Fremtiden for Dansk Tegneserieråd er uvis efter hele rådets bestyrelse har valgt at fratræde i samlet flok.
Det er år og dage siden, at Dansk Tegneserieråd sidst har givet lyd fra sig – bogstaveligt talt. Sidst var i slutningen af maj 2020, da sidste års generalforsamling grundet corona-nedlukning blev henvist til en slags online-afvikling via rådets nyhedsbrev.
At der har været helt stille omkring tegneserierådet skyldes imidlertid ikke kun nedlukningen, men også at rådet som helhed har befundet sig i en eksistentiel krise. Det fortæller bestyrelsen i et netop udsendt nyhedsbrev, hvor der blandt andet står om krisen:
“Dette har resulteret i et frustrerende uproduktivt arbejdsmiljø, og frem for at bevare et ufrugtbart status quo, har vi i den nuværende bestyrelse derfor valgt at gå samlet af for at give plads til nye kræfter.”
Hør Radio Rackham seneste podcast om Dansk Tegneserieråd her.
Rådets største mærkesag blev tegneserieuddannelsen
Dansk tegneserieråd blev stiftet den 26. marts 2009 ved rådets første generalforsamling i kulturhuset den gule villa, hvor mere end 70 tegneserieinteresserede var dukket op. Et deltagerantal som ingen af rådets efterfølgende generalforsamlinger har kunnet mønstre.
Særligt de første år fart var der fart på de udadvendte initiativer fra Dansk Tegneserieråds side, og i flæng kan blandt andet nævnes tegneseriebeats, udgivelsen af en årlig statusrapport, genoplivningen af Pingprisen samt etableringen af en række samarbejder med Nummer 9, Storm P Museet, Copenhagen Comics med flere.
Dansk Tegneserieråds nok største mærkesager var etableringen af en tegneserieuddannelse i Danmark – et projekt der blev arbejdet på i tæt samarbejde med VIA University College i Viborg. Og et projekt der lykkedes i 2012 hvor uddannelsen Professionsbachelor i Grafisk Fortælling etableret og allerede året efter kunne tage imod det første hold studerende.
Har dansk tegneserieråd en fremtid?
Dansk Tegneserieråds bestyrelse fortæller i nyhedsbrevet, at de ved at gå af samlet håber at give plads til nye visioner og ideer: “Vi håber meget på at der træder nogle seje, nye bestyrelsesmedlemmer til, som har mod på at realisere foreningens sande potentiale.”
Dette potentiale kunne ifølge bestyrelsen for eksempel være, at rådet blev redefineret som en politisk forening, der skal repræsentere den samlede danske tegneseriebranche. Rådets rolle kunne også være at facilitere et stærkere samarbejde mellem de mange aktører i branchen. Eller fokus kunne lægges på at skaffe økonomiske midler og støtte projekter til gavn for den danske tegneseriebranche.
Det er selvfølgelig også nærliggende at spørge, om der overhovedet behøver at være en fremtid for dansk tegneserieråd – eller om foreningen gennem de sidste mange år har mistet så meget momentum, at der er behov for en anden tilgang for at løse rådets største og ikke helt realiserede ambition; at institutionalisere tegneseriekunsten i Danmark.
Dansk Tegneserieråd fremtid bliver afgjort den 2. september, hvor årets generalforsamling planlægges afholdt på LitteraturHaus på Nørrebro i København. Her skal der så enten vælges en ny bestyrelse, eller afholdes en afstemning om at nedlægge foreningen.
Hele nyhedsbrevet fra Dansk Tegneserieråd kan læses herunder:
Bestyrelsen takker af
Du har ikke hørt meget fra Dansk Tegneserieråds bestyrelse det seneste år, og det beklager vi meget. Selvom pandemien har været en del af grunden, så skyldes det også at vi har befundet os i lidt af en eksistentiel krise. Dette har resulteret i et frustrerende uproduktivt arbejdsmiljø, og frem for at bevare et ufrugtbart status quo, har vi i den nuværende bestyrelse derfor valgt at gå samlet af, for at give plads til nye kræfter.
I dette nyhedsbrev kan du læse mere om vores bevæggrunde for denne beslutning, om de projekter der mangler hænder, samt en invitation til den kommende generalforsamling.
Den fraværende vision
En del af problemet bunder i, at vi har set stor udskiftning i bestyrelsen i de seneste par år. Hele den gamle garde der startede foreningen med stor succes, var væk, og med dem mistede vi meget kostbar erfaring. Den forholdsvis nye bestyrelse havde derfor en stejl læringskurve for at få den daglige administration til at fungere. Da vi havde nogenlunde styr på det, spurgte vi os selv, hvilken funktion Dansk Tegneserieråd (DTR) burde have i fremtiden. Vi manglede i høj grad en vision og en strategi at arbejde efter. Det har været frustrerende at opleve, hvor mange gode projekter vi tabte på gulvet, fordi vi som bestyrelse på 8 mand hele tiden kom til at gabe over mere end vi kunne sluge. Vi har derfor brugt det sidste år på at skære vores ambitioner ned, og indskærpe os formålet med Dansk Tegneserieråd. Vi diskuterede mange muligheder. Er vi en politisk forening der skal repræsentere den samlede danske tegneseriebranche udadtil? Skal vi facilitere et stærkere samarbejde imellem de mange aktører i branchen? Bør vi fokuserer på at skaffe økonomiske midler, så vi kan støtte projekter til gavn for den danske tegneseriebranche?
Ideerne var mange, men vi blev ved med at vende tilbage til et grundlæggende problem: DTR er meget langt fra at repræsentere den samlede danske tegneseriebranche sådan som foreningen er struktureret nu. Den danske tegneseriescene er stadig unødvendigt fragmenteret, og vi føler ikke at DTR har meget eksistensberettigelse, hvis ikke den inkluderer og repræsenterer alle organer i branchen.
De seneste par års udfordringer, har desværre betydet at bestyrelsens energi er brændt ud lidt hurtigere end forventet, og vi føler ikke længere at vi er de rette til at løfte den omstrukturering det kræver for at gøre foreningen relevant igen. Vi har derfor besluttet at gå af samlet, for at give plads til nye visioner og ideer.
Vi håber meget på at der træder nogle seje, nye bestyrelsesmedlemmer til, som har mod på at realisere foreningens sande potentiale. Vi ved at det bliver en stor opgave, men den nye bestyrelse har vores velsignelse til fortsætte arbejdet hvor vi slap det, eller at tage foreningen i en helt ny og visionær retning, alt efter hvad de finder bedst. Den nuværende bestyrelse vil selvfølgelig sørge for en grundig overlevering, og være i kontakt så længe det kræves.
Har du lyst til at skabe et stærkt, nyt Tegneserieråd? Så kontakt os på info@dansktegneserieraad.dk, så vi kan samle en ny sej bestyrelse!
Pingpris og Tegneseriemuseum
Udover jagten på en ny bestyrelse, har vi også to hjertebørn, som vi håber på at kunne skabe selvstændige arbejdsgrupper til.
Først og fremmest har vi Pingprisen – tegneseriebranchens svar på Oscar-uddelingen, som har brug for en ny arrangørgruppe. Vi søger folk med alle former for erfaring og kvalifikationer. Du skal først og fremmest have interesse og gå-på-mod for opgaven, men hvis du har mod på at være projektleder, stå for SoMe, være grafiker, fundraiser eller indkøber, så er det helt perfekt! Hvis du har lyst til at skabe et brag af en fest til glæde for hele tegneseriemiljøet, så kontakt os på info@dansktegneserieraad.dk. Der vil blive afholdt info-møde i juni.
Et andet projekt vi søger ekstraordinær hjælp til, er bevaringen af Anders Hjort Jørgensens historiske tegneseriesamling, der søger nyt hjem, da Storm P.-museet ikke længere kan huse samlingen. Vi vil derfor nedsætte en arbejdsgruppe, der på kortere sigt skal finde samlingen et nyt midlertidigt hjem, og på længere sigt vil arbejde på at etablere et ægte dansk tegneseriemuseum! Hvis du har interesse i dette projekt, har et tip, eller en institution der kunne have interesse i at huse samlingen, så tøv endelig ikke med at skrive til John Kenn: donkenn@gmail.com
Generalforsamling d. 2. september!
Under normale omstændigheder ville vi have holdt Generalforsamling allerede i marts måned, men da dette ikke var muligt, udskyder vi Generalforsamlingen til torsdag d. 2. september på LitteraturHaus. Hvis vi formår at finde nye bestyrelseskandidater, vil aftenen forløbe på vanlig vis med årsregnskab og afterparty. Finder vi ikke nye kandidater inden september, vil vi desværre være nødsaget til at afholde en afstemning om at nedlægge foreningen. Vi krydser fingre for at der vil træde nogle ildsjæle frem, og at aftenen bliver en fest for dem der bærer faklen videre!
Vi glæder os til at høre fra jer!
Mvh Bestyrelsen