“Jeg kunne enten gå på pension eller komme med et modsvar.”
Dave McKean har siden 80’erne været en banebrydende kunstner og tegneserieskaber, med værker som Sandman, Cages, Violent Cases og Black Dog på sit CV. Han har aldrig været bleg for at prøve nye ting og nye teknologier af, men da han for nylig opdagede Midjourneys AI genererede billeder, var det alligevel noget af et chok. “Det var dét,” tænkte han. “Nu har ingen brug for illustratorer længere.”
I stedet for at gå i total panik gik han til tasterne og skabte på bare 12 dage bogen PROMPT: Conversations with AI. Et værk om og med billeder skabt af den kunstige intelligens, som på mange måder kommer til at ændre den verden vi lever i – også for kunstnere. For hvis alle kan lave alt, hvorfor så betale for en kunstner? Og hvad er kunst overhovedet, hvis der ikke er en menneskelig afsender på?
Det er nogle af disse spørgsmål vi kommer ind på i interviewet her. Som akkompagnement kan vi anbefale Radio Rackhams podcast om samme emne.
PROMPT kommer til salg igen via Dave McKeans hjemmeside snarest muligt.