Jørgen Mogensens hyggelige hverdagssatire rækker til en 7.-plads blandt de “Tyve danske tegneseriefavoritter”.
Før dette års Copenhagen Comics spurgte festivalen en lang række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister, forlæggere og andre, der beskæftiger sig professionelt med mediet, om deres danske tegneseriefavoritter. I alt 250 titler fandt vej til bruttolisten, og de 20 mest populære endte på udstillingen.
Bagefter blev nogle af stemmeafgiverne bedt om at begrunde deres favoritter. Teksterne, de skrev, kan nu læses her på Nummer 9.
Den danske tegneserie er først i nyere tid blevet begunstiget med ærværdige institutioner af den slags, som kan levere krudt til en rigtig kanon – professionelle uddannelser, specialiserede kritikere, akademiske tegneserieforskere og så videre. Derfor er der heller aldrig opstået en bredt anerkendt dansk tegneseriekanon. Listen her giver et bud på, hvilke værker, der nyder højest agtelse i tegneseriemiljøet.
—
7. Poeten og Lillemor
af Jørgen Mogensen, 1950-2003
Ingen andre danske tegneserier har holdt sig på toppen i så mange år som Poeten og Lillemor.
I 1950 skabte Jørgen Mogensen en ugentlig stribe om en ung digter og hans lille kone til Politikens “Magasinet”. Serien blev filmatiseret i 1959 af Erik Balling med Henning Mouritzen og Helle Virkner i titelrollerne og den uforglemmelige sang “Mor” af Klaus Rifbjerg.
Det var dog først som dagstribe i 1960’erne, at serien fandt sig selv: I modsætning til sine samtidige kollegaer begyndte Mogensen at behandle samtiden satirisk i sine striber. Naboens ungdomsoprørske Rikke udfordrede først Poetens satte småborgerlighed; senere blev det oprørerne og den mere velaflagte venstrefløjs hykleri, der blev det oplagte mål. Sekvensen, hvor Poeten bliver belært om arbejdersolidaritet og verdensrevolutionen af sin sommerhusnabo, kystbanesocialisten, over et par kasser god fransk rødvin, er kostelig humor.
Satiren blev lidt for skarp, da Mogensen tillod sig at gøre grin med den danske håndværkerstand. Politiken fyrede prompte Mogensen. Men guld smidt på gaden samler ikke mos, så Poeten og Lillemor fortsatte ufortøvet i Berlingske Tidende, hvor den oplevede sin storhedstid.
Jørgen Mogensen arbejdede fra sin villa i Hellerup, men ikke alene: Gennem mere end 25 år bidrog Mogens Dalgaard med ideer og skitser. Da Dalgaard døde i 1989 overtog Per Vadmand rollen som gagmand, hvorefter serien fortsatte frem til 2003.
– Frank Madsen, tegneserieskaber