Julegodter: Moto Hagios “A Drunken Dream”

Reply

Jeg har ikke læst A Drunken Dream, men dette handler også kun om anbefalingen:
Erik, hvordan forener du “en stærk kandidat til årets væsentligste manga-udgivelse” med “Niveauet er svingende. De ældste værker har overvejende historisk interesse, og titelhistorien er flot, men fortænkt.” og “Samlet set formår ”A Drunken Dream” ikke helt at retfærdiggøre serieskaberens ry”?

Er der vitterligt ikke kommet bedre manga end noget, der fortjener en tvetydig anbefaling, eller er det bare, fordi vi på Nummer 9 ikke læser det japanske skidt?
Eller er forklaringen, at du har det med Moto Hagio, som jeg har det med Lars von Trier: Han laver sjældent helstøbte mesterværker, men det er altid fascinerende at se, hvad han laver?

Selv har jeg læst utrolig lidt manga i år, så forklaring nr to passer her på mig…

Reply

Væsentligheden går i den her sammenhæng primært på Hagios historiske betydning. Det fik jeg nok ikke forklaret helt tydeligt nok. Som nævnt står Hagio som en af mangaens allerstørste fornyere, og i dén forstand er det meget væsentligt, at vi nu har adgang til et tværsnit af hendes produktion på engelsk. “Væsentligste” er i dén sammenhæng ikke ensbetydende med “bedste”.

I forhold til kvaliteten, så er sammenligningen med Lars von Trier faktisk ikke skæv. F.eks. bliver en historie som “Iguana Girl” (der i øvrigt bærer interessante lighedstræk med en klassisk Hideshi Hino-historie) en anelse firkantet for min smag – dens symbolik lovligt overtydelig på en egentlig ganske Trier’sk facon – men den er ikke desto mindre uhyre interessant, og mange anmeldere har fremhævet den som et mesterværk.

Reply

Jeg enig i, at opsamlingen ikke er helstøbt topklasse, men alligevel uenig i lunkenheden — selv de mere banale historier klinger følelsesmæssigt rent for mig, hvilket vel er hovedsagen, og “Hanshin Half-God” er i sig selv et mesterværk.

“Iguana Girl” synes jeg ikke er så entydig som du gør det til — den kommer virkelig ind under huden på sin hovedpersons fremmedgjorte forhold til sin mor, og til en vis grad også vice-versa, og spiller for alvor trumf da hun selv får en datter. Jeg synes det er en virkelig god historie.

I øvrigt: hellere Triers mangel på helstøbthed, end stort set alle andre nutidige filmskaberes opnåelse af samme.

Reply

Mit problem med “Iguana Girl” er primært, at Moto Hagio bliver ved og ved og ved med at forklare os, hvad der foregår. Historien rummer f.eks. alt for mange scener, hvor leguanpigen overfuses og forsømmes af sin mor – det halve havde efter min mening været rigeligt for at kommunikere Hagios budskab.

Lidt som i “Angel Mimic”, hvor titelfiguren ævler om vinger og evolution, til man som læser får lyst til at snerre “alright! I get it already!” af sin hardback Hagio-antologi 😉