Nøgenhed er gratis, Flemming
Blyanterne er spidsede, og der bliver lagt op til lidt af hvert i værket med den forundringsvækkende titel Nøgenhed er gratis, Flemming.
Når jeg ’læser’ Bjørn Ignatius’ kreative tour de force Nøgenhed er gratis, Flemming, bliver jeg helt forpustet. Det er så tætpakket med visuelle, litterære og samfundsmæssige referencer, at jeg med sikkerhed ved, jeg misser halvdelen. Værket er så fortættet, at jeg får følelsen af, at det faktisk er uudtømmeligt. Det alene signalerer for mig høj høj kvalitet. At det så samtidig er hylemorsomt, gør det jo kun endnu bedre.
Titlen er i sig selv meget karakteristisk for værket, sjov, bizar og nysgerrighedsvækkende. Hvem er denne Flemming?! Come on, vi har jo alle lyst til at møde denne brugsuddeler med snegleoverskæg fra provinsen, som navnet får os til at tænke på. Nedenunder figurerer 6 andre overstregede drengenavne, hvor man får helt andre konnotationer segmentsmæssigt, Brian, Janus, Gabriel etc. Med andre ord, nøgenhed er gratis for alle! Alle aldersgrupper, alle socialgrupper.
Konkret har vi at gøre med et s/h værk, der er håndtegnet med pen. Emnet er homoerotik og Ignatius kan sit bagkatalog virkeligt godt. To små mænd taler sammen, men det er mestendels en monolog, som føres af den ene bebrillede lille mand. Når det bliver en reel dialog, er det kun fordi hans makker engang imellem siger ’fisk’, eller der kommer en boble ud ad hans mund. Eneste tidspunkt dialogen ophører er, når siderne mod slutningen af værket bliver hvide, fordi de to små mænd har kastet sig kyssende over hinanden.
Ignatius refererer til cruising og vi ser scener fra strande og en mand som knæler nøgen, mens han viser sit røvhul frem. Vi ser pikke i forskellige afskygninger, som fyrtårn, som hotdogpølser, som raketter, som bananer, som dyr, som Pinocchios næse, som forskellige fallossymboler, men mest af alt pikke i diverse tilstande. Der er en vis bramfrihed i tegnestilen, en tagen pis på sig selv. Samtidig er det også et meget fint værk, i den forstand, at det både antyder tegnemæssigt, men også går helt bersærk. Det er et værk, der kan rigtigt meget. Det er meget afbalanceret og sjovt, fordi det i den grad hviler i sig selv.
Massevis af referencer
Tegnemæssigt er det voldsomt, hvor dygtig teknisk Ignatius er. Han spiller på flader vs. dybde. Vi ser fx personer, mens vi bagved har forskellige ornamentikker kørende. Der er en forkærlighed for noget japansk. Både direkte japansk som i Hokusais The Great Wave off Kanagawa og en kimono-klædt mand, men også i japonisme-udgaven, hvor vi ser Klimts fascination af Japan gengivet i hans måde at male hår på. I klynger, der er helt taktile og næsten træder frem ud mod beskueren. I samme åndedræt ser vi også, og måske i endnu højere grad, hvordan Ignatius står på skuldrene af Schiele, med de benede ynglinge, som kigger selvbevidst direkte på os. Hvad glor du på?! Samtidig er der også noget meget cute, eller kawai, som man ville sige i Japan, over de to små mænds dialog.
Vandtematikken synes at gå igen qua cruisingen på stranden, fyrtårnene og fiskene. Den store bølge. Eller er det bare væsker? Eller den flydende verden, som de japanske træstik gengav? Der er også noget med processen fra haletudse til fisk. De forskellige stadier af udvikling, man skal igennem. Er der monstro noget med en fertilitet, der er uforløst, eller er det at strække den for langt? Fyrtårnet får mig igen til at tænke på Virginia Woolfs To the Lighthouse, hvilket igen får mig til at tænke videre til hendes værk Orlando, om en skabning, som igennem århundreder skifter køn, men vedbliver med at være den samme androgyne person.
Ignatius’ kroppe er som sådan faktuelle og ikke seksuelle. Jeg synes, kroppen er gengivet som vores fysiske gestaltning egentlig ret nøgternt. Tegneren viser seksuelle handlinger eller antyder dem, men han gør det på en meget matter of fact måde. Kroppen er i stand til at udføre seksuelle handlinger, men den er ikke seksuel per default. Det har jeg ret stor respekt for. Ignatius’ take på den mandlige seksualitet er også dejlig ligefrem, samtidig med at den er nuanceret. De to små forsigtige mænd, som taler sammen, forestiller sig forskellige repræsentationer af måder at være maskulin og seksuel. Minotauren på Kreta, den aggressive virilitet par excellence, ja, men også små forskrækkede koalabjørne eller skakternede ænder. Eller naiviteten selv i Le Petit Prince, som også får et tip med hatten.
Der er referencen til homokunstnerparret Gilbert & Georges’ pop art. Ironi ovenpå ironi.
Så hvis man har lyst til at få bombarderet sin hjerne med sjove, underfundige billeder, og er klar på selv at skulle gøre en relativt stor del af arbejdet som meddigter, så er det et genialt værk. Æstetisk er det i sig selv en stor nydelse. Personligt hoppede jeg på det udelukkende baseret på titlen!
