Sweet Jayne Mansfield
Man bliver ikke i udpræget godt humør af at læse tegneseriebiografien om skuespiller Jayne Mansfield, der skød brysterne frem for at komme til tops i Hollywood, men efterfølgende sank til bunds som en sten.
Sweet Jayne Mansfield følger hende fra barndom til dødsdagen i en alder af kun 34 år. Allerede på side tre dør hendes far, da Jayne er tre år gammel, hvilket man nok kan spinde en del ender over, da hun i stort set resten af sit liv forsøger at tiltrække sig det mandlige blik.
Efter en biograftur vil hun være stjerne ligesom den kvindelige skuespiller i filmen, men moren slår det hen med spørgsmålet: ”Er du sikker på, at du er smuk nok?”. Så er det i hvert fald tidligt sat på plads, hvad der skal til for at slå igennem som kvinde. Ambitionen vil dog ikke dø hen, den udvikler sig tværtimod i takt med Mansfields krop. Hun lærer hurtigt, og på den hårde måde, hvad mænd kan og vil bruge kvinder til i det amerikanske samfund anno 1950’erne. Så selv om hun både bliver gift og mor som 17-årig, brænder ambitionen om Hollywood stadig.
Nu er det jo ikke en hemmelighed, at Mansfield lykkedes på det hvide lærred, primært i rollen som ”dum blondine” a la Marilyn Monroe. Som den nøgterne og alvidende fortæller, der løbende henvender sig direkte til afdøde Mansfield, konstaterer, opdager hun de tre nøgler til at blive en stjerne: affarvet hår, slankekur og en torpedo-bh.
Derfra starter succesen, der på det nærmeste har en udløbsdato indskrevet allerede. For hvor længe kan hun holde fast i ”the male gaze”, før den næste kvinde træder ind på scenen? Yderst sigende står der ikke navn på Mansfields stol på settet. I stedet udstilles hendes kropsmål: 40-21-35½. Hun er i Hollywoods øjne sin krop og ikke så meget mere.
Forfatter Jean-Michel Dupont og tegner Roberto Baldazzini fortæller (nogenlunde) diskret om, hvad Hollywood ønskede af sine kvindelige stjerner, og hvad det krævede af dem, hvis de ville rykke helt frem i køen. Jo, der er noget bart kød hist og her, ellers kunne man nok ikke fortælle historien om Mansfield fyldestgørende, men Baldazzini svælger ikke i hendes krop. Til gengæld taber mændene konstant kæben som savlende køtere, når de får øje på den. Dupont og Baldazzini dømmer heller ikke, de nøjes med at konstatere, hvordan det har forholdt sig, så må læseren selv tænke sit med eller uden #MeToo-brillerne på.
Med kronologiske nedslag løber Dupont og Baldazzini hendes karriere igennem med nedslag i de store højdepunkter og de dybe bølgedale … eller måske nærmere barmedale i dette tilfælde. Vi er med på basinkanten, da hun kupper en fotoseance for Jane Russell ved at kaste sig i poolen og ”tilfældigt” kommer til at blotte sit ene bryst. Eller da Sophia Loren kommer til USA, men taber fotografernes opmærksomhed til Mansfield, der har taget en så nedringet kjole på, at Loren efter eget udsagn var bange for, at brystvorterne ville vælte ud på tallerkenen.
Åh nej, der røg en strop under svømmeturen, lige da alle fotograferne var samlet!
I det hele taget overdriver Mansfield sine attributter i en sådan grad, at det hurtigt bliver hendes akilleshæl. Når man først har solgt ud og vist det hele frem én gang, hvad skal man så gøre den næste? Da drømmen om succes er opfyldt, hun har stået øverst på plakaten, Mister Universe er kapret, og hun er rykket ind i sit Pink Palace, begynder nedturen. Ikke så småt, men for fulde gardiner. Det bliver et kapløb om, hvor meget man kan sælge ud, og hvor lavt man kan synke. Sweet Jayne Mansfield er med hele vejen frem mod den triste afslutning.
Dupont og Baldazzini har lavet tegneseriens svar på filmens biopic, der vægter det tragiske element, uden at det på noget tidspunkt går op for hovedpersonen selv. Den tørre fortællerstemme er dog ubarmhjertig i sin fremstilling af Mansfield. For hvor er det trist at følge, og hvor er det et spild af talent, når den efter eget udsagn hyperintelligente Mansfield konsekvent reducerer sig selv til et par bryster, fordi det er vejen til succes. På den måde er der også vink med en vognstang til vor tids reality- og talentprogrammer, der reducerer hvem som helst til at kunne bage en kage, synge en sang, overleve i ødemarken, lave intriger på en ø eller andre mindre livsvigtige ting.
Mit eget kendskab til Mansfield var på forhånd perifert. Er man allerede bekendt med hendes historie, vil der næppe være meget nyt at hente. Dupont har valgt en traditionel og kronologisk tilgang med punktnedslag gennem hele hendes liv. Baldazzini illustrerer det i en forenklet realistisk stil med en klar og tydelig streg, der bliver lidt kedelig i længden, selv om den samtidig illuderer den forfladigende pinup-stil, der var afgørende for Mansfields karriere. Til slut er der ikke mindre end fyrre sider med skitser fra Baldazzini og magasinforsider, fanzines, postkort med mere, så man kan se, hvordan Mansfield tog sig ud i samtiden. Sweet Jayne Mansfield er, trods hendes triste skæbne, en ganske underholdende biocomic, der råt for usødet opridser hendes korte liv.
