Han er en travl mand, Halfdan Pisket.
I marts afsluttede disse års måske mest omtalte og roste danske tegneserieskaber sin ambitiøse og prisvindende trilogi om sin tyrkiske far. Tredje bind, Dansker, fik lige så mange roser som de to foregående, Desertør og Kakerlak, og Pisket modtog særprisen ved Politikens Litteraturpris 2016.
I maj måned stod han for Pingfigur-design og Pingplakat til Pingprisen 2016, og her i juli er han så dobbelt-aktuel med årets plakat til Copenhagen Jazz Festival og en ny serie i Politiken, Sommerferie 2016, der kører hele måneden.
Sommerferie-føljetonen handler om et barn der vokser op i et diktatur af en slags, og ligner klassisk Pisket, hvis man kan tale om det. På de indtil videre bragte fire dages striber af seks billeder, er der allerede brændte børn, sorte sole, ansigtsløse bødler og fremmedhed så det gør noget. Alt fortalt i Pisket genkendelige sort-hvide streg, der synes som skåret ud i papiret.
Mere spræl er der i hans sprudlende, spjættende jazz-plakat hvor orkesteret spiller og røgen danser fra kopper og smøger. Det er topgrafisk legesyg jazzstemning for alle pengene.