Sorte historier
Titlen lyver ikke. Det er et ualmindeligt sortsynet menneskesyn, der breder sig over siderne i Alfonso Fonts Sorte historier. Så sort, at man lige må trække vejret undervejs.
Sorte historier fra Tegneseriekompagniet er halvt tegneserie og halvt et hyldestalbum med artikler om Font og eksempler fra hans karriere. De første 46 sider er de Sorte historier, 15 to-siders og tre længere, alle tegnet tilbage i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. I disse udstilles menneskets mest grusomme sider, så det nærmest burde starte med teksten ved indgangen til Dantes helvede: Her lades alt håb ude.
Ifølge Font er vi mennesker tilsyneladende hensynsløse, egoistiske og uden nogen form for empati med vores medmennesker. Læg dertil, at Font er grænsesøgende i sin udpensling af vores race som en lang række af dumme svin. Undervejs må man lige lægge Sorte historier til side og trække vejret, før man er klar til at fortsætte.
Et par eksempler:
I Kandidaten prøver en nervøs torturbøddel at få et par til at tale. Det inkluderer bambuspinde under fingerneglene og afrivning af en brystvorte i closeup, så blodet sprøjter. Det bliver for meget, ikke alene for læseren, men også for bødlen, der kaster op i væmmelse. Til sidst går det op læseren, at der har været tale om en ansættelsesprøve, som kandidaten er dumpet.
I Teknisk fejl roses en dødsdømt for at være en fornøjelse at samarbejde med, da han uden at kny placerer sig i guillotinen. Desværre stopper bladet et par centimeter nede i dekapiteringen. I stedet ender det i en blanding af halshugning og kvælning. Én bøddel må hive i den dødsdømtes hoved, imens en anden trykker af al kraft på bladet, og afslutningsvis flyver hovedet afsted.
Font holder sig hverken tilbage i tekst eller tegninger for at chokere læserne mest muligt. Det er voldsomt, det er ulækkert og det er undertiden chokerende, men mest af alt bliver det i længden deprimerende sortsynet uden noget håb. Mennesket er i Sorte historier et ubarmhjertigt væsen.
Der ér en vis portion humor undervejs, men det er af den allermest kulsorte slags. Som når torturbødlerne i Teknisk fejl joker med, at de ikke må ”miste hovedet”, selv om det ikke går som planlagt. Eller når en overivrig general, efter sin peptalk til soldaterne om, at de uden nåde skal dræbe deres fjende, bliver skudt af selvsamme soldater. Sidstnævnte kan måske ses som en lille hyldes til Franquins Sorte sider, som albummet langt ude er i familie med, men uden dennes humanistiske touch. Der er også et vist slægtskab med aktuelle Carlos Giménez, der på samme vis formår at skabe billeder, der brænder sig fast på nethinden. Giménez’ tegneserier er dog historisk og personligt forankret på en måde, der gør dem ekstremt nærværende i modsætning til Fonts mere distanceskabende.
Uafladeligt går Font tæt på i skarpe og skæve beskæringer, så intet overlades til læserens egen fantasi. Hans streg beskrives på glimrende vis af Martin Lodewijk: ”På en eller anden måde fik hans stil noget spontanitet – en nærmest skitseagtig kvalitet. Som om han bare kastede det op på siden.” Det er lige præcis sådan det ser ud, indtil man ser Fonts skitser til de færdige tegninger.
Dermed er vi ovre ved den anden halvdel af udgivelsen. Her får man en blanding af hyldesttekster og analyser af Fonts tegninger og historier fra hans agent samt fire kolleger. Det bliver mest interessant, når den næsegruse beundring lægges lidt til side, og de fokuserer på, hvad der specifikt gør Font til noget særligt. Det gælder førnævnte Lodewijk samt Sergio Bleda, der fortæller levende om fonts måde at tegne regnvejr på. Ligeledes er Manuel G. Quintanas lange artikel fra 1982 interessant, når den går i detaljer med Fonts temaer. Imellem hver af de fem artikler er der lidt skitser, men primært helsider fra Fonts øvrige tegneserier, hvoraf enkelte af dem tidligere har været udgivet på dansk, det gælder for eksempel Stjernernes fange 1-3 udgivet af Interpresse tilbage i 1980’erne.
For et par år siden udgav Tegneseriekompagniet Aloma 1 af Font, men siden har der været stille. Om Sorte historier er hans vej til et gennembrud på dansk, vil tiden vise. Den fungerer godt som et introducerende værk i kraft af sin afsluttende halvdel. Dertil kan Font noget, når det kommer til at chokere sine læsere, hvilket med al grusom tydelighed kommer frem i den første halvdel.
