Lørdag den 13. oktober slår Vejle Kunstmuseum dørene op for en udstilling af satiretegninger fra hele verden. Der burde være tabuer nok til alle.
Hvor langt kan man egentlig tillade sig at gå med en satiretegning? Spørgsmålet er blevet stillet mange gange i de senere på. Hvad end det så drejer sig om Muhammed-tegningerne eller en tegning af en lidt småsur Serena Williams, så er der altid holdninger til selve satirens væsen.
Nu sætter Vejle Kunstmuseum fokus på satiren i en helt ny særudstilling med satiretegninger fra hele verden. De skriver selv om udstillingen:
”Satiretegning er en væsentlig del af vores kultur. Over hele kloden kommenterer og provokerer satiren. Satiretegninger kan, som al god kunst, skabe forandring, fordi billederne får os til at reflektere, og de skubber til vores ideer om den verden, vi kender.
Udstillingen introducerer fire aktuelle temaer: “Magtens ansigt”, med eksempel i karikaturer af USA’s præsident Donald Trump; “De udsatte”, med fokus på strømmen af bådflygtninge til EU; “#MeToo” der satiriserer over den globale kampagne mod seksuelle overgreb på kvinder; og “Lige til stregen?” der diskuterer hvordan og hvornår, en tegning går over stregen.
Billedets magtfulde evne til at vække stærke følelser og forargelse opleves måske især i sidstnævnte tema, hvor historier om tegnere, der er blevet forfulgt og retsforfulgt for deres tegninger foldes ud. Og nej. Mohammed-tegningerne er ikke en del af udstillingen. Der er mange andre ufortalte historier om tegninger, der har vakt røre, om overgreb, og om tegnere, der har kæmpet for deres ret til at ytre sig. Nogle af de historier foldes ud i udstillingen.”
Udstillingen vil sætte tegningerne i diverse kontekster, og det er også muligt selv at prøve kræfter med med karikaturtegningens kunst.
Læs mere om udstillingen på vejlemuseerne.dk/lige-til-stregen
Illustration: Bonil Humor Gráfico