Tegneseriens svar på kryds-og-tværsen, Werner Wejp-Olsens ‘Inspector Danger’s krimi-quiz’, kender de fleste fra diverse ugeblade og aviser, hvor serien har kørt siden 1974. I hver stribe konfronteres Inspector Danger og hans assistent Alfie med en forbrydelse, som læseren skal opklare. Seriens bærende idé, at læseren skal agere detektiv, er for så vidt god, men….
Jeg havde mere end svært ved at fastholde koncentrationen, da flertallet af gåder er ualmindeligt fortænkte. Eksempelvis er der en overflod af mordgåder, der tager udgangspunkt i morderens venstrehåndethed. Dertil kommer, at det hele foregår i et stereotypt univers. Fordi der står en shampooflaske på badeværelset hos en skaldet mand, ved vi at en kvinde skjuler sig i hjemmet, for skaldede mænd vasker som bekendt ikke hår. Og de bruger slet ikke lugtevand eller køber afskårne blomster. Ligeledes er det et fældende bevis, at man(d) tager på hytteferie alene uden barbergrej. Lettere absurd al den stund, mange mænd netop undlader sådanne civilisationskrav når de praktiserer life in the woods.
Tegnestilen minder med sine endimensionelle figurer i et endimensionelt univers om Mort Walkers ‘Basserne’, ligeledes en serie med overskredet salgsdato. Stregen har ikke skyggen af personlighed og med de rette anvisninger kunne serien sikkert fremstilles på en fabrik i Nordkorea.
Én ting er at løse en quiz ugentlig når man cruiser gennem ugebladet, men 92 quizzer samlet i bogform er vist rigeligt for de fleste. I hvert fald for undertegnede.
Karakter: 2/5
Titel: Inspector Danger’s Krimi-quiz
Forfatter/tegner: Werner Wejp-Olsen
Forlag: Afart
Farve og form: Farver, softcover
Sidetal: 92 s.
Pris: kr. 160,-
ISBN: 978-87-92624-17-8
Udgivelsesår: 2011