Bryan Lee O’Malley har med sin graphic novel, ”Seconds”, nærmest gjort det umulige: Han har fulgt sin kæmpesucces med ”Scott Pilgrim” op med en (måske) endnu bedre tegneserie. Så meget for den svære 2er.
Eller rettere: Den svære 3er. For O’Malleys første tegneserie er jo ”Lost at Sea”, som bestemt også er et besøg værd. Debutværket vil forberede læseren på, at ”Seconds” SLET ikke er Scott Pilgrim. Hvor den seks bind lange saga om slackeren Scott, der skal bekæmpe sin udkårnes seks onde ekskærester i en række computerspilsagtige kampe til døden, var en blanding imellem amerikansk indie, japansk manga med godt gang i fartstriberne samt musiknørderi og gamerkultur, så var ”Lost at Sea” en mere indadvendt, poetisk affære om en pige, der var overbevist om, at hendes sjæl var blevet stjålet af en kat. Efter seks bind med Scott Pilgrim er det let at glemme, at O’Malley også engang har lavet en poetisk pigetegneserie (hvis man må kalde den det).
Men nu bliver vi alle sammen mindet om det, da ”Seconds” i allerhøjeste grad minder mere om ”Lost at Sea” end ”Scott Pilgrim”. Og så alligevel. For blandingen af hverdag og magiske elementer går igen her – præcis som i ”Scott Pilgrim”.
Katie er sidst i tyverne. Hun arbejder som chefkok i restauranten ”Seconds”, og selvom alle ved, at hun er ved at åbne sit eget sted, så er hun stadigvæk bossen. Mest fordi hun er en lidt skrap og skræmmende lille dame. Det burde køre som smurt i olie for Katie. Men den nye restaurant er fanget i et håndværkerhelvede, Katies ekskæreste dukker uventet og uvelkomment op, og så kommer en af servitricerne ud for en alvorlig arbejdsulykke. Det er mere, end Katie helt kan klare.
Men så sker der magiske ting. En hvidhåret pige med røde øjne dukker op i Katies soveværelse med et sæt instruktioner: Skriv din fejltagelse ned på et stykke papir, spis en mystisk svamp (som er dukket op i Katies skuffe) og læg dig til at sove. Katie gør, som der bliver sagt, og dagen efter er verden pludselig forandret. Hendes fejltagelse er slettet. Katie har altså fået en magt over sit eget liv og verden, og den slags har det jo med at stige os mennesker til hovedet. Og det kan man vist roligt sige, at det gør. Alting har dog en pris…
I virkeligheden handler det naturligvis ikke om magi. Ligesom Scott Pilgrim ikke handlede om at kæmpe til døden, ekstraliv og ninjaer. O’Malley bruger de fantastiske elementer til at fortælle en hverdagshistorie på en mere farverig måde. Hvad for en lektie, Katie lærer i ”Seconds” skal jeg ikke afsløre, men den er banal. Hvilket O’Malley med det samme sørger for at fortælle os, at den er. Sådan er det nu engang med livet og erkendelse. Banalitet kan stadigvæk godt være sandhed – også igennem et filter af postmoderne ironi.
Men indpakningen. Hold da fast. Tegningerne er fremragende, og man mærker tydeligt, at O’Malley er gået et level op (for nu at bruge en Scott Pilgrimsk gamerterminologi) siden sidst. Stilarter blandes i et flot mylder. Fra detaljerede billeder af mad til melankolske bylandskaber, der (næsten) ville være Chris Ware værdige. Figuren Katie er barnligt tegnet i en mangainspireret chibi-stil, imens resten af persongalleriet er noget mindre cartoony og tegnet i den stil, man også kender fra birolleensemblet i Scott Pilgrim. Katie er ikke rigtigt blevet voksen endnu, siger O’Malley med det barnlige design af sin hovedperson. Og godt det samme, for så havde der ikke været meget historie at fortælle. Persontegningerne er et skridt fremad for O’Malley, som især i andet bind af Scott Pilgrim havde lidt problemer med at designe personer, der kunne skelnes fra hinanden. I “Seconds” har alle personerne deres eget helt særlige udseende, og man farer aldrig vild.
Og for det ikke skal være løgn, så er farvelægningen intet mindre end fremragende. Hovedsageligt holdt i efterårsfarver, der matcher Katies hårfarve. Når revisionerne i Katies virkelighed illustreres er det med et filter hen over farverne, der får det hele til at ligne et falmet, tegnet polaroidbillede. Det er enkelt, men smukt realiseret. Der arbejdes også med stærke kontraster imellem de varme brune og røde farver og så dunkelt blåt og sort. Der er noget mørkt, der er ved at snige sig ind i Katies liv, og det rammer den visuelle side af ”Seconds” som vinter over et varmt efterårslandskab. Der er en stoflighed over farvelægningen, som man ikke skal tage for givet i disse tider med computerfarvelægning.
”Seconds” er mere enkel end Scott Pilgrim, og O’Malleys insisteren på at banke en banal pointe igennem, fordi det er den RIGTIGE pointe, er både selvsikker og modig. Nogen læsere vil nok blive irriteret over hans egen ironiske distance til dette valg, men jeg grinte højt og længe.
Jeg var grebet og oprigtigt interesseret i Katies skæbne på trods af (eller på grund af?) alle hendes personlighedsbrister, og det er velsagtens det mest positive man kan sige om en fortælling. Har jeg noget NEGATIVT at sige? Faktisk ikke. Og selvom ”Seconds” måske ikke kommer helt op på den allerøverste hylde i tegneseriebiblioteket, så vover jeg alligevel pelsen og tildeler den en bette topkarakter. Hvorfor? Fordi jeg elskede hvert eneste sekund af ”Seconds”, og fordi O’Malleys selvsikkkerhed som tegneseriefortæller er vokset med flere 100 procent siden sidst.
Og fordi jeg ikke ønsker at vågne op i morgen og tænke: ÅH, NEJ! Jeg skulle have givet den max gas i den anmeldelse! Jeg har ikke en skuffe fuld af svampe…
Karakter: 5/5
Titel: Seconds
Forfatter/tegner: Bryan Lee O’Malley
Forlag: Ballantine Books (USA) /SelfMadeHero (UK)
Farve og form: Farve, indbundet
Sidetal: 323 sider
Pris: Cirka 199 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-1906838881
Udgivelsesland: USA
