Derfor skal du elske Doctor Who

Reply

Tænker da lige at jeg vil give mit besyv med.

Har slugt alt siden Eccleston råt, og set masser af de klassiske afsnit siden da. Og jeg husker faktisk nogle weekendmorgener, hvor Doctor Who blev vist på Super Channel. Især Genesis of the Daleks står i min bevidsthed.

Favorit doctor: 11
Favorit companion: Amy Pond
Favoritafsnit: The Eleventh Hour
Favoritmonster: Weeping Angels

Og så vil jeg da lige sige at Moffats episoder under RTD generelt er rigtig gode, men det er altså tydeligt at RTD har skåret dem til før de blev optaget. S5 (den første med Matt Smith) er rigtig god, lige som starten af s6, men derfra går det stille og roligt nedad, jubilæumsafsnittet undtaget.

Clara er en glimrende companion til at starte med, men i takt med at hun bliver mere hovedperson, især i Capaldi-tiden, så er det tydeligt at konceptet ikke kan bære det. Capaldi-tiden lider desuden af at Moffats historier er alt alt alt for konstruerede (lidt lige som Sherlock også ender med at være).

Capaldi-tiden var dog ikke uden lyspunkter. Missy står som den klareste stjerne her. Hun er godt skrevet og Michelle Gomez er fantastisk i rollen.

Og jeg hænger stadig i og jeg glæder mig til friskt blod hele vejen rundt og især til at se, hvordan Jodie Whittaker takler Doctoren.

Reply

Tak for kommentarer, Lars!

Det siger meget om en person, hvem de har har som favorit-doktor 🙂

Jeg holder også meget af Amy – og af Rose. Og Billy og Donna. Og Romana fra Baker-tiden. Ach, man kan blive ved!

Der er så meget, vi ikke nåede omkring i det afsnit! Og det var tredje gang, vi optog det! “Skænderiet” til sidst (post credits scene, med-nørder) er fra take to.

Den gode doktor står i den grad vores hjerter nær. Vi glæder os til nye afsnit.

Bedste hilsner
Kim

Reply

Valget af favorit doctor kan fortælle en hel del, ja. Langt ind i s3 var det stadig Eccleston, der var min favorit, men Tennant vandt mig i dén grad over med Human Nature/The Family Of Blood. Og så kom Blink og gav os det dejlige citat med Wibbly-Wobbly, Timey-Wimey og så var jeg solgt.

S4 er også proppet med fantastiske afsnit og vi møder River Song første gang. For slet ikke at tale om Midnight!!

The Specials mellem s4 og s5 er gode – The Waters Of Mars er jo nærmest horror!

Og så kom Matt Smith og Karen Gillan. Jeg var solgt med det samme!
Ikke alle eps er lige skarpe, men der er rigtig gode ting imellem og Doctorens brandtale i The Pandorica Opens er Matt Smith når han er bedst.

S6 starter stærkt med et dobbeltafsnit der præsenterer The Silence (der er ingen hentydning til den stilhed der er et kort øjeblik i The Vampires of Venice (hvilket ærgrer mig for det var et gåsehudsøjeblik), og det er måske en af de ting der irriterer mig ved Steven Moffat. Han taber (muligvis med vilje) nogle tråde undervejs.

Og under Capaldi bliver det bare kompliceret.

Nå nu blev jeg lige grebet.

Faktum er at jeg glæder mig til den nye sæson og den nye Doctor 😀

Reply

Min første Doctor var naturligvis den fjerde, Tom Baker.
Jeg har kunne lide alle hans (nu; hendes) inkarnationer – The Doctor er vidunderlig fremmedarted og sær, dog med en umådelig kærlighed til menneskeheden, på trods af vores selvdestruktive tendenser.
Jeg glæder mig som et lille barn til at Doktor 13 slå sig løs.

Vidste skisme ikke at Kim og Morten ku’ li’ denne serie, jeg er positivt overrasket.
hep hey.