Med krigstegneserien “Sabotage i Viborg” debuterer undergrundstegneren Johan Nørgaard Pedersen på et overgrundsforlag. Vi har talt med ham om udgivelsen.
Johan Nørgaard Pedersen er kendt, berygtet, elsket og kultdyrket som skaberen af undergrundsserien om den hårde Chicago-strømer, Bill Nash. Det er blevet til mere end 70 albums i den serie. Ind imellem har han også taget et smut forbi det vilde vesten i serien “The Violent West”, og så har været emnet for en hyldestudstilling hos kunstgruppen Telefon til Chefen. Nu gælder det dog den næsten sande 2. verdenskrigshistorie “Sabotage i Viborg”, der fornyligt blev udgivet på forlaget Cobolt.
“Sabotage i Viborg” er din første udgivelse på et overgrundsforlag. Var det altid meningen, at den skulle udkomme på et “rigtigt” forlag, eller hvordan skete det?
Nej, det var det faktisk ikke. Det var egentlig meningen, at det skulle have været en undergrundsudgivelse også, ligesom mine serier ”Bill Nash” og ”The Violent West”, men da jeg blev interviewet til lokalavisen første gang for ca. 2 år siden, lagde jeg et link på Facebook og blev snart efter kontaktet af Forlaget Cobolt. De var interesseret i projektet og spurgte, om jeg ville sende dem et udkast af det, jeg allerede havde lavet, på det tidspunkt kun ca. 1/3 af albummet, en 40-50 sider. De var positivt overraskede over det første, jeg havde sendt og derefter blev det til en mailudveksling. Jeg sendte mere og forbedrede udgaver af scener og nye udkast til plot og handlingsforløb, en stor men utroligt spændende og lærerig proces. Jeg var glad for inputs fra forlaget og dialogen, og det var en stor glæde, konstruktivt for mig og meget godt at arbejde sammen med andre i en udformning af et album, da jeg aldrig havde prøvet det tidligere.
Ja, det må være en helt anden proces, end du er vant til fra dine undergrundsudgivelser. Kan du give nogle eksempler på forslag til historien eller tegningerne, som du endte med at bruge i bogen?
Mest var det en bedre og mere uddybende slutning. Begyndelsen på historien skulle også ændres, og jeg skulle også kunne have et varieret persongalleri med. Det var ret svært, da jeg ikke arbejder med ret mange karaktere af gangen, men der kom flere, og også indledningen til hovedpersonens tilgang til gruppen skulle specificeres og tydeligøres. Men ellers var alt det andet med et kærligheds-subplot og selve strukturen på historien stort set som det blev i bogen.
Netop det med begivenhederne og figurerne gør mig nysgerrig: Hvor virkelige er de virkelige begivenheder? Hvor store friheder har du taget dig i forhold til den virkelige historie?
Der er ikke så meget af det, der er sket i virkeligheden, og ikke helt de samme steder. Blandt andet skete togsabotagen ved Rindsholm og ikke i Ravnstrup. Men hovedpersonens skæbne er desværre helt som i virkeligheden.
Så personerne er virkelige? Eller måske bare deres skæbne?
De fleste personer, bortset fra hovedpersonen, er fiktive. Blandt andet på grund af friheden som forfatter og for at ingen skulle blive stødt, eller folk skulle misforstå, at meget af det er fiktion. Men hovedpersonens skæbne er desværre helt virkelig. Han overlevede som en knækket mand et ophold i Neuen-gamme og døde af følgerne i 1951. Og historien om hans skæbne blev fortalt fra min bedstemor til min mor og fra hende til mig, som barn.
Så virkeligheden møder fiktionen. Lad os tale lidt om dine fiktive inspirationskilder. En tragisk, romantisk scene imellem to af personerne får mig til at tænke på gamle romance-tegneserier, imens andre minder om gamle krigstegneserier. Kan du sige lidt om de knapt så virkelige inspirationer?
Det er faktisk et lidt svært spørgsmål at svare på, men meget er faktisk lånt fra gamle krigsfilm og måske også krigstegneserier. Selve krigs/ action-delen af albummet er en blanding af research og gamle ”Commando”, ”Kampflyver” og ”Attack”-lommehæfter, men kernen er jo valget, de tager og den bitre eftersmag af konsekvensen. Det hylder modet bag dem, og er meget lånt fra fremragende, dog i dag måske glemte filminstruktører; John Frankenheimer og Robert Aldrichs film, som oftest havde en desillusioneret handling, og brutale og sørgelige slutninger, men også Don Siegels film om outsidere, der kæmper imod et (tit) konformt og ondt eller apatisk samfund, der ikke tager stilling eller støtter dem, enten af ligegyldighed eller af direkte modstand. Men ja, det er essensen af mere realistiske krigstegneserier og film, inspirationen og dele af historien kommer fra. Så har jeg prøvet at gøre det så realistisk og intenst som muligt, og gøre karaktererne så virkelige og ægte som jeg kan.
Men grundhandlingen var præsten fra Finderup og hans skæbne, som jeg fik fortalt igen og igen som barn og lille.
Så det er en mere personlig historie. Har den ligget i dit baghoved i mange år? Og hvis ja, hvorfor dukkede den mon op nu midt imellem ”Bill Nash”-historier?
Ja, det er faktisk en meget personlig historie. Min bedstemor kendte jo præsten i Finderup fra byen af allerede godt inden krigen brød ud og så, hvordan han blev og så ud efter krigen og det fysiske og sikkert også psykiske knæk, han fik og aldrig kom sig over. Og da min mor var en helt lille pige, blev hun faktisk bange for at se ham, da han jo var meget afkræftet og var bogstaveligt talt skind og ben.
Ja, den har altid ligget i baghovedet på mig, og jeg ville så utroligt gerne lave et portræt og en hyldest af ham og minde ham. Mange af de, der er yngre end mig har enten aldrig har hørt om ham, eller han er ukendt og glemt for dem, så hans død og brutale skæbne bør ikke blive glemt.
Jeg tænkte, at 70 års mindedagen ville være en god anledning til at markere historien og få den frem på, og da jeg fik en henvendelse fra Forlaget Cobolt om, at de var interesseret i at udgive den, prøvede jeg at gøre mit bedste for at lave en så intens og nervepirrende historie, og gøre det så godt jeg kunne, så de ville godkende og udgive den. Jeg ved jo ikke om jeg får chancen igen, så det var om at gribe den.
Har du flere af den slags historier, du gerne vil fortælle, eller handler det om mere ”Bill Nash” fra nu af?
Ja, jeg har også altid drømt om at lave en historie om bombningen af Århus Universitet, det jyske hovedkvarter for Gestapo og en forløber til den langt mere kendte og desværre også tragiske bombning af Shellhuset en lille måned senere. Både RAF-angrebet i Århus og et mindre i Odense er sørgeligt oversete og bestemt også noget, jeg drømmer om at kunne lave en semi-realistisk historisk bog om. Jeg har lavet en del tegninger og har talt med flere historikere og lokalhistorikere om det. Så det er bestemt ikke umuligt for mig at måske lave en bog til om krigen, på den ene eller anden måde.
Jeg har også en ide til en sci-fi historie i ”Jeff Hawke”-stil, med rumstationer og blodige overraskelser ude i rummet og igennem sorte huller.
Det er interessant. Dine tegneserier har altid været jordbundne krimier, westerns eller krigstegneserier. En retro-science fiction-tegneserie af JNP lyder som et interessant valg. Hvad er det ved netop ”Jeff Hawke”, der inspirerer dig?
Fra jeg var helt lille eller i hvert fald ung, har jeg været vild med at læse både lommeserier om krig og kriminalitet og især det fremragende krimiblad ”Agent X9”, hvori både Garth, Jeff Hawke og især Rip Kirby og Agent Corrigan betog mig enormt. Det, der gjorde det største indtryk hos Jeff Hawke (og mest hos Agent Corrigan) var, at det var så skideflot tegnet, nærmest fotorealistiske tegninger, og når Jeff rejste til fremmede planeter og igennem sorte huller i universet, så VAR man der, og (det er måske et stort minus i dag) så var det jo også ret alvorligt, ofte uden selvironi, men ofte med kynisk sort humor og satire, men det hele var seriøst, både personer og historier. På et eller andet plan følte man, at man som læser blev taget alvorlig, da både forfatter og tegner gjorde deres yderste for at fortælle og underholde med nogle gange utroligt realistiske historier, selvom der skete utrolige og øjenåbnende ting i handlingen.
Jeg har tidligere i de første 65-albums med Nash måske ikke helt følt, at jeg har gjort mig umage og havde søgt det mere spontane og umiddelbare, men jeg vil fremover gøre mit bedste og gøre mig umage for at prøve at blive i hvert fald en svag skygge af de store mestre; Frank Bellamy, Al Williamson og Sydney Jordan. Men at overgå dem, det kommer jeg aldrig til, men min beundring for dem og deres arbejde, tror jeg aldrig, jeg vil slippe.