NEDSMELTNING d. 4 maj annoncerede bestyrelsen i Dansk Tegneserieråd, at de pr. 2 september i år træder tilbage i flok. Det er en eksistentiel krise for græsrodsorganisationen, som i sine 11 leveår har stået fadder til etableringen af tegneserieuddannelsen på Animationsskolen i Viborg, Ping-prisen, Nummer9, Bogforum Comics og meget andet. Radio Rackham tager en snak med to af de afgående bestyrelsesmedlemmer og det går ikke stille af sig.
Næstformand, bibliotekar Morten Langkilde og bestyrelsesmedlem John Kenn Mortensen, som til dagligt er tegner, taler med Rackhams Thomas Thorhauge, medstifter af Tegneserierådet i 2009 og formand dets første fem år, Matthias Wivel, ligeledes medstifter og forhenværende bestyrelsesmedlem, samt Frederik Storm, som i sin tid designede organisationens logo.
Bølgerne går særlig højt i diskussionen af diverse splittelser i det danske tegneseriemiljø, men også andre presserende problematikker vendes, ikke mindst spørgsmålet om hvorfor bestyrelsen valgte at trykke på den røde knap. Billedet der tegner sig er af en frustreret, metaltræt bestyrelse, hvis passion for tegneserier dog fortsat er intakt, men også af en organisationsform, som det er vanskeligt at opretholde udelukkende på ildsjæles blus.
Vi kigger på Rådets historie, succeser og fejltagelser og på de pt. mest presserende indsatsområder: Tegneseriemuseet i Danmark, alias Anders Hjorth-Jørgensens samling, som i 2012 blev indlemmet i samlingen på Storm P.-museet ved Tegneserierådets mellemkomst, men som Frederiksbergmuseerne nu har besluttet sig frasortere i flugt fra en aftale, alle parter ellers troede var bindende; Ping-prisen, uddelt årligt siden 2012 men nu også udfordret af en afgående organisationsgruppe, og meget andet — ikke mindst, den langsigtede plan om at oprettet et statstøttet sekretariat, der ville kunne sikre kontinuitet i den evigt omskiftelige danske tegneseriekultur.
Hvad er fremtiden for Dansk Tegneserieråd? Hvordan ser det ud med den overordnede vision om at institutionalisere dan danske tegneseriekultur? Hvem løfter handsken og gør fremtidens arbejde? Lyt med, reager og engager dig!
DEN DANSKE TEGNESERIE HAR BRUG FOR DIG!
Lyt her via SoundCloud eller hent udsendelsen på Spotify, iTunes, Google Podcasts eller Podimo. Radio Rackham er også på Instagram og Facebook. Det oprindelige Rackhams arkiv kan tilgås her. En særlig tak til Anders Schunk, som generøst har bistået udstyrsupgrade og skud til DJ Cars10 for musikken.