1963 en række vignetter til det satiriske magasin Hara-Kiri, som han signerede under pseudonymet Moebius. Dén enigmatiske signatur skulle man først se igen ti år senere, men kimen var lagt, og det var det første oprørske spjæt fra en visionær tegner, som med tiden måtte indse, at magasinet Pilote – trods nye og mere voksenorienterede indslag – måske ikke var den platform, hvorfra man kunne omkalfatre tegneseriemediet for tid og evighed.
Ikke at forsøget ikke blev gjort. I 1973 dukkede den korte fortælling “La Deviation” (dansk: “Afkørselen”) op i Pilote, og selvom den er signeret ’Gir’, er den at betragte som det første fuldendte værk af Moebius, da den besidder snart sagt alle de karakteristika, som senere skulle komme til at definere aliaset.
Frit fabulerende og genretranscenderende er “La Deviation” en stiløvelse i (under)bevidste brud på snart sagt samtlige fortællemæssige konventioner: her er intet egentligt narrativ i traditionel, lineær forstand, blot en skinmanøvre i form af familien Giraud (tegneren havde i 1967 giftet sig med sin første kone, Claudine Conin, med hvem han fik to børn) på udflugt, hvor allandskens ulykker af på engang surreel og samfundskommenterende karakter stiller sig i vejen for den videre færd.
Nogle sekvenser får lov at udspille sig visuelt, mens andre blot bliver refereret i alenlange talebobler. Hele herligheden punkteres midtvejs af en hyperrealistisk gengivelse af Giraud ved tegnebordet, der kommenterer på plotudviklingen (eller mangel på samme), inden han på fortællingens sidste side i fuldt firspring henover et scenegulv bedyrer, at det ikke kan “betale sig” at fortælle resten af historien.
Der blev formentlig pænt stille bag redaktør Goscinnys skrivebord, da han blev præsenteret for “La Deviation”. For selvom man i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968 som sagt havde blødt betragteligt op hos Pilote og inviteret en lang række nye og unge kræfter indenfor, var den overordnede redaktionelle linje stadig af overvejende konservativ karakter. Det resulterede på sigt i, at en lang række kunstnere fra den yngre generation som fx Gotlib og Claire Bretécher forlod Pilote for at stifte egne magasiner.
Og Girauds efterfølgende eksperimenter – nu signeret Moebius – dukker da også op i andre sammenhænge: til Underground Comics skabte han i 1974 den overspændte science fiction sex-komedie “Le Bandard Fou” (dansk: “Den kåde kyk”), mens han til l’Écho des Savanes året efter leverede fortællingen “Cauchemar Blanc” (dansk: “Hvidt mareridt”), der tager til genmæle mod den stigende racisme i samtidens Frankrig. Fortællingen blev publiceret blot et år efter at Jean-Marie Le Pen og hans slæng af idioter stiftede det højreradikale parti Front National, og den er ret enestående i forfatterskabet, eftersom der er tale om et helt utilsløret politisk indlæg i den verserende samtidsdebat.
Métal Hurlant
Ungdomsoprøret i Paris lå kun godt en håndfuld år tilbage, og frihedstrangen, revolutionsromantikken og hele den rebelske attitude overfor det etablerede samfund og alle dets normer havde selvfølgelig også forplantet sig til tegneseriebranchen. Resultatet var en vildtvoksende underskov af nye initiativer og tidsskrifter, der søgte at give de tre gamle magasiner Spirou, Tintin og Pilote kamp til stregen. Det mest banebrydende og betydningsfulde eksempel på denne tendens var magasinet Métal Hurlant, hvis første nummer udkom i december 1974. Udgiverne bag kaldte sig Les Humanoïdes Associés, og talte udover forfatteren Jean-Pierre Dionnet, tegneren Philippe Druillet og finansmanden Bernard Farkas også Jean Giraud. Moebius havde fundet – eller snarere funderet – sin platform.
Métal Hurlant begyndte som et kvartalsmagasin, men overgik i løbet af et par år til at være et månedligt tidsskrift – ikke mindst fordi det tiltrak en talentmasse uden mage og lige. Bladet bragte tegneserier af bl.a. Enki Bilal, Caza, Serge Clerc, Loustal, Liberatore, Frank Margerin og Milo Manara, og naturligvis var medstifterne Druillet og Moebius også leveringsdygtige.
Magasinet var et brag af en succes. Inden længe fulgte en amerikansk udgave med titlen Heavy Metal, der bragte det bedste fra det franske moderskib til et måbende amerikansk publikum, samtidig med at nationale koryfæer som Richard Corben og Berni Wrightson gav deres besyv med. Også en tysk og en japansk udgave af bladet blev søsat med succes, og selv herhjemme redigerede Carsten Søndergaard i midten af 1980’erne succesfuldt 12 mageløse numre af bladet Total Metal, før det desværre måtte bukke under i 1986 – i øvrigt blot et år før den franske udgave led samme skæbne.
Til Métal Hurlant leverede Moebius i første omgang en række bidrag, hvor man med sindsro kan konstatere, at den betydning der tillægges dem i dag, er omvendt proportional med materialets omfang: de fire fortællinger i serien Arzach som Moebius producerede i 1975, beløber sig temmelig nøjagtigt ikke til meget mere end 32 sider, men effekten var skelsættende. De 4 gange 8 siders tegneserienoveller om en brysk og aldeles tavs kriger (eller er det fire forskellige?), som siddende over skrævs på sin flyveøgle, sonderer terrænet under højst fremmedartede himmelstrøg, satte nye standarder for, hvad en tegneserie kunne formidle.
Ligesom tilfældet var i “La Deviation”, er der i de fire Arzach-fortællinger ikke tale om et handlingsforløb i klassisk aristotelisk forstand. Ja, faktisk er der dårlig nok tale om handlingsforløb i det hele taget. Arzach-kapitlernes dagsorden er snarere at fremmane en række stærkt urovækkende lokaliteter og sammenhænge, der hensætter læseren i en alt andet end dagligdags sindstilstand.
De allestedsnærværende, tordentunge skydannelser, de sært organiske klippeformationer og det mareridtsagtige hav af grønne, kødædende planter, som Moebius blotlægger i en række suggestivt farvelagte sekvenser og visuelt overrumplende tableauer, bærer alle en uheldssvanger kim i sig, og som læser forlader man Arzachs verden, hvor røde monstre lever side om side med grønttonede, sygeligt udseende mennesker, godt og grundigt rystet, en hel del forskrækket og aldeles fascineret.
Den hermetiske garage
Det var også i Métal Hurlant, at Moebius i 1977 skulle påbegynde sit psykedeliske hovedværk, Le Garage hermétique (dansk: Jerry Cornelius’ hermetiske garage). Faktisk var det bare en lille banal to siders tegneserieskitse, der startede det hele: ingeniøren Barnier er ved et uheld kommet til at ødelægge en vis Jerry Cornelius’ kabeludlægger og han tænker, at den må han søreme bare se at få ordnet, inden ejeren vender tilbage. Som sagt blot en tilfældig skitse til en historie, som Métal Hurlants redaktør Jean-Pierre Dionnet ikke desto mindre (og heldigvis!) opfordrede Moebius til at elaborere på. Resultatet skulle med tiden ikke blot udvikle sig til at blive kunstnerens hovedværk, men også et værk af skelsættende betydning i tegneseriens historie overhovedet.
Den hermetiske garage er et monster af en anden verden både fortællemæssigt og rent visuelt. Som et voldsomt vildtvoksende automatskrift fik den lov at skride fremad med en 2-3 sider per nummer, aldeles frit fabulerende og undervejs frimodigt altinddragende. Og den sagesløse, defekte kabeludlægger blev dermed med et slag katalysator for en aldeles ny måde at transportere informationer på i tegneseriemediet. Faktisk kommenteres den da også et stykke inde i værket som værende i besiddelse af ”en særlig energi”.
Som seriens overordnede franske titel, Major Fatal, antyder, er serien om Jerry Cornelius’ hermetiske garage et på én gang fuldstændig løssluppent og strengt determineret projekt: tingene går deres gang i øjensynlig sikker forvisning om, at de bevæger sig derhen, hvor de hører hjemme. I Garagen er tilfældighedernes spil ophøjet til absolut kreativt princip.
Den hermetiske garage favner ubesværet det højstemt filosofiske og det fuldstændigt lavkomiske – gerne i én og samme sekvens – som fx når fortællingens nøgleperson, Major Grubert, tager hul på en forestående rejse med ordene: ”endelig er den lange rejse begyndt, som vil bringe balance mellem følelserne og intellektet… mellem alle resultaterne…”, hvorefter hans hoved overdænges med en ovenfra kommende tung, klæbrig masse. Tilløb til filosofiske overvejelser afløses helt bramfrit af ren slapstick og vice versa.
Værket kommenterer også uophørligt sig selv: Ja, aktørerne selv synes at være på herrens mark ind imellem: ”Er jeg faret vild i denne labyrint?”, må Major Grubert spørge sig selv på vej rundt i garagens andet niveau, mens den sagesløse ingeniør Barnier direkte får at vide, at han ”ikke rigtigt hører hjemme i denne historie”, selvom det jo på sæt og vis var ham, der satte hele miseren i gang.
At forsøge et plotreferat eller blot en nærmere beskrivelse af de enkelte aktører i Jerry Cornelius’ hermetiske garage lader sig kun dårligt gøre, og det ville under alle omstændigheder også være at misforstå værkets intentioner. Plotfremdriften kan bedst beskrives som modvillig, og er samtidig lagt i hænderne på et besynderligt distanceret persongalleri, som konstant jagter rundt efter hinanden på kryds og tværs øjensynligt uden mål og med. Det hele er hele tiden livet om at gøre, men emotionelt bliver der aldrig tale om en spændingskurve, som for alvor forplanter sig til læseren. Dertil er Jerry Cornelius’ hermetiske garage på én gang for løssluppen og for fortænkt.
Adjektivet lyver ikke. Garagen er i den grad hermetisk. Den er et tæt forseglet, autonomt fiktionsunivers, en evigt ekspanderende skinverden, hvor nye idéer forplanter sig i én uophørlighed og hvor landvindinger i slow motion etableres med syvmileskridt. Garagen, som freudiansk nok er inddelt i tre niveauer, er slet og ret indersiden af Moebius’ hoved – det er kunstnerens hjernebark, disse komplementære skikkelser tumler rundt i og afsøger – hele vejen frem til den apokalyptiske finale, hvor en Hokusaisk flodbølge buldrer ind over siderne og selve firmamentet krakelerer. Det er fiktionens virkelighed, der går op i sømmene, mens Jerry Cornelius med sine forpligtende initialer endeligt manifesterer sig som en højteknologisk Kristus – som et yin til majorens yang. De udgør det sammenknyttede sindbillede på den i værket så udtalte vekselvirkning mellem den irrationelt improviserede idé og den meditativt møjsommelige forarbejdning af samme.
Jerry Cornelius’ hermetiske garage er tegneseriens svar på The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Begge værker indvarslede selvfølgelig et paradigmeskifte, men også kompositorisk er der en række lighedspunkter: begge har de en postuleret hovedperson af militær rang (man bemærker det klanglige sammenfald mellem den franske udtale af navnene Grubert og Pepper), begge bevæger de sig fremad i stilistisk vildt disparate, men altid overlegent eksekverede, dissonante intervaller, og begge sammenskoser de en række bevidsthedsstrømmende billeddannelser – spændende fra det humoristisk banale til det svimlende patetiske – til et vibrerende vitalt hele.
Anden del af nekrologen kan læses her.
