Neal Adams 1941-2022

Reply

Morten! Kim! Goddag –

Naturligvis er det på sin plads, at I har lavet et afsnit om Neal Adams, og den indeholdt da også så mange detaljer og reminiscenser, at man sidder hér er og blir’ helt rørstrømsk og sentimental. Men som Morten siger (og derved lige bringer det hele lidt ned på jorden): – manden havde et langt, arbejdsomt MEN frugtbart liv. Til hvilket jeg vil tilføje at 80 år altså er en slags alder.
Jeg blev især glad ved, at Morten fremhævede den sekvens i “Deadmans” ankomst til Nanda Parbat (det kunne ha’ været K’un Lun, Shamballa eller Shangri-La – forskellen er ens), med den ekstruderede tekst: “HEY A STERANKO EFFECT” indgår som grafisk element. For jeg husker tydeligt, da jeg så det opslag, at jeg vidste der var “et budskab” i den grafik. Og det tog mig syv lange&bredde at finde ud af, hvordan faen jeg skulle kunne læse det. Men så huskede jeg – fordi jeg faktisk har gjort udi tegning, maleri og grafik – at netop Neal Adams gjorde ud i “perspektivistiske forkortninger” (hvilket I er inde på. Så ekstruderinger forkorter man ved, at forkorte perspektivet (id est: kig på opslaget fra en spids vinkel).
Netop de forkortelser i perspektivet er I jo inde på, og jeg har konstateret at der er én figurpositur, som Adams holder så meget af, at han bruger den igen og igen (Batman, Deadman, X-men, Inhumans m.fl.): – Figuren set skråt nedefra, bagfra, således at – med forlov – bagdelen stikker ud af billedet, benenes muskulatur er fremhævet, armene støtter længere inde i mellemgrunden, og ansigtet/hovedet “peger frem” mod fjenden i baggrunden. (Det er fandme svært at forklare uden en illustrativ illustration) 🙂 For short: “Frøperspektiv”.

Ihvertfald to opslagsværker fra sen-70erne – danske og hele molevitten – fremhæver at Adams’ store bedrift er at bruge Batmans kappe som et grafisk element.
I “Masque of the Bronze Tronix” vedgår Bill Sienkiewicz arven, med en skitse af en nealadamsk “Conan”, der – set fra ryggen – kværker én eller anden bedsteborger. Og taleboblen lyder: ” – When the fanboy comes out, you just have to **”

Noget for mig ret besynderligt er, at jeg stødte på Adams første gang allerede da jeg seks-syv år, hvor jeg “havde fået fingrene i” et tegneseriehæfte (hvilket ellers var bandlyst i mit hjem – forældrene havde fået Tørk Haxthausen intravenøst). Og det var et afsnit af “Wildcat” – en figur der vel lever en umådelig kummerlig tilværelse, nu om dage, men som virkelig overskyggede min faible for Batman. Først senere – når man er blevet gammel og blasert – opstår spørgsmålet om ikke Wildcats maske er en smule latterlig.
Men jeg har den stadig i laset løsbladsformat, og jeg fryder mig stadig over, at den er fuldfed Neal Adams.

Derfor kan jeg kun takke for en fantastisk podcast om Neal Adams

Bedste hilsner, Henning

Reply

Tillægsspørgsmål:
I M. Night Shia-jeg-skal-komme-efter-digs “Unbreakable” møder ´vi´ “Mr. Glass”, der viser noget “original coverart” til Bruce Willis.
Disse “originals” bærer i høj grad præg af en adamsk streg. Og nu har jeg virkelig nærlæst rulleteksterne i den film, men jeg kan knageme’ ikke se nogen “credit” for de tegninger.
Ved nogen noget om det forhold?

mv H

Reply

Tak for ordene, Henning!

Nej, jeg ved desværre ikke, hvem der tegnede til Unbreakable.

Reply

Hej Morten & Kim. Jeg er så begejstret for den Ping Pong, der er mellem jer, når I diskuterer de store tegneseriehelte og de store tegneserieskaberhelte, som har givet os nørder så mange gode timer, i sær i barndommen og ungdommen; men bestemt også i voksendommen. Skønt jeg var en Fart og Tempo nørd, blev jeg tidligt indtaget af Neal Adams streg. Retrospektivt kan jeg godt se, at det hang sammen med det, som Morten også flere gange er inde på, faktum, at han kom fra reklametegner “skolen”, ligesom giganter som Alex Raymond, Austin Briggs (Åh, nyd hans illustrationer via google) og en tidlig Dan Barry. I Frankrig dyrkede tegnere som Raymond Poivet og Paul Gillon samme stil. Det drejede sig om fantastiske dynamiske og anatomisk korrekte tegninger, samtidigt med at både blyantstegninger og tuschtegninger flød så let og elegant over det gode, gamle analoge papir. Jeg har en forkærlighed for den tids tegnere, fordi de var de rene ekvilibrister på både skitse- og rentegningsstadiet. Efter at Neal Adams skiftede fra Ben Casey, blev hans streg stille og roligt, som I også er inde på, dog mere og mere “overdreven”. Hans personer begyndte at indtage højst “teatralske” positurer. Og skønt Neal Adams stadig var en formidabel tegner, beredte han dog også vejen for nogle af halvfemsernes mindre heldige fænomener (Image bl.a.). Men tak for et vidunderligt podcast om en af tegneseriens Giganter.

Reply

Stan Drake, som I også er inde på, var også en af de store illustratorer fra en svunden tid. Hans “The Heart of Juliet Jones” og den langt senere “Kelly Green” var, og er, vidunderligt tegnede!