”Otto – Nonchalangelo” af Anders Brønserud
Den nye samling af Brønseruds Otto-striber, ”Nonchalangelo”, læses med blandede følelser – der er lige så mange småsten at finde, som der er guldkorn at hente.
Den originale danske stribe, Otto, er en lille pantomimetegneserie med et stilrent og formfuldendt udtryk: fire paneler uden tekst og en letgenkendelig hvid, kugleformet ’hovedperson’ i et kulsort univers.
Otto er ikke en hovedperson i traditionel forstand. Han har ikke en fast defineret identitet, men er snarere et lille tykt tomrum, som fyldes med forskellige karaktertræk. Sommetider er Otto frastødende og amoralsk, andre gange er han charmerende og elskelig. I én stribe vinder en lykkelig Otto i tennis og rækker hånden ud for at trykke sin modstanders, hvilket blot føjer spot til skade, da modstanderen viser sig at være armløs. I en anden forlader en lettere vrissen Otto sin bog og sin varme plads under tæppet i lænestolen for at gå tur med sin kæleskildpadde i regnen.
Otto-striberne fortæller heller ikke en almindelig historie. Nogle striber udtrykker små eksistentielle problemstillinger – som da Otto glædes ved at så, opdyrke og høste sin kål, men væmmes ved at spise den. Andre striber udfolder hverdagslige, semiotiske absurditeter – som da Otto trængende løber ind i et lille træskur med en hjerteformet udskæring på døren, og kommer ud dækket af læbestiftskys. Striberne er små visuelle ordspil, om man vil, som Otto er agent for.
Oftest bliver en velkendt situation præsenteret på de tre første paneler, mens fjerde panel er en uventet eller decideret ulogisk pointe, som stiller situationen i et nyt lys. Eksempelvis jager og fanger Otto en sommerfugl i sit net, men i stedet for at nåle den i en kasse, steger han den til middag.
Som eksemplerne viser, er der enkelte guldkorn blandt Otto-striberne, og når serien fungerer bedst, rammer Brønserud plet med sine visuelle ordspil, og humoren er ikke ulig Radisernes eksistentialisme i børnehøjde.
”Otto – Nonchalangelo” fremkalder aldrig det højrøstede grin, men til tider det stilfærdige smil. Problemet er, at for hver stribe, der vækker et smil, er der én, der blot mystificerer. Det er ikke altid til at udgrunde, hvorfor lige netop denne eller hin absurditet pryder siden. Jeg fyldes f.eks. med undren, når Otto spiller klaver og derved vækker en mand, der sover i klaveret, og når Otto står op om natten for at fodre sin kæleand.
Hvis hæftets udvalg af striber var blevet siet lidt bedre, så småstenene blev sorteret fra, og kun guldkornene var tilbage, ville jeg nok være mere tilbøjelig til at råbe: ”Heureka!” Der er noget umiddelbart tiltalende ved udgivelsen, som den foreligger, men læsningen er en blandet oplevelse.
Allan Buhl Madsen
Karakter: 3/5
Værkets Titel: Otto – Nonchalangelo
Seriens titel: Otto
Forlag: Forlaget Forlæns
Forfatter/tegner: Anders Brønserud
Farve og form: s/h og paperback
Sidetal: 96 sider
Pris: 50 kr.
ISBN: 978-87-91611-20-9
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
Tilknyttede titler: Otto – Memento moro, Otto – In absentia, Otto – Jacta Est
