Felix Kühn Paulsen anmelder Bryan Lee O’Malleys Scott Pilgrim, bind 5-6.
Så kom de sidste to bind af sagaen om Scott Pilgrim, og det er til fulde lykkedes at opretholde de foregående fire binds stemning og tone. Heller ikke kvaliteten er der sparet på. Godt at vi har fået Scott Pilgrim på dansk!
Stadig hylesjov
Meta-kommentarer er der stadig masser af, såsom den detalje at de sidste to ekskærester naturligvis er japanere. Men som man ellers kunne have troet i sådan en manga-look-a-like som Scott Pilgrim er, ja, så slås de slet ikke selv, men er sgu robotbyggere! Der sendes også en kommentar til problemet med at kende forskel på manga-karakterer (og japanere som sådan); det klares som bekendt med konsekvent at påføre birollerne ”labels” så vi bliver mindet om hvem de er. Seje referencer er der altså nok af, men der er også meget mere end det.
Mystiske spor
Fra første gang Ramona dukker op i bind 1, har der været noget mystisk ved hende, og det uldne fortættes i bind 5; med hendes ekstremt skiftende humør, håret som skifter længde, hendes underligt mørke øjne og ”gløden” om hendes hoved. At Ramona virkelig ikke er det klassiske, perfekte kærlighedsobjekt, ser man tydeligt i kampscenen i bind 5. Her må Kim narre Scott til at tro, at Ramona stadig tror på ham. Han mander sig op, og smadrer japanertvillingerne. Men derhjemme venter Ramona ikke med længsel på ham…
”Forandring…det er det vi får.”
Siger Ramona til Scott i slutningen af sagaen. Væk med den gamle drøm om blot at skulle løfte sig op på kærlighedens tinder, blive der og leve af kildevand og deslige. Ingen af dem egner sig dog godt til livet som par. Scott klamrer sig fast til sin barndom og nægter at ændre sig. Ramona frygter stilstanden og gør hvad hun kan for at svømme hurtigere end strømmen. Men faktisk minder de enormt meget om hinanden i deres forsøg på at flygte fra virkeligheden, og det står klart som blæk, da Ramona indrømmer, at hun brugte sin ”alene-tid i vildmarken” på at stene på nettet og se tv-serier. Perfekt match!
Mindernes kraft
Scott må tage kampen op med sit livs fejltagelser i form af Negascott. Og han taber. Man kan ikke ignorere sin ”Nega”. Man må tage fejltagelserne på sig og lære af dem. Nu kan han endelig huske alting klart. Han ved, at han elsker Ramona, men han ved også at han ikke fortjener hende. Før kæmpede han for at vinde hende, nu kæmper han for overhovedet at fortjene at kæmpe sammen med hende.
Mission accomplished
Sagaen om Scott Pilgrim vil det hele. Som der citeres bag på bind 6 ”Den skildrer vores tid. Og den har kungfu.” Og det er præcis sådan det forholder sig. På den ene side følger vi Scott på hans mentale vandring fra barn til voksen, Ramona og Scotts erkendelse af hvor hård en kamp parforholdet er og hvor meget de er nødt til at hjælpe hinanden i medgang og modgang. Samtidig illustreres følelseskampene som über-platte manga/computerspil/Hollywood -agtige slåskampe, og hver eneste side er gennemsyret af selvironi og distanceret meta-humor. Scott pilgrim vil være både seriøs og sjov, både cool og kærlig, både sød og sej. Og det lykkes hele vejen igennem. Jeg ville ikke blive overrasket over at se 15-årige drenge lege fægtning med ”Kærlighedens Kraft” og ”Forståelsens Kraft”. Den der ikke elsker Scott Pilgrim er både følelseskold og ”uncool”.
– Felix Kühn Paulsen Stud. Mag. Nordisk Sprog og Litteratur
LINK: Nummer9s rundbordssamtale om Scott Pilgrim
Faktaboks:
Karakter: 5/5
Værkets Titel: Mod universet (bind 5) / Stjernestund (bind 6)
Seriens titel: Scott Pilgrim
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Bryan Lee O’Malley
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Farve og form: Farve og softcover
Sidetal: 192 s. / 256 s.
Pris: 80 kr. / 95 kr.
ISBN: 9788792246202 / 9788792246219
Originalt udgivelsesår: 2009 /2010
Aktuelt udgivelsesår: 2010 /2010
Originalt udgivelsesland: USA
Aktuelt udgivelsesland: Danmark
Tilknyttede titler: Scott Pilgrim bind 1-4