Werner Wejp-Olsen ser tilbage på sin tid som serieredaktør på Pressens Illustrations Bureau – og møder med navnkundige tegnere som Jørgen Mogensen, Claus Deleuran og Jerry Robinson.
Det var PIB – Pressens Illustrations Bureau – der havde solgt min første tegneserie PETER & PERLE til Jyllands-Posten. Til en beskeden såkaldt bureau-pris, der lå langt fra, hvad man som individuel tegner kunne opnå. Dertil en kommission på 40 %. Resultat: Stort arbejde – lille indtægt. Som et plaster på såret fik jeg tilbudt et halvdagsjob som serieredaktør. En fascinerende udfordring, som jeg sagde ja til, og som snart efter blev udvidet til et heldagsjob, der alt i alt blev til seks utrolige år som serieredaktør.
Jobbeskrivelsen var ret så spændende og varieret. Redigering af forskellige tegneserier og tekstklummer – det var før, der var noget, der hed blogge, indkøb af vittighedstegninger, forhandle med tegnere, der kom med nye forslag og ideer. Dertil oversættelse af amerikanske og andre udenbyske serier, som PIB havde i sin stald. Endvidere hjælpe tegnere med inspiration og input.
En af de serier, der var sjovest at oversætte, var Mell Lazarus’ ”Vores Frøken”. Skolebørn, der med deres troskyldige og satiriske kommentarer punkterer voksenverdenen. Intelligent og sofistikeret humor for viderekomne. Mange af hans striber var uoversættelige, så jeg måtte finde på nye punchlines. Kort tid efter mødte jeg ham selv i USA i forbindelse med lanceringen af COMICS-antologierne, hvor han jokede med, at han ville bruge mine oversættelser til kommende striber. Men hvad skulle jeg så gøre, når de landede på mit bord i København? Finde på nok engang nye pointer, som han så igen kunne bruge og så videre og så videre. Det morede vi os meget over den vinter. Og det blev grundlaget for et kollegialt venskab, som senere blev fornyet, hver gang vi deltog i de årlige tegnerkomsammener – de såkaldte Reuben weekends – i vores forening NCS – National Cartoonists Society. Men vi mødtes da også af og til, da familien Olsen boede i Sydcalifornien.
Mell Lazarus’ ”Vores Frøken”.
Mell var nemlig et festmenneske (”var” – for han døde i 2016), så det skete, at han inviterede en masse tegnere og andet godtfolk i nærmeste omegn til sit domicil i Thousand Oaks i tæt på Los Angeles. Pragtfuldt firlænget hus med en pool i midten. Der var stil over det. Blandt andet var der valet-parkering, som det hedder på de kanter. Du har set det på film. Unge mennesker i uniform overtager din elskede baby på fire hjul og sørger for, at den bliver parkeret et lovligt sted. Utænkeligt i Danmark.
Og så var der ellers rigeligt af våde varer, cigarer og andre herligheder. En af attraktionerne var et hvidt flygel, der stod midt i dagligstuen. Det var dekoreret med forskellige tegneres selvportrætter og muntre bemærkninger. Jeg blev også inviteret til at tegne på ”Mell’s Piano” Jeg tegnede mig selv med ordene ”HI MELL, THANK GOD YOU’RE NOT PLAYING THE VIOLIN”. Beviset findes på YouTube, hvor man blot skal klikke på ”Mell’s Piano” i søgefeltet.
Jørgen Mogensen
Tilbage til Købmagergade 9. Det var altid en finurlig forhøjelse at få besøg af Jørgen Mogensen, når han kom med en stak ”Alfredo”, ”Lullubelle” eller ”Poeten og Lillemor” under armen. Eller som man sagde hjemme hos Jørgen Mogensen, ”Jeg skal ind til WOW på PIB”. Hans besøg udviklede sig igennem årene til et varmt venskab, som også indebar besøg i Jørgen Mogensens og Gerdas Nystads sommerhus i Gl. Skagen. Det var et af de rigtige gamle fiskerhuse, der havde navnet ”Niels Ottesens Hus” med lavt til loftet, små hyggelige stuer og en fantastisk udsigt i første række til Vesterhavet eller rettere Skagerak. Gerda Nystad fortalte, at hun under et besøg hjemme i Danmark havde købt det på stedet uden at spørge familien, efter at have boet i Schweiz i mange år. Hun var simpelthen ved at blive vanvittig af at sidde og glo på bjerge i alle fire verdenshjørner. Her i Gl. Skagen var der frit udsyn til de samme fire verdenshjørner. At blive inviteret til en søndagsfrokost i ”Niels Ottesens Hus” var en uhyre mageløs og velsmagende deja-vu oplevelse. Man følte sig som hensat til et Krøyer-maleri fra 1800-tallet, hvor livets fire grundelementer bestod af luft, vand, sand og høje snapse.
Hans Qvist
Andre faste gæster med tegninger i mappen var Orla Gettermann, Helge Hall, Franz Füchsel og Iber. Og ikke at forglemme, Danmarks sjoveste vittighedstegner, Hans Qvist, der trods sit begrænsede tegnetalent havde en form for crazy-humor, der fik hans læsere til at ryste hele kadaveret af grin.
Nye talenter kom også via det danske postvæsen til mit lille kontor på Købmagergade 9. Således Carsten Gråbæk, der startede med vittighedstegninger, der senere udviklede sig til hans populære ”Statsministeren”. Jeg fik også besøg af den norske tegner Hjalmar Sandøy, der kunne tegne røv…. ud af benklæderne på hvem som helst. Han levede ellers primært af at tegne pornostriber til “Ugens Rapport”, så hans stil passede ikke ligefrem til det pæne og noble PIB, hvis kunder var alle Danmarks provinsaviser. Men heldigvis kunne jeg henvise ham til ”Svikmøllen”, hvor jeg selv var blevet en del af team’et. Her fik en flot karriere med sine saftige satire-tegninger. Desværre i alt for kort tid. Som homoseksuel fik han AIDS og døde, mens han var indlagt på Hvidovre Hospital. På hans sengebord stod en indsamlingsbøsse med ordene ” Bidrag til min begravelse modtages med tak”. Galgenhumoristisk til det sidste. Et dejligt menneske og endnu et tilfældigt offer for denne forbandede sygdom.
En stadig aktuel Hjalmar Sandøy-tegning til “Svikmøllen”
En dag fik jeg besøg af en uhyre genert ung mand, der nærmest sneg sig langs panelerne og så ud, som om han helst ville kunne gøre sig usynlig. Det var såmænd Claus Deleuran med de første striber til sin ”Thorfinn”. Fremragende og fornyende, men (desværre) ikke noget, der passede ind i PIB’s regi. Men heldigvis fandt Thorfinn og Politisk Revy hinanden til et frugtbart samarbejde. The rest is history. Herunder hans fabelagtige ”Danmarkshistorie for Folket”, hvor jeg som medredaktør på Ekstra Bladets ”Kilroy” kunne give ham den plads i tegneserie-universet, han for længst havde fortjent. Men det er en helt andet historie, som må vente til en anden god gang.
Så var der Knud Lundberg, en af Danmarks store fodboldhelte og dertil læge, som leverede en daglig lægeklumme, som han skrev i hånden. Her fik jeg det endelige bevis på lægers ulæselige håndskrift. Det var så min opgave at dechifrere hans medicinske kragetæer. Det lykkedes i rimeligt omfang. I hvert fald blev der ikke meldt om dødsfald blandt læserne på grund af mine forskellige afkodninger af Knud Lundbergs lægelige råd.
Det skete da også, at jeg af og til fik besøg fra det store udland, primært USA. En dag var det Ferd’nands far, Mik (Henning Dahl Mikkelsen), der kom forbi. Han boede nu i Californien i en lille by ved navn Hemet. Når han ikke tegnede Fed’nand, dyrkede han appelsiner på sine 70 tønder land, eller også spillede han kort med Carl Barks, der boede i nabolaget, hvor han prøvede at få styr på sin hønsefarm. Det gik som bekendt ikke helt så godt, hvilket kan bevidnes i hans berømte Anders And-historie om byen ”Omelet”. Mik havde store problemer med at få tid til sin Ferd’nand. Appelsiner passer jo ikke helt sig selv. Derfor havde han flere forskellige folk, der stod for stregerne, blandt andre vores egen Henrik Rehr, men det sværeste at finde de rigtige gag-folk. Jeg forsøgte med en halv snes gags, og tænk – han købte hele seks styk. Den dag var en god dag.
En dag fik jeg også besøg af Al Jaffee, en af MAD’s navnkundige tegnere. Han lavede nemlig en serie ved siden af sine MAD-bidrag. Den hed Tall Tales, som PIB have i sin stald. Vi fik den aldrig solgt – for sofistikeret til et skandinavisk publikum. En gang om året inviterede Bill Gaines, MADs udgiver sin ”Usual Gang of Idiots” på en tur et eller andet sted i verden, og nu var turen kommet til Wonderful Copenhagen. Derfor kiggede Al lige forbi for at sige ”hej”. Al Jaffee, en mand med en stille og intelligent form for humor. Jeg har senere mødt ham på vores Reuben-weekends, og selvom han i skrivende stund er langt oppe i 90’erne, leverer han stadig sine fantastiske folde ind-og-ud tegninger til MAD.
Al Jaffee’s Tall Tales
PIB havde også en panel-serie, der ”Still Life” af Jerry Robinson. Ting og sager som stole, borde og andre ”døde” ting og sager havde en politisk kommentar til vores crazy verden. Satire på højt niveau. Han dumpede også ind en dag. Han var gift med norske Gro, og nu var de på besøg i hende skandinaviske bagland.
Jerry Robinsons “Still Life”
Det blev begyndelsen til et kollegialt bekendtskab, som fortsatte, når vi mødes til vores Reuben-fester. Da vi begge ikke var tilknyttet nogle af store syndikater, blev vi altid placeret ved det samme bord, som vi i spøg døbte ”Børnebordet”. Her kunne vi i fred og ro få os en god snak om tegneserier og hvad deraf følger. Han var jo berømt som ”Manden, der opfandt Batmans Joker”. Jeg fik ham til at fortælle nogle af detaljerne. Senere har jeg fundet en artikel i New York Times. Her et sammendrag, der viser, at verden er fuld af tilfældigheder:
Jerry Robinson havde allerede fået en del tegninger på tryk, selvom han stadig gik i high school. Han var lille og spinkel, så derfor havde hans mor sendt ham på fedekur på et feriested ved navn the Poconos i delstaten New Jersey. Han havde fået lavet en jakke dekoreret med sine tegninger, som han gik rundt og småpralede med. Tilfældigvis holdt Bob Kane, Batmans ophavsmand ferie samme sted. Han fik øje på den noget usædvanlige jakke og faldt i snak med den unge mand. Han spurgte, om han havde lyst til at blive en del af hans nye Batman-team. Om ikke han havde! Samtidig sørgede Bob Kane for, at Jerry kom ind på Columbia University i New York, så han var tæt på Bob Kane’s studio i The Bronx. Et andet team- medlem var Bill Finger, og sammen hjalp de under lange diskussioner Bob Kane med at gøre hans Batman berømt. Man havde brug for en superskurk. Hjemme hos Jerry Robinson elskede man at spille bridge, så han kom hurtigt til at tænke på kortspillets ”Joker”. Det blev til en skitse, som han og Bill Finger udviklede til den første Joker, der blev grundlaget for den Joker, vi kender i dag. The Joker dukkede op første gang i 1940 og har siden skabt ravage igennem snart 80 år samt indtjent milliarder af dollars til sine ejermænd. Jerry fik nemlig ikke fem flade cents for sin kreation. Han var kun 17 år, ung og naiv.
Det fik ham til at interessere sig for kreative menneskers rettigheder. Han var derfor en af hovedkræfterne bag retssagen mod Warners Brothers, DC’s moderselskab, der ejer rettighederne til Superman. De to ophavsmænd, Jerry Siegel og Joe Shuster havde i deres ungdommelige naivitet solgt rettighederne til det lille forlag National Comics Publications i 1938 for sølle $ 130 uden at kunne forestille sig, hvilken verdenssucces, deres superhelt ville blive. Efter mange nervepirrende timer i retssalen lykkedes det – næsten. Jerry Sigel og Joe Shuster fik hver $ 10.000(!) om året som en slags pension, mens deres familie og efterkommere fik tildelt en noget større sum. Jerry Robinson måtte ikke røbe beløbets størrelse, men det var alligevel totalt latterligt i sammenligning med de milliarder af dollars, deres kreation har kastet af sig i årenes løb. Ak, ja, USA – grådighedens fædreland.
Efter nogle år i ”The Batcave” skabte Jerry Robinson sine egne figurer. En af dem hed London, inspireret af Slaget om London i WWII. Ligeledes Atoman, en atomdrevet version af Superman. I to år (1953-55) tegnede han en sci-fi-stribe med titlen ”Jet Scott”. I 1960’erne gjaldt det ”Still Life”, som PIB som bekendt prøvede af syndikere, men flittige Jerry var også forfatter til mere end 20 bøger om tegneserier, han underviste på ”The School of Visual Arts” i New York og har også været President for vores tegnerklub, NCS. Han fik også tid til at hjælpe med at få befriet Francisco Laurenzo Pons, politisk tegner i Uruguay, der sad i fængsel på ubestemt tid for at have generet den lokale militærjunta med sine satiriske streger.
Den første skitse til The Joker
Som om det ikke var nok, startede han i 1977 i samarbejde med New York Times ”The Cartoonists & Writers Syndicate”, der repræsenterer politiske tegnere fra hele verden. Jerry Robinson døde i 2011. Her bragte Nummer 9 en omfattende nekrolog med mange flere detaljer om denne enestående repræsentant for vor branche.En usædvanlig karriere for en usædvanlig mand. Hans bureau føres videre af hans søn, Jens Robinson.
BREAKING NEWS: Kort før sin død ryddede Jerry Robinson op i alle sine skuffer og gemmer og tænk – bagerst i en af skufferne fandt han sin første skitse til ”The Joker”.
Nå, hjem igen til bette Danmark. Som sagt var en af mine opgaver at hjælpe tegnere med ideer og forslag. Her var min ”hovedklient” den politiske tegner Mogens Juhl, som via PIB leverede ”Dagens Tegning” til stort set alle provinsaviser i Danmark. Jeg vil kalde ham ”Bo Bojesen Light”. Han var god til karikaturer, men hans problem var at få en brugbar idé til dagens satire-tegning. Derfor var det mit job at ringe ham op hver morgen og ping-ponge med ham i mange minutter, ja ofte helt op til en time eller mere og diskutere dagens nyheder for at finde frem til den rigtige idé. Når den så (omsider) var klar, gik han i gang ved tegnebordet. Når tegningen knap nok var tør, fragtede han den ned til Rungsted Kyst Station (han boede i Hørsholm), hvor DSB så sørgede for, at den kom sikkert til Hovedbanegården, hvor der stod et bud fra PIB og tog imod den. Det var lidt af et marathon-løb, men det lykkedes mærkeligt nok hver dag. Da jeg efter seks år sagde farvel til PIB for at overtage FELIX, måtte jeg stoppe som idémand for Mogens Juhl, som kvitterede for de mange års gode hjælp og input ved at sende mig en HALV flaske whisky som tak. Ak, ja, Danmark – smålighedens fædreland.
Mogens Juhl byder vor kronprins velkommen
