Mårdøn Smet har smølfet smølferne i to nye smølfer.
Så er det smølfetid igen, dels med to nye albums fra Cobolt og en spillefilm med vaskeægte CGI-smølfer, dansk premiere d. 25 august. Det kække børnekoncept med de små blå nisser og deres vrøvlesprog, som fik sin egen serie i starten af tresserne, og siden har hærget i alverdens merchandise-afskygninger, nægter at gå på pension.
Det giver også god mening, hvis man læser de to nye albums. Der er tale om mere end en ren standardvare, om end det ikke helt er et klasseprodukt, som da serien var på sit højeste.
Smølferne har held til “bare” at levere endnu et par bind i serien, uden at læne sig tungt op ad nostalgien, og det bringer dem, på godt og ondt, i selskab med Anders And & Co. og andre evighedskoncepter som underholder stabilt, men bliver lidt kedelige og forudsigelige i længden.
Idéen med at lade den lykkeligt uvidende smølfelandsby blive udsat for noget af den menneskelige djævelskab, og derved gennem barnekammerets troldspejl, at kaste et kritisk sideblik på vores egen verden (som i ‘Smølf den store’ med diktaturet, og i ‘Smølfine’ med kvinder), er stadig gangbar mønt.
I ‘Tjenersmølferne’ er robotter temaet, de opstår ud fra et fromt ønske om at effektivisere det slidsomme i livet, men ender med at sende smølferne ned ad degenerationens landevej, mod det rene slacker-helvede.
Heldigvis får robotterne menneskelig bevidsthed og bliver onde, så kan man bekæmpe dem og det bliver så gjort som sig hør og bør.
Ikke den skarpeste satire, og emnet har set bedre tider, men jeg tror børnene er ligeglade.
I stedet kan de muntre sig med Ædelsmølfen, herefter kaldet Liderligsmølfen, der vildt savlende sniger sig til et kig på Smølfine helt uden en trevl på, under den nye robotiserede bruser.
Hvem siger det kun er japanerne der kan det der med at mixe børnetegneserier og sex?
‘Journalistsmølfen’ har lidt mere at byde på hvad angår det satiriske.
Sladderen går i Smølfetown, og da der ikke er offentlige informationer tilgængelige, kaster en af smølferne sig ud i at opfinde journalistikken, trykketeknikken og taloidpressen.
Han får sig i den forbindelse en fin hat, en rigtig gammeldags journalistbør, men det får ham nu ikke til at stikke synderligt meget ud.
Smølfernes gamle unisex/antisex-look, med ens hvidt tøj, er efterhånden ved at vige pladsen, for en myriade af ståhatte, stribede dragter og jeg skal komme efter dig, som vil kunne gøre enhver tysk legetøjsproducent stakåndet.
Det bliver selvfølgelig til mange barokke indslag om sladderjournalistik og paparazzivælde, men inden man kan nå at opfinde Side 9-pigen, blander troldmanden Gargamel sig i løjerne, og smølferne kan endnu en gang bruge deres fælles kræfter på at sende deres arvefjende til tælling.
Samtidig aflyser de den frie presse uden at det bliver alt for påfaldende, men hvad skulle de også bruge den til? Som Gammelsmølf siger: “Man lader dem bare smølfe i fred, og hvis de forlader den rette vej, skælder man dem ud, og så er alting smølf igen!” – ikke så meget pis!
Titel: Tjenersmølferne
Karakter: 3/5
Titel: Journalistsmølfen
Karakter: 3/5
Forfatter: Phillippe Delzenne og Thierry Gulliford
Tegner: Ludo Borecki og Pascal Garray
Oversættelse: Jens Peder Agger
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farver, indbundet
Sidetal: 48
Pris: Kr. 148
ISBN, Tjenersmølferne: 978-87-7085-428-3
ISBN, Journalistsmølfen: 978-87-7085-427-6
Udgivelsesår: 2011
Del på
