Blodet flyder og indvoldene flyver i ”Hit and Run Mutants”, en fandenivoldsk hyldest til voldelige B-film fra firserne.
Vi er nok mange af en vis alder, som har en særlig plads i vores hjerter til barndomsbyens mest suspekte videoudlejer. Her, langt fra Blockbuster og lignende underholdningstempler, var rengøring, kropshygiejne og god smag uvedkommende begreber. De kulørte VHS-omslag skreg skingert fra hylderne: ”Sex! Vold! Død!” Og filmene på de slidte bånd fordærvede barnesindet for evigt.
”Hit and Run Mutants” destillerer de kaotiske indtryk fra ungdommens aleneaftener foran fjerneren ned på 36 sort/hvide A4-sider, signeret af Zven Balslev og Tue Sprog.
Hæftet er en slags tegneseriedebut fra den garvede altmuligkunstner Balslev og relativt ubeskrevne Sprogø, der i fælleskab har fungeret som både tegnere og forfattere. Det pulpede voldsorgie er jammet frem med bidrag fra begge tegnere på hver eneste side, ofte i samme billede, gerne på samme figur eller baggrund. De tegner ellers meget forskelligt: Balslevs streg er enkel og minimalistisk med en outsider artists sans for det forvredne og foruroligende, mens Sprogø skraverer omhyggeligt og labert som en mindre rutineret Richard Corben.
Plottet er som i enhver B-film med respekt for sig selv primært en undskyldning for at komme til sagen. Og sagen i ”Hit and Run Mutants” er hæslige mutanter, som splitter hinanden ad.
Den visuelle fantasi er stor, når kombattanterne går i kødet på hinanden. Som da en tætbygget herre med flueøjne og metalkæbe slynger en harpun ind i kraniet på en modstander – og trækker hans hjerne ud gennem panden og øjenhulerne. Værs’go, et saftigt closeup til connaisseuren!
Allermest vidunderligt vammelt er måske midteropslaget, hvor vi får et vue over en gal videnskabsmands gruopvækkende laboratorium. Her tegner Balslev og Sprogø på skift røven ud af bukserne, den ene uhyrlighed tager den næste i en buffet af frydefuld body horror.
Makkerparret namedropper selv ”Mad Max”, ”Fist of the North Star” og tegnere som Hideshi Hino og Basil Wolverton i hæftets forord. En reference for nutidens indie-kids kunne være Johnny Ryans mere minimalistiske, men tilsvarende grænseoverskridende Prison Pit.
Som billedfortællere er Balslev og Sprogø undertiden en smule udfordrede, hæftets punchline er f.eks. afhængig af noget svært aflæselig foreshadowing tidligere i fortællingen. Og for nogle vil kombinationen af de tos meget forskellige streger formentlig være en svært fordøjelig gullasch. Men denne anmelder havde en fest med det egenartede visuelle overflødighedshorn, duoen har skabt, og med minderne om ungdommens vemodige voldsorgier. ”Hit and Run Mutants” er ren, ufortyndet tegne- og fortælleglæde – og rent ud sagt skideskæg læsning.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Hit and Run Mutants
Forfatter/tegner: Tue Sprogø, Zven Balslev
Forlag: Cult Pump
Form: 36 siders A4-hæfte i sort/hvid med farveomslag
Udgivelsesår: 2015